Livets lektier

På det seneste har jeg tænkt over mange af de vidunderlige oplevelser, jeg har haft i mit liv. Når jeg har udtrykt min taknemlighed til min himmelske Fader for disse store velsignelser og muligheder, har jeg indset måske mere end tidligere, hvor vigtige de første år i mit liv var.

Mange af de mest vigtige og afgørende øjeblikke i mit liv fandt sted, da jeg var en ung mand. Det, jeg lærte af dem, formede min karakter og min skæbne. Uden dem ville jeg være en meget anderledes mand på et helt andet sted, end jeg er i dag. I aften vil jeg gerne tale lidt om nogle af de oplevelser, og hvad jeg lærte af dem.

Jeg vil aldrig glemme en amerikansk fodboldkamp i gymnasiet mod en rivaliserende skole. Jeg spillede som wingback, og min opgave var enten at spærre for linebacken eller prøve at åbne, så quarterbacken kunne kaste bolden til mig. Årsagen til, at jeg lige husker denne kamp så godt, er, at fyren over for mig – ham, jeg skulle spærre for – var en kæmpe.

Jeg var ikke ligefrem den højeste sportsmand i verden. Men det tror jeg, at den anden fyr var. Jeg kan huske, at jeg så på ham og tænkte, at han sikkert vejede dobbelt så meget som mig. I må lige huske på, at dengang jeg spillede, havde vi ikke det beskyttende udstyr, som spillerne har i dag. Min hjelm var af læder og uden ansigtsbeskytter.

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere kom jeg til en tankevækkende erkendelse: Hvis jeg nogensinde lod ham fange mig, kunne jeg heppe på mit hold resten af sæsonen fra en hospitalsseng.

Til mit held var jeg hurtig. Og i størstedelen af første halvleg lykkedes det mig at undgå ham.

Undtagen en gang.

Vores quarterback trak sig tilbage for at kaste. Jeg var fri. Han kastede bolden, og den kom flyvende mod mig.

Det eneste problem, jeg havde, var, at jeg kunne høre en tung galoperen bag mig. I et øjebliks klarhed, tænkte jeg, at hvis jeg greb bolden, var der en udtalt risiko for, at jeg fremover kunne indtage mine måltider gennem en sonde. Men bolden var på vej mod mig, og mit hold regnede med mig. Så jeg rakte ud efter den og – i sidste øjeblik – så jeg op.

Og der var han.

Jeg husker, at bolden ramte mine hænder. Jeg husker, at jeg kæmpede for at holde fast på den. Jeg husker lyden af en bold, der rammer grønsværen. Derefter er jeg ikke helt sikker på, hvad der skete, for kæmpen ramte mig så hårdt, at jeg ikke var sikker på, hvilken planet jeg befandt mig på. Jeg husker én ting: En dyb stemme, som kom gennem en mørk tåge, der sagde: »Du fortjener det, når du er på det forkerte hold.«

William McKinley Oswald var vores football-træner. Han var en supertræner og havde stor indflydelse på mit liv. Men jeg tror, at han kunne have lært sine motivationsmetoder af hvilken som helst eksercitsofficer i hæren.

I sin halvlegstale den dag mindede træner Oswald hele holdet om den bold, jeg ikke havde grebet. Så pegede han på mig og sagde: »Hvordan kunne du gøre det?«

Han talte ikke med sin stille stemme.

»Jeg vil gerne vide, hvordan du kunne tabe den bold.«

Jeg stammede lidt og besluttede mig så for at fortælle sandheden. »Jeg så ikke på bolden,« sagde jeg.

Træneren så på mig og sagde: »Det er rigtigt, du kiggede ikke på bolden. Gør det aldrig igen. Det er den slags fejl, som koster sejren.«

Jeg havde stor respekt for træner Oswald, og trods min smerte, besluttede jeg mig for at gøre, hvad han sagde. Jeg aflagde et løfte om aldrig at tage øjnene væk fra bolden igen, også selv om det betød, at jeg blev sparket til månen af kæmpen lige over for mig.

