Tabernaklets ånd

For 46 år siden blev jeg kaldet som assistent til De Tolvs Kvorum, og for første gang stod jeg på denne talerstol. Jeg var 37 år gammel. Jeg stod der blandt ærværdige og kloge profeter og apostle, »hvis navne,« som sangen siger, »vi alle ærer« (»Oh, Holy Words of Truth and Love«, Hymns, nr. 271). Jeg følte mig dybt utilstrækkelig.

På nogenlunde samme tid havde jeg en afgørende oplevelse i Tabernaklet. Den gav mig tillid og mod.

Dengang blev der afholdt Primary-konference her inden aprilkonferencen. Jeg gik ind ad en sydlig dør, idet indledningssalmen blev sunget af et stort kor af primarybørn. Søster Lue S. Groesbeck, medlem af Primarys hovedbestyrelse, dirigerede dem. De sang:

Mens børnene sang stille, spillede organisten, som forstod, at fortræffelighed ikke behøver at tiltrække sig opmærksomhed, ikke en solo, mens de sang. På talentfuld og næsten usynlig vis blandede han de unge stemmer til en inspirerende og åbenbarende melodi. Det var et afgørende øjeblik. I min sjæl fæstnedes dybt og fast dét, som jeg allermest havde brug for til at styrke mig i de kommende år.

Jeg følte måske det samme, som profeten Elias havde følt. Han lukkede himlen for den ugudelige kong Akab og flygtede til en hule for at søge Herren:

»… en voldsom og kraftig storm … splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet.

Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen.

Da Elias hørte det,« beretter historien, »tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning« for at tale med Herren (1 Kong 19:11-13).

Jeg følte noget af det, nefitterne må have følt, da Herren viste sig for dem: »… de … hørte … en røst, der lød, som om den kom fra himlen; og de kastede blikket omkring, for de forstod ikke den røst, som de hørte; og det var ikke en barsk røst, ej heller var det en høj røst; alligevel og til trods for, at det var en sagte røst, gennemborede den dem, der hørte den, til det inderste i en sådan grad, at der ikke var nogen del af deres legeme, som den ikke fik til at skælve; ja, den gennemborede dem til sjælens inderste og fik hjertet til at brænde« (3 Ne 11:3).

Det er den stille, sagte røst, som profeten Elias og nefitterne hørte, som profeten Joseph Smith forstod, da han skrev: »… således siger den stille, sagte røst, der hvisker gennem alt og gennemborer det« (L&P 85:6).

I det afgørende øjeblik forstod jeg, at den stille, sagte røst i højere grad føles end den høres. Hvis jeg lyttede til den, skulle det nok gå godt for mig i min kaldelse.

Derefter var jeg forsikret om, at Talsmanden, Helligånden, er der for alle, som vil tage imod opfordringen til at bede, søge og banke på (se Matt 7:7-8, Luk 11:9-10; 3 Ne 14:7-8; L&P 88:63). Da vidste jeg, at det nok skulle gå. Og sådan har det været i årenes løb.

Jeg lærte også, hvor stor styrke der kan være i musik. Når musik fremføres ærbødigt, kan det være ligesom åbenbaring. Til tider tror jeg ikke, at det kan adskilles fra Herrens røst, Åndens stille røst.

Enhver form for værdig musik har sin plads. Og der er utallige steder, hvor den kan høres. Men Tabernaklet på Tempelpladsen adskiller sig fra dem alle.

I menneskealdre har Tabernakelkoret indledt deres ugentlige udsendelser med at synge disse ord skrevet af ældste William W. Phelps:

For mere end 100 år siden holdt præsident Wilford Woodruff, som dengang var 91 år gammel, det, der skulle blive hans sidste tale fra denne talerstol. Blandt tilhørerne var den 12-årige LeGrand Richards. Hans far, George F. Richards (som senere blev ordineret som apostel), tog sine drenge med til Tabernaklet for at høre brødrene. LeGrand glemte aldrig den oplevelse.

I mere end 20 år var jeg meget tæt på ældste LeGrand Richards. Da han var 96 år, lå det budskab stadig i hans hjerte. Han kunne ikke huske de ord, som præsident Woodruff sagde, men han kunne aldrig glemme sine følelser, da de blev sagt.

Lejlighedsvis har jeg følt tilstedeværelsen af dem, der byggede og vedligeholdt dette Tabernakel. Gennem musik og det talte ord har de, der levede før os, bevaret evangeliets enkelhed og vidnesbyrdet om Jesus Kristus. Dette vidnesbyrd var det lys, der ledte deres liv.

Store begivenheder, som formede Kirkens skæbne, har udspillet sig i Tabernaklet på Tempelpladsen.

Alle Kirkens præsidenter, undtagen Joseph Smith og Brigham Young, er blevet opretholdt ved en højtidelig forsamling i Tabernaklet. Og på samme måde gentages proceduren for opretholdelser årligt til generalkonferencen og gentages i alle stave og menigheder, som det er foreskrevet gennem åbenbaring.

Herren har sagt: »… det ikke skal pålægges nogen at drage ud for at prædike mit evangelium eller at opbygge min kirke, medmindre han bliver ordineret af en, der har myndighed, og det er kirken bekendt, at han har myndighed og er blevet behørigt ordineret af kirkens overhoveder« (L&P 42:11).

På denne måde kan ingen fremmed komme blandt os og hævde at have myndighed og forsøge at lede Kirken på afveje.

Her blev Den Kostelige Perle i 1880 godkendt som et af Kirkens standardværker.

Her blev også to åbenbaringer føjet til standardværkerne, nu kendt som afsnit 137 og 138 i Lære og Pagter. Afsnit 137 er optegnelsen om et syn, profeten Joseph Smith modtog i templet i Kirtland, og afsnit 138 er et syn, præsident Joseph F. Smith modtog angående Frelserens besøg blandt de afdødes ånder.

