Forældrenes ædle kaldelse

Et nyfødt barn er den mest hjælpeløse skabning i verden. Forældrenes beskyttelse og omsorg er afgørende for dets overlevelse såvel som for dets udvikling … Vore kæreste ejendele, vore evige skatte, er vore børn. De fortjener og bør få vores største og mest vedvarede omsorg og vejledning …

At sætte børn i verden medfører et stort ansvar og afslører livets ædleste formål, nemlig et samarbejde med Gud – »at tilveje-bringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).⁶

Hele menneskehedens Fader forventer, at forældre som hans repræsentanter hjælper ham med at forme og vejlede mennesker og udødelige sjæle. Det er den største opgave, Herren kan give noget menneske.⁷

Forældrerollen … bør betragtes som en hellig forpligtelse. Der er intet i menneskesjælens dyb, som i den grad vender sig imod de forældre, som forsømmer deres pligt. Gud har i forældrenes sjæl lagt den sandhed, at de ikke straffrit kan løbe fra ansvaret for at beskytte deres børn og unge.

Der synes at være en stigende tendens til at flytte dette ansvar fra hjemmet til institutioner uden for hjemmet, f.eks. skolen og Kirken. Hvor vigtige disse ydre institutioner end måtte være, kan de aldrig erstatte moderens og faderens rolle. Vedvarende opdragelse, vedvarende årvågenhed og venskab og opsyn med vore egne børn er nødvendigt for at kunne holde sammen på hjemmet.⁸

Guds inspiration ses i det krav, han har stillet til de sidste dages hellige om at holde deres hjem intakt og undervise deres børn i Jesu Kristi evangeliums principper. »De skal også lære deres børn at bede og at vandre retskaffent for Herren.« Dette bud, som Herren har givet os i Lære og Pagter 68:28 efterlader os ingen tvivl om, hvad forældre har ansvar for at lære deres børn – et ansvar, som alt for ofte flyttes til Kirken, skolen eller dem, som håndhæver loven.⁹

Der er tre grupper, som bærer ansvaret for at opdrage børn: For det første er der familien, for det andet Kirken og for det tredje staten. Den vigtigste er familien. På guddommelig befaling har Herren pålagt forældre det ansvar først og fremmest at undervise i læren om omvendelse; for det andet, tro på Kristus, den levende Guds Søn; for det tredje, dåb og bekræftelse; for det fjerde, at lære børn at bede; for det femte, at lære børn at vandre retskaffent for Herren (se L&P 68:25-28). De forældre, som løber fra dette ansvar, kommer til at svare for den synd, det er, at de har forsømt deres ansvar.¹⁰

Den største tillid, en mand og en kvinde kan vises, er at de får et lille barn overdraget i deres varetægt. Hvis en mand, som har fået betroet andre menneskers midler, hvad enten han er ansat i en bank, i kommunen eller i staten, begår underslæb, bliver han anholdt og sandsynligvis sendt i fængsel. Hvis et menneske, som har fået betroet en statshemmelighed, afslører hemmeligheden og forråder sit land, bliver kan kaldt en forræder. Hvad må Herren ikke tænke om de forældre, som på grund af deres egen ligegyldighed eller forsætlige ønsker om at tilfredsstille deres egoisme undlader at opdrage deres børn og derved viser, at de har svigtet den største tillid, som menneskene er blevet vist. Som svar har Herren sagt: »… synden [skal] hvile på forældrenes hoved« (L&P 68:25).¹¹

Der er intet midlertidigt i de sidste dages helliges hjem. Der er intet element af forgængelighed i familieforholdet. For den sidste dages hellige er hjemmet virkelig samfundets grundlæggende bestanddel, og forældrerollen er guddommelig. Hemmeligheden ved en god samfundsborger ligger i hjemmet. Hemmeligheden ved opøvelse i tro på Gud, tro på hans Søn, verdens Forløser, og tro på Kirkens organisationer, ligger i hjemmet. Hjemmet er midtpunktet. Gud har pålagt forældre ansvaret for at indprente disse principper i barnesindet. Vore skoler, vore kirkeorganisationer og visse værdige sociale institutioner er alle med til at opbygge og vejlede de unge, men ingen af disse – hvor herlige og vigtige de end er for vore unge – kan erstatte forældrenes varige tilstedeværelse og påvirkning i hjemmet.¹²

Et af de største behov i vore dages verden er intelligente, samvittighedsfulde mødre …

