Præstedømmet – En hellig gave

Brødre, vi er forsamlet i aften som en stor gruppe af præstedømmet, både her i Konferencecentret og rundt om i verden. Jeg er beæret over det privilegium, det er at tale til jer. Jeg beder til, at Herrens inspiration vil vejlede mine tanker og inspirere mine ord.

I løbet af de forgangne uger, hvor jeg har overvejet, hvad jeg skulle sige til jer i aften, har jeg gentagne gange tænkt på de velsignelser, vi får som bærere af Guds hellige præstedømme. Når vi ser på verden som helhed med en befolkning på over 6,5 milliard mennesker, må vi erkende, at vi udgør en meget lille, udvalgt gruppe. Vi, som bærer præstedømmet, er med apostlen Peters ord »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab.«¹

Præsident Joseph F. Smith beskrev præstedømmet som »Guds kraft givet til mennesket, hvorefter mennesket kan handle på jorden til menneskeslægtens frelse … hvorved mennesket kan udtale Guds vilje, som om englene selv var her og udtalte den, og hvorved mennesket har fået magt til, at hvad det binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad det løser på jorden, skal være løst i himlen«. Præsident Smith tilføjede: »[Præstedømmet] er helligt, og skal helligholdes af folket.«²

Mine brødre, præstedømmet er en gave, som ikke kun medfører særlige velsignelser, men også højtidelige ansvar. Vi er ansvarlige for at leve vores liv, så vi altid er værdige til det præstedømme, vi bærer. Vi lever i en tid, hvor vi er omgivet af meget, som har til hensigt at lokke os ad stier, som kan føre til vores ødelæggelse. Det kræver beslutsomhed og mod at undgå sådanne stier.

Mod er vigtigt. Denne sandhed kom til mig på meget levende og dramatisk vis for mange år siden. Jeg tjente som biskop på det tidspunkt. Hovedmødet til vores stavskonference blev afholdt i Assembly Hall på Tempelpladsen i Salt Lake City. Vores stavspræsidentskab skulle omdannes. Det Aronske Præstedømme, herunder medlemmer af biskoprådene, stod for musikken til konferencen. Da vi havde sunget den første sang, trådte præsident Joseph Fielding Smith, vores konferencegæst, op på talerstolen og oplæste navnene på dem, der skulle opretholdes som nyt stavspræsidentskab. Derpå påpegede han, at Percy Fetzer, som blev vores nye stavspræsident, og John Burt, som blev førsterådgiver – og som begge havde været rådgivere i det tidligere præsidentskab – var blevet informeret om deres nye kaldelser, inden konferencen begyndte. Dog sagde han, at jeg, som var blevet kaldet som andenrådgiver i det nye præsidentskab, ikke på forhånd havde fået noget at vide om kaldelsen og hørte om den for første gang, da mit navn blev læst højt under opretholdelsen. Derpå bekendtgjorde han: »Hvis bror Monson er villig til at acceptere denne kaldelse som rådgiver i stavspræsidentskabet, vil vi gerne høre fra ham nu.«

Da jeg stod på talerstolen og stirrede ud over et hav af ansigter, huskede jeg den sang, vi lige havde sunget. Den omhandlede visdomsordet og hed: »Hav mod, min søn, til at sige nej.« Den dag valgte jeg dette emne for min tale: »Hav mod, min søn, til at sige ja.« Behovet for mod opstår hele tiden for os alle – modet til at stå fast på det, vi tror på, modet til at udfylde vore ansvar, modet til at ære vores præstedømme.

Uanset hvor vi er, følger præstedømmet med os. Står vi på »hellige steder«?³ Præsident J. Reuben Clark junior, som i mange år tjente som rådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Præstedømmet er ikke som et sæt tøj, man kan tage af og tage på igen … Afhængig af jer selv er det en evigtvarende gave.« Han fortsatte: »Hvis vi virkelig var overbeviste om … at vi ikke kunne lægge præstedømmet til side, og at Gud ville stille os til ansvar, hvis vi vanærede det, ville det redde os fra at gøre en hel masse ting, redde os fra at bevæge os en hel masse steder hen. Hvis vi, hver gang vi kom lidt på afveje fra den lige og snævre sti, tænkte: ›Jeg har mit præstedømme med her. Bør jeg det?‹ Så ville det ikke tage os lang tid at bevæge os tilbage på den lige og snævre sti.«⁴

Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Der er ingen begrænsning i præstedømmets kraft, som I har. Begrænsningerne opstår i jer, hvis I ikke lever i harmoni med Herrens Ånd, og I begrænser jeres egen udøvelse af den magt.«⁵

Mine brødre i præstedømmet – fra den yngste til den ældste – lever I jeres liv i overensstemmelse med det, Herren kræver? Er I værdige til at bære Guds præstedømme? Hvis ikke, så træf beslutningen her og nu, opbyd det nødvendige mod, og foretag alle de forandringer, som er nødvendige, for at jeres liv bliver, som det bør være. For at kunne sejle trygt over jordelivets hav, har vi brug for den evige søfarendes vejledning – nemlig den store Jahve. Hvis vi går Herrens ærinde, har vi ret til Herrens hjælp.