Vi gik tilbage på banen og begyndte anden halvleg. Kampen var meget jævnbyrdig, og selv om mit hold spillede godt, var vi fire point bagefter sidst i kampen.

Quarterbacken lod mig vide, at han ville kaste til mig. Jeg løb igen frem, og igen var jeg fri. Bolden kom mod mig. Men denne gang var kæmpen foran mig og stod perfekt for at gribe bolden.

Han rakte ud, men bolden fløj gennem hans hænder. Jeg hoppede op, tog ikke øjnene fra bolden, greb den og trak den ned for at score de afgørende point.

Jeg husker ikke meget af festen bagefter, men jeg husker udtrykket i træner Oswalds ansigt.

»Sådan holder man øje med bolden,« sagde han.

Jeg tror, at jeg smilede i en uge.

Jeg har kendt mange store mænd og kvinder. Selv om de har haft forskellig baggrund, talenter og syn på tilværelsen, har de alle haft dette til fælles: De arbejder flittigt og vedvarende for at nå deres mål. Det er let at blive distraheret og miste fokus på det vigtigste i livet. Jeg har prøvet at huske de lektier, jeg lærte af træner Oswald, og prioritere de værdier, der er vigtige for mig, så jeg kan fokuserer på det, der virkelig betyder noget.

Jeg opfordrer jer til at granske jeres liv. Afgør hvor I er, og hvad I er nødt til at gøre for at være den person, I ønsker at være. Sæt inspirerende, ædle og retfærdige mål, som sætter liv i jeres fantasi og begejstrer jer. Og hold så øjnene fast rettet på dem. Arbejd konstant på at opnå dem.

»Hvis man tillidsfuldt går fremad mod sine drømme,« skrev Henry David Thoreau, »og forsøger at leve det liv, som man har forestillet sig, vil man møde uventet succes i hverdagen.«¹

Tag med andre ord aldrig øjnene fra bolden.

En anden lektie, jeg har lært fra fodboldbanen, var fra bunden af en bunke med 10 andre spillere. Det var i finalekampen om mesterskabet i Rocky Mountain Conference, og jeg skulle løbe med bolden op gennem midten for at score en touchdown, så vi kunne komme foran. Jeg modtog bolden og kastede mig mod modstanderne. Jeg vidste, at jeg var tæt på mållinjen, men jeg vidste ikke, hvor tæt. Selv om jeg var fastklemt under bunken, strakte jeg mine fingre fem centimeter frem, og jeg kunne mærke stregen. Mållinjen var fem centimeter væk.

I det øjeblik var jeg fristet til at skubbe bolden fremad. Jeg kunne have gjort det. Når dommerne endelig fik fjernet bunken af spillere, ville jeg være en helt. Ingen ville nogensinde vide det.

Jeg havde drømt om dette øjeblik, siden jeg var dreng. Og nu var det lige inden for min rækkevidde. Men så huskede jeg min mors ord: »Joseph,« havde hun ofte sagt til mig, »gør hvad er ret, lad så følgerne komme. Gør hvad er ret, og alting ordner sig.«

Jeg ønskede så inderligt at score den touchdown. Men jeg ville hellere være en helt i min mors øjne end i mine venners. Så jeg lod bolden ligge, hvor den lå – fem centimeter fra mållinjen.

Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men det var et afgørende øjeblik. Havde jeg flyttet bolden, havde jeg været mester i et øjeblik, men prisen for midlertidig ære ville have været for høj og for langvarig. Den ville have gnavet sig ind i min samvittighed og dannet et ar, som resten af mit liv ville minde mig om det. Jeg vidste, at jeg måtte gøre det rette.

Kristi lys hjælper os med at skelne ret fra uret. Når vi tillader fristelser at drukne samvittighedens sagte stemme, bliver det vanskeligt at træffe afgørelser.

Mine forældre underviste mig i at reagere prompte, når fristelsen kom og at sige: »Nej,« med det samme og mene det. Jeg giver jer det samme råd. Undgå fristelser.