Moderens rolle rummer den største indflydelse enten for det gode eller for det slette i et menneskes liv. Opfattelsen af moderen er det første, som prenter sig på den uskrevne side i det lille barns sind. Det er hendes kærtegn, som først vækker tryghedsfornemmelsen; hendes kys som vækker den første erkendelse af ømhed; hendes medfølelse og blidhed, som vækker den første forvisning om, at der er kærlighed i verden.¹³

Det ædleste kald i verden er moderens. Ægte moderomsorg er den smukkeste af alle kunstarter – den største af alle professioner. Den, som kan male et mesterværk, eller som kan skrive en bog, som får betydning for millioner, fortjener menneskenes beundring og bifald, men den, for hvem det lykkes at opdrage en flok sunde, smukke sønner og døtre, hvis udødelige sjæle øver indflydelse gennem tiderne, længe efter at malerierne er falmet, og bøgerne og statuerne er forgået eller blevet ødelagt, hun fortjener den højeste ære, mennesket kan vise, og Guds ypperligste velsignelser.¹⁴

Mødre sår i barndommen de frø, som i høj grad afgør livets høst som voksen. En mor, som i sine børns sjæl indprenter respekt for andre og kærlighed til moder- og faderrollen, gør Kirken og menneskeheden i almindelighed en stor tjeneste. Børn fra sådanne hjem rejser ud i verden som gode borgere – borgere som yder den tjeneste, som deres forældre har ydet, og som kæmper de kampe, som deres far og mor har kæmpet …

Moderens rolle er den eneste i hele verden, som virkelig afspejler de guddommelige dyder som det at skabe og ofre. Skønt moderen ved fødslen udsætter sig selv for livsfare, fører den hende også til selve livets kilde og gør hende til Skaberens medskaber ved at skænke evige ånder et liv på jorden.

Op gennem barndommen og ungdommen, ja, selv efter at hendes piger selv er blevet mødre og hendes drenge er blevet fædre, ofrer moderen kærligt og omsorgsfuldt sin tid, sin bekvemmelighed, sine fornøjelser, sin nødvendige hvile og adspredelse og om nødvendigt helbred og selve livet for dem. Ingen ord kan udtrykke moderkærlighedens kraft og skønhed og mod …

… Et af mine kæreste minder er de bønner, min mor opsendte knælende ved sin seng, de kærtegn, hun viste, når hun puttede min bror og mig i seng og gav os hver især et godnatkys. Dengang var vi for unge og for pjattede til at fuldt ud at sætte pris på hendes hengivenhed, men ikke for unge til at vide, at mor elskede os.

Det var denne erkendelse af min mors kærlighed og min loyalitet over for min eksemplariske fars forskrifter, som flere end én gang i min livlige ungdom fik mig til at træde tilbage fra fristelsens afgrund.¹⁵

Ingen mor kan udføre nogen ædlere gerning i denne verden end at opdrage og elske de børn, som Gud har velsignet hende med. Det er hendes pligt.¹⁶

En aften ved femtiden kørte fire brødre ned af Main Street [i Salt Lake City i Utah] i en bil. Netop som de kørte forbi First South Street, hørte de et lavt, anklagende råb: »Far! Far! Far! Vent.« Faderen var chaufføren, og hans lydhøre øre genkendte hans søns stemme. Han standsede straks køretøjet. Da de kiggede ud, så de en lille niårig dreng komme frem fra den travle, masende menneskeskare. Han pustede og stønnede og græd, fordi han havde løbet for at nå op til bilen …

Faderen sagde: »Hvor har du dog været, min søn?«

»Jeg har ledt efter dig.«

»Blev du ikke der, hvor vi havde aftalt at mødes?«

»Nej, jeg gik hen for at se, hvor du blev af.«

Drengen havde fået den opfattelse, at de skulle mødes foran Tabernaklet. Faderen havde åbenbart haft i sinde at mødes med barnet længere ned ad gaden. På grund af denne misforståelse var sønnen blevet borte fra sin far, og det lille barn var faret vild i den store skare uden nogen til at passe på sig.