Hans hjælp er kommet til mig ved utallige lejligheder i mit liv. I slutningen af anden verdenskrig fyldte jeg 18 år og blev ordineret som ældste – én uge før jeg tog af sted til aktiv tjeneste i flåden. Et medlem af min menigheds biskopråd stod på togstationen for at sige farvel til mig. Lige før toget skulle køre, lagde han den bog i min hånd, som jeg viser frem for jer nu. Den hedder: Missionærhåndbogen. Jeg lo og sagde: »Jeg skal være i flåden – ikke på mission.« Han svarede: »Tag den alligevel. Den kan blive nyttig.«

Og det blev den. I rekruttiden instruerede vores kompagnichef os i, hvordan vi bedst kunne pakke vores tøj i en stor køjesæk. Han gav derpå dette råd: »Hvis I har en hård, rektangulær genstand, som I kan lægge i bunden af tasken, ligger jeres tøj mere fast.« Jeg tænkte: »Hvor finder jeg en hård, aflang genstand?« Jeg kom pludselig i tanke om den helt rigtige rektangulære genstand – Missionærhåndbogen. Således fungerede den i tolv uger i bunden af køjesækken.

Aftenen før vores juleorlov tænkte vi som altid på vores hjem. Kasernen var stille. Pludselig opdagede jeg, at min kammerat i køjen ved siden af – et medlem af Kirken, Leland Merrill – jamrede af smerte. Jeg spurgte: »Hvad er der galt, Merrill?«

Han svarede: »Jeg er syg. Jeg er meget syg.«

Jeg rådede ham til at henvende sig til basens apotek, men han svarede, at han vidste, at den fremgangsmåde ville forhindre ham i at komme hjem til jul. Derpå foreslog jeg, at han var stille, så vi ikke vækkede hele kasernen.

Timerne gik, og hans jamren tog til. Så, i desperation, hviskede han: »Monson, er du ikke ældste?« Jeg svarede, at det var jeg, hvorefter han bønfaldt mig: »Giv mig en velsignelse.«

Jeg blev i høj grad klar over, at jeg aldrig før havde givet en velsignelse. Jeg havde aldrig fået en sådan velsignelse, og jeg havde aldrig bevidnet en sådan velsignelse blive givet. Min bøn til Gud var et råb om hjælp. Derpå kom svaret: »Se i bunden af køjesækken.« Derfor tømte jeg kl. 2 om natten indholdet af sækken ud på dækket. Derefter tog jeg den hårde, rektangulære genstand, Missionærhåndbogen, hen under lygten og læste, hvordan man velsigner de syge. Mens cirka 120 nysgerrige sømænd så på, gik jeg i gang med at velsigne ham. Før jeg nåede at pakke mit grej ned igen, sov Leland Merrill som et barn.

Næste morgen vendte Merrill sig smilende om mod mig og sagde: »Monson, jeg er glad for, at du bærer præstedømmet!« Hans glæde blev kun overgået af min taknemlighed – taknemlighed ikke kun for præstedømmet, men for at være værdig til at få den hjælp, jeg havde brug for i nødens stund, og til at udøve præstedømmets magt.

Brødre, vor Herre og Frelser sagde: »Kom … og følg mig.«⁶ Når vi tager imod hans invitation og vandrer i hans fodspor, vil han jævne vore stier.

I april 2000 følte jeg en sådan vejledning. Jeg var blevet ringet op af Rosa Salas Gifford, som jeg ikke kendte. Hun forklarede, at hendes forældre havde været på besøg fra Costa Rica i nogle måneder, og blot en uge før hun ringede, havde hendes far, Bernardo Agusto Salas, fået konstateret leverkræft. Hun fortalte, at lægerne havde sagt til familien, at hendes far kun havde nogle få dage tilbage at leve i. Hendes fars store ønske, forklarede hun, var at møde mig, før han døde. Hun gav mig sin adresse og spurgte, om jeg kunne besøge hendes far i hendes hjem i Salt Lake City.