Endnu en lektie jeg har lært er glæden ved at tjene andre. Jeg har før talt om, hvordan min far, som var biskop i vores menighed, lod mig fylde vognladet og levere det nødvendige mad og forsyninger til de trængende familier. Han var ikke alene om sit ønske om at række ud til de nødlidende.

For 75 år siden præsiderede biskop William F. Perschon over fjerde menighed i Pioneer Stav i Salt Lake City. Han var immigrant fra Tyskland og omvendt til Kirken, og han talte med stærk accent. Han var en dygtig forretningsmand, men det mest kendetegnende ved ham var hans store medfølelse for andre.

Hver uge til præstedømmemødet fik biskop Perschon de aronske præstedømmebærere til at sige følgende sætning: »Præstedømme betyder tjeneste, som bærer af præstedømmet vil jeg tjene.«

Det var ikke bare et slogan. Når enkerne havde brug for hjælp, var biskop Perschon og de aronske præstedømmebærere der for at hjælpe. Når der skulle bygges en kirke, var biskop Perschon og de aronske præstedømmebærere der. Når sukkerroerne og kartoflerne på velfærdsgården skulle luges eller høstes, var biskop Perschon og de aronske præstedømmebærere der.

Da William Pershon senere tjente i stavspræsidentskabet, fik han indflydelse på en ung biskop, Thomas S. Monson. I 1950’erne blev biskop Perschon kaldet til at præsidere over den schweizisk-østrigske mission og spillede en central rolle ved opførelsen af det første tempel i Europa, i Bern i Schweiz.

Man kunne ikke tænke på biskop Perschon uden at tænke på hans omsorg og medfølelse for andre og hans utrættelige indsats for at lære andre den samme kvalitet. Af de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, som han præsiderede over som biskop, blev 29 selv biskopper. Ti tjente i stavspræsidentskaber. Fem blev missionspræsidenter, tre modtog kaldelsen som tempelpræsident, og to tjente som generalautoriteter.²

Brødre, det er styrken ved en dygtig leder. Det er styrken ved at tjene.

Selv om jeg ikke helt forstod det dengang, står det nu klart for mig, at disse lektier og mange andre, som jeg lærte som ung, har været den grundvold, som resten af mit liv er bygget på.

Alle har vi fået åndelige gaver. Nogle er velsignet med troens gave, andre med helbredelsens gave. I Kirken er alle åndelige gaver repræsenteret. I mit tilfælde er en af de åndelige gaver, jeg har været mest taknemlig for, velsignelsen ved at have fået en lydig ånd. Da jeg hørte om visdomsord fra mine forældre eller kirkeledere, lyttede jeg og prøvede at gøre det til en del af mine tanker og handlinger.

Brødre i præstedømme, jeg opfordrer jer til at fremelske gaven ved en lydig ånd. Frelseren har sagt, at: »Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand … Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe.«³

Hvordan kan vi vide om vi er kloge eller tåbelige? Når vi hører et inspireret råd, adlyder vi. Det er lakmusprøven på at være klog eller tåbelig.

Hvad gavner det os at lytte til vise råd, som vi ikke giver agt på? Hvilken gavn er erfaring, hvis vi ikke lærer af den? Hvad nytter skriften, hvis vi ikke værdsætter ordene og indarbejder dem i vores liv?

Præsident Gordon B. Hinckley har lovet, at vor himmelske Fader »vil udøse velsignelser over dem, som vandrer i lydighed mod hans befalinger.«⁴

Jeg tilslutter mig hans ord.

Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, hele menneskehedens Frelser. Jeg vidner om, at Gud er os nær. Han nærer omsorg og kærlighed for sine børn. Profeter, seere og åbenbarere sørger for, at den genoprettede Jesu Kristi Kirke går fremad. Præsident Gordon B. Hinckley står som sidste dages profet for Kirken og for verden.

Jeg takker min Skaber for dette vidunderlige liv, hvor vi hver især har mulighed for at lære lektier, som vi ikke kunne lære på nogen anden måde.

Mine kære brødre, må vi sætte os retfærdige mål og arbejde på at opnå dem, gøre det rigtige og række ud mod dem omkring os i kærlighed. Det er min bøn og mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.