Jeg tror, at det illustrerer den advarende stemme, som har lydt på det seneste. Fædre, misforstår I og jeres sønner hinanden? Er der en, som flakker om i menneskemængden og er omgivet af alle slags fristelser, og som I regner med at møde på et bestemt sted, men som han ikke ved, hvor er? Han dukker måske op af myldret og råber: »Far, far!« og hvis han gør det, kan I måske ikke høre det, fordi jeres sind er optaget af livets stress og jag. Måske kører I forbi ham og efterlader ham midt i ugudeligheden, så han selv må finde vej hjem. Tag jeres sønner med jer på livets vej, så I kan have dem hos jer i det evige hjem, hvor der hersker evig fred og glæde.¹⁷

Den far, som på grund af ansvar i forretningslivet eller det politiske eller sociale liv udlader at tage sin del af ansvaret for at opdrage sine sønner og døtre, overholder ikke sine ægteskabelige forpligtelser, og er et negativt element med hensyn til det, som kunne og burde være et lykkeligt hjemmeliv og bidrager muligvis til splittelse og kriminalitet.¹⁸

Ærbødighed og lydighed mod loven bør begynde i hjemmet. Ja, man kan ikke i for høj grad lægge vægt på forældrenes ansvar for at lære deres børn ærbødighed for Gud i alt, hvad der er helligt, og at ære og holde loven.¹⁹

Lydighed er himlens vigtigste lov, og lydighed er hjemmets lov. Der kan ikke herske lykke i hjemmet uden lydighed – lydighed som ikke er opnået ved fysisk magtanvendelse, men ved kærlighed – en guddommelig egenskab. Et hjem uden kærlighed er ikke et hjem. Man kan eje et palads og dog ikke have et hjem, og man kan bo i en træhytte med lerklinet gulv og have det mest vidunderlige hjem i verden, hvis det inden for disse fire vægge er gennemsyret af kærlighedens guddommelige princip, [som skaber] den velsignede lydighed og føjelighed, som gør livet værd at leve.²⁰

Der er blevet fremført visse vilde teorier om, at børn skal opdrage sig selv, og om at man skal bevare deres individualitet. Nogle af disse teorier går ud på, at børn skal have lov til at løse deres egne problemer uden at blive vejledt af deres forældre. Der er en del sandhed i dette, men der er mere vildfarelse …

… Børn bør lære, at de ikke kan udfolde sig ubegrænset, og at der er visse grænser, som de ikke kan overskride uden at det medfører sanktioner. Denne overholdelse af husreglerne kan man let opnå med venlighed og med fasthed. »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den« (se Ordsp 22:6).²¹

De unge har [brug for] vejledning og faste rammer. »Lad dit barn først lære lydighed, så kan du derefter lære det hvad som helst,« sagde Benjamin Franklin … Barnet bør allerede i en tidlig alder lære, at verden ikke er blevet skabt for det alene, men at det har en forpligtelse over for andre. …

Forældrene har også et ansvar for at opdrage deres børn på en sådan måde, at de ikke gør dem vrede (Ef 6:4). De bør passe på ikke at ophidse dem med unødvendige befalinger eller med urette bebrejde dem noget. Når som helst det er muligt, bør de opmuntre dem snarere end at bebrejde dem eller irettesætte dem.²²

Det påhviler alle, især fædre og mødre, at være gode eksem-pler for børn og unge. Forældre må oprigtigt og ærligt ære loven og opretholde præstedømmet i deres hjem, så børnene kan se det rette eksempel.²³

Det er ikke kun Kirkens pligt, men også forældrenes, at vise de unge, at det bringer glæde og lykke at leve et liv i sandhed og moralsk renhed, hvorimod overtrædelse af de moralske og sociale love kun fører til utilfredshed, sorg og i yderste konsekvens til undergang.²⁴

Det er vores pligt som voksne og som [vore børns] forældre at være et godt eksempel i hjemmet og i samfundet. Det er vores ansvar at indprente i vore børn vores oprigtige tro på Jesu Kristi evangelium. Forældre bør aldrig i evangeliet undervise i ét og gøre noget andet. Børn er meget opmærksomme på hykleri.²⁵

Familien giver barnet sit ry og rygte i samfundet. Et barn vil gerne have, at dets egen familie er lige så god som dets venners. Det ønsker at kunne omtale sin far med stolthed og altid føle sig inspireret, når det tænker på sin mor.²⁶

Gud hjælpe os til at kunne forsvare sandheden – eller endnu bedre, at leve efter den, at være et eksempel på den i vores hjem … Gud give jer styrke til at have denne evne, så jeres børn må være trofaste til det sidste, om nødvendigt til døden, ja, trofaste over for sandheden af Jesu Kristi evangelium.²⁷

Lad os være mere ivrige efter at skabe [et retfærdigt] hjem, at være en mere venlig ægtemand, en mere betænksom hustru, et større forbillede for vore børn, ja, opsatte på, at vi i vores hjem vil nyde blot en lille forsmag på himlen, mens vi er på jorden.²⁸