På grund af møder og forpligtelser blev det ret sent, før jeg kom fra kontoret. I stedet for at køre lige hjem følte jeg mig tilskyndet til at køre længere mod syd og besøge bror Salas samme aften. Med adressen i hånden forsøgte jeg at finde frem til huset. I ret tæt trafik og mens solen var ved at gå ned, kørte jeg forbi det sted, hvor vejen til huset burde være. Jeg kunne ikke se noget. Men jeg giver ikke op så let. Jeg kørte rundt om huskarréen og tilbage igen. Stadig intet. Jeg prøvede en gang til, men vejen var stadig ikke at se. Jeg begyndte at føle, at jeg kunne retfærdiggøre at køre hjemad. Jeg havde gjort en tapper indsats, men havde ikke haft held med at finde adressen. I stedet bad jeg en stille bøn om hjælp. Jeg blev inspireret til at køre ind i området fra den modsatte retning. Jeg kørte et stykke vej og vendte bilen, så jeg nu befandt mig på den anden side af vejen. Da jeg kørte i den retning, var trafikken meget mindre tæt. Da jeg nærmede mig stedet igen, kunne jeg i det svage lys se et vejskilt, som var blevet væltet, ligge i vejkanten – og et næsten usynligt spor, der var dækket af ukrudt, førte op til et lille lejlighedskompleks og et enligt, lille hus lidt væk fra hovedvejen. Da jeg kørte hen mod bygningen, vinkede en lille pige i en hvid kjole til mig, og jeg vidste, at jeg havde fundet familien.

Jeg blev vist ind i deres hjem og derefter ind i værelset, hvor bror Salas lå. Omkring hans seng var tre døtre og en svigersøn, samt søster Salas. Alle andre end svigersønnen var fra Costa Rica. Bror Salas udseende viste alvoren af hans tilstand. En fugtig klud med flossede kanter – ikke et håndklæde eller en vaskeklud, men en fugtig klud med flossede kanter – lå på hans pande og fremhævede familiens trange kår.

Efter nogen opfordring åbnede bror Sala sine øjne, og et svagt smil prydede hans læber, da jeg tog ham i hånden. Jeg sagde: »Jeg er kommet for at møde dig.« Tårerne sprang frem i hans og i mine øjne.

Jeg spurgte, om han gerne ville have en velsignelse, og familiens enstemmige svar var bekræftende. Eftersom svigersønnen ikke havde præstedømmet gik jeg selv i gang med at give en præstedømmevelsignelse. Det var som om, ordene flød frit under Herrens Ånds vejledning. Jeg tog Frelserens ord, som står i Lære og Pagter afsnit 84 vers 88, med: »… jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.« Efter velsignelsen sagde jeg nogle få trøstende ord til de sørgende familiemedlemmer. Jeg talte langsomt, så de kunne forstå mit engelske. Og derpå lod jeg dem med mine begrænsede spanskkundskaber vide, at jeg elskede dem, og at vor himmelske Fader ville velsigne dem.

Jeg bad om familiens bibel og henledte deres opmærksomhed på Johannes’ Tredje Brev, vers 4: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.« Jeg sagde til dem: »Dette er, hvad jeres ægtemand eller far ønsker, at I skal huske, nu hvor han bereder sig på at forlade denne jordiske tilværelse.«

Med tårer trillende ned ad kinderne bad bror Salas dejlige hustru mig derefter om at skrive henvisningen til de to skriftsteder, jeg havde nævnt for dem, ned, så familien kunne læse dem igen. Eftersom søster Salas ikke havde noget ved hånden, som jeg kunne skrive på, tog hun et lille stykke papir frem fra sin taske. Da jeg fik det af hende, lagde jeg mærke til, at det var en tiendeseddel. Det rørte mit hjerte, da jeg indså, at til trods for de yderst trange kår, som familien levede under, betalte de trofast deres tiende.

Efter en følelsesladet afsked blev jeg fulgt ud til min bil. Mens jeg kørte hjemad, tænkte jeg på den særlige ånd, vi havde følt. Jeg oplevede også, som så mange gange før, en følelse af taknemlighed for, at min himmelske Fader havde besvaret et andet menneskes bøn gennem mig.

Mine brødre, lad os altid huske, at Guds præstedømme, som vi bærer, er en hellig gave, som bringer os og dem, vi tjener, himlens velsignelser. Må vi, uanset hvor vi er, ære og beskytte det præstedømme. Må vi altid gå Herrens ærinde, så vi altid kan være berettigede til Herrens hjælp.

Der udkæmpes en krig om menneskenes sjæle – jeres og min. Den fortsætter med samme styrke. Som et trompetstød udgår Herrens ord til jer, til mig og til præstedømmebærere overalt: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.«⁷

At vi hver især må have mod til at gøre det, er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.