I 1979 blev SDH-udgaven af King James-oversættelsen af Bibelen præsenteret for Kirken efter mange års forberedelse.

De nye engelske udgaver af Mormons Bog, Lære og Pagter, og Den Kostelige Perle blev bekendtgjort for Kirken herfra.

Ved en generalkonference i 1908 læste præsident Joseph F. Smith afsnit 89 fra Lære og Pagter – visdomsordet. Derefter talte han, begge hans rådgivere og præsidenten for De Tolv alle om det samme emne, visdomsordet. Derpå blev det enstemmigt vedtaget at antage det som bindende for Kirkens medlemmer.

Denne åbenbaring begynder således: »Se, sandelig, så siger Herren til jer: Som følge af de onde tanker og hensigter, som er og vil findes i hjertet på rænkefulde mennesker i de sidste dage, har jeg advaret jer, og ved at give jer dette visdomsord ved åbenbaring advarer jeg jer på forhånd« (L&P 89:4).

Det er et skjold og en beskyttelse for vore medlemmer, især for vore unge. Den bliver en del af Guds »fulde rustning«, som lovet i åbenbaringerne til at beskytte dem mod »den ondes brændende pile« (se L&P 27:15-18).

Kirken og dens enkelte medlemmer har altid været, er nu, og vil altid være under modstanderens belejring. Han vil tilsløre, endda slette den stille, sagte røst gennem høj og skurrende musik oversvømmet af en tekst, der ikke kan forstås – eller værre endnu, af en tekst, der kan forstås. Han vil omhyggeligt lede os på afveje med enhver anden fristelse, han kan udtænke.

Her tydeliggør Herren gennem åbenbaring præstedømmets orden, og det åbnede dørene til opfyldelse af Frelserens bud om at udbrede evangeliet til »hvert folkeslag og stamme og tungemål og folk« (L&P 133:37) og til at foranledige, at Kirken oprettes blandt dem.

Her fik Mormons Bog undertitlen: »Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus«. Derefter kan alle, som åbner bogen, ud fra selve titlen vide, hvad den indeholder.

Lærdommene, talerne, musikken og følelserne og Ånden i denne hellige bygning overføres uden tab af styrke til det store konferencecenter i nærheden, hvor de kan høres af titusindvis, oversat til adskillige sprog og sendt til forsamlinger i hele verden.

Denne ånd kommer ligeledes ind i mange millioner sidste dages helliges hjem. I hjemmet beder forældre for deres børns velbefindende. Mænd og kvinder og, som Mormons Bog lovede, selv små børn kan modtage vidnesbyrdet om Jesus Kristus (se Mosi 24:22; Alma 32:23; 3 Ne 17:25) og om gengivelsen af hans evangelium.

Dette tabernakel på Tempelpladsen er »et hus kendetegnet ved bøn, et hus kendetegnet ved faste, et hus kendetegnet ved tro, et hus kendetegnet ved herlighed og Guds nærhed, ja, [hans] hus« (L&P 109:16). De, som er kaldet til at tale eller til at udføre eller fremføre ord eller musik eller kunst, er forpligtede til at fremføre noget, som er værdigt.

At søge verdens ros, advarer skriften, er at blive ledt forsigtigt væk fra den eneste sikre sti, man kan følge i livet (se Joh 12:43; 1 Ne 13:9; 2 Ne 26:29; Hel 7:21; Morm 8:38; L&P 58:39). Og skrifterne advarer os tydeligt om, hvad der sker, når vi »tragter efter anerkendelse fra mennesker« (L&P 121:35).

Det er ikke så meget det, der høres i talerne, som det, der føles. Helligånden kan bekræfte for alle, som kommer inden for rækkevidden af dens indflydelse, at budskabet er sandt, at dette er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Tabernaklet står her ved siden af templet som et anker og er blevet et symbol på genoprettelsen. Det blev bygget af meget fattige og meget almindelige mennesker. Det er nu kendt over hele verden.

Tabernakelkoret, kendt på navnet på denne bygning, har i mange år været en stemme for Kirken. Må de aldrig lade sig føre bort fra eller tillade sig selv at blive bortrykket fra den grundlæggende mission, som har været deres opgave i generationer.

Generation efter generation har koret indledt og afsluttet hver udsendelse med et inspirerende budskab, som er rigt på principper og forankret i genoprettelsens lære, idet de indleder med »Løft din stemme glad og ren« (Salmer og sange, nr. 82) og afslutter med »Nu som dug fra himlen vander« (Salmer og sange, nr. 85).

Tabernaklet står i verden som et af de største midtpunkter for værdig musik og kultur. Men mest af alt står det som et banner for gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Dette enkle vidnesbyrd blev præget dybt og varigt i mig her i denne bygning af de primarybørn, som sang med ærbødig, åbenbarende klang.

Gud velsigne denne hellige bygning og alt, hvad der sker inden for dens vægge. Vi er så taknemlige for, at den er blevet fornyet og renoveret uden at miste sin hellige beskaffenhed.

Ældste Parley P. Pratt fra De Tolv Apostles Kvorum læste disse ord fra afsnit 121 i Lære og Pagter: »Lad også dit indre være fyldt af næstekærlighed til alle mennesker og til troens husstand, og lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.

Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid« (L&P 121:45-46).

Dybt bevæget formede Parley P. Pratt sine tanker til en salme, som i virkeligheden er en bøn. I mange år valgte koret at afslutte sine ugentlige udsendelser med den:

Jeg tilføjer mit vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, at dette er hans hus, på denne hellige indvielsesdag. I Jesu Kristi navn. Amen.