Husk og gå ikke fortabt

Billede

Jeg føler mig beæret over at komme efter søster Parkin. Hendes tjeneste og undervisning, så vel som hendes råd, har velsignet os alle. Omtrent på samme tid for 18¹⁄2 år siden stod jeg nær denne talerstol og ventede på at forsamlingssalmen sluttede, hvorefter jeg skulle stille mig op og holde min første generalkonferencetale. Min bekymring i det øjeblik må have været synlig. Ældste L. Tom Perry, som stod bag mig, lænede sig frem og hviskede mig i øret på sin positive og entusiastiske vis. »Slap af,« sagde han, »ingen er faldet død om på den talerstol i årevis!«

Disse opmuntrende ord og de minutter, der fulgte, hvor jeg for første gang talte til et verdensomspændende publikum af sidste dages hellige, er et skattet minde for mig. Ligesom jer alle fylder jeg hele tiden på et reservoir af minder, som, når jeg husker tilbage på dem, udgør en meget nyttig og ofte morsom del af min bevidsthed. Og trods de beslutninger, jeg tog som ung, om aldrig at kede andre med mine erindringer, når jeg blev ældre, nyder jeg nu at delagtiggøre andre i mine minder ved stort set enhver mulig lejlighed. I dag vil dog jeg tale om den mere dybsindige rolle som erindringer og det at huske har i Jesu Kristi evangelium, end blot den passive genkaldelse af information blot for fornøjelsens skyld.

Hvis vi lægger mærke til anvendelsen af ordet huske i skrifterne, ser vi, at det at huske, som Gud ønsker det, er et grundlæggende og frelsende princip i evangeliet. Dette skyldes, at profetiske formaninger om at huske ofte kræver handling: At lytte, at se, at adlyde, at gøre, at omvende sig.¹ Når vi husker på Guds måde, overvinder vi vores menneskelige tendens til blot at berede os på livets kampe, og engagerer os rent faktisk i selve kampen og gør alt, hvad der står i vores magt for at modstå fristelse og undgå at synde.

Kong Benjamin opfordrede sit folk til således at huske aktivt:

»Og til slut, jeg kan ikke fortælle jer alt det, hvori I kan begå synd; for der er forskellige udveje, ja, så mange, at jeg ikke kan tælle dem.

Men så meget kan jeg sige jer, at hvis I ikke vogter jer selv og jeres tanker og jeres ord og jeres handlinger og iagttager Guds befalinger og vedbliver i troen på det, I har hørt angående Herrens komme, helt til jeres livs ende, må I fortabes. Og se, o menneske, husk dette, og gå ikke fortabt.«²

Når vi erkender den væsentlige rolle, som erindringen bør spille i vores liv, hvad bør vi da ellers huske? Som svar – nu hvor vi er samlet i dag for at huske og genindvie dette historiske tabernakel – foreslår jeg, at Jesu Kristi Kirkes historie og dens folk fortjener en plads i vores erindring. Skrifterne prioriterer Kirkens historie højt. Faktisk er en stor del af skrifterne kirkehistorie. På selve den dag, hvor Kirken blev organiseret, gav Gud Joseph Smith denne befaling: »Se, der skal føres en optegnelse blandt jer.«³ Joseph fulgte denne befaling ved at udnævne Oliver Cowdery, Kirkens anden ældste og hans vigtigste assistent, som den første kirkehistoriker. Vi fører optegnelser for at hjælpe os til at huske, og der er blevet ført optegnelse over Kirkens fremgang og udbredelse fra Oliver Cowderys tid til nu. Denne ekstraordinære historiske optegnelse minder os om, at Gud atter har åbnet himlen og åbenbaret sandheder, der kalder vores generation til handling.

Af alt det, der er blevet indsamlet, bevaret og skrevet af historikere i løbet af disse mange år, tjener intet som et større eksempel på betydningen af og kraften i Kirkens historie end Joseph Smiths enkle og ærlige beretning om, hvordan Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, viste sig for ham i det, vores historiebøger nu kalder det første syn. Med ord, som generationer af missionærer har forpligtet sig til at huske og forkynde for dem, der søger sandheden, over hele verden, beskrev Joseph den mirakuløse måde, hvorpå han fik svar på sit spørgsmål stillet i bøn om, hvilken kirke der er rigtig:

»Jeg så en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig.

… Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!«⁴

Joseph hørte ham! Og millioner har hørt eller læst og troet hans beretning og har taget imod Jesu Kristi evangelium, som han bidrog til at gengive. Jeg tror på Joseph Smith og vidner om, at han var en sand Guds profet. Når jeg husker hans oplevelse med det første syn, bevæger det altid min sjæl til større forpligtelse og handling.

Ingen påskønner værdien af Kirkens historie mere end præsident Gordon B. Hinckley. Vi elsker hans dejlige humoristiske sans, men hans historiske sans er lige så skarp. Inspirerende beretninger og anekdoter fra vores fortid ledsager hans skrivelser og taler. Som vores levende profet fremhæver han bevidst fortiden og fremtiden for at hjælpe os med at leve mere retskaffent i nuet. På grund af hans lærdomme forstår vi, at erindringen gør os i stand til at se Guds hånd i vores fortid, ligesom profeti og tro forsikrer os om Guds hånd i vores fremtid. Præsident Hinckley minder os om, hvordan medlemmer i Kirkens begyndelse håndterede deres udfordringer, så vi, gennem Guds nåde, mere trofast kan håndtere vore egne. Ved at holde vores fortid i live forbinder han os til de mennesker, steder og begivenheder, der udgør vores åndelige arv, og ved at gøre det, motiverer han os til øget tjeneste, tro og godhed.

På eksemplarisk vis fortæller Præsident Hinckley os også åbent om sine egne personlige og familiemæssige beretninger. Utallige mismodige nye missionærer har fundet trøst i at vide, at præsident Hinckley i begyndelsen af sin egen mission også mistede modet og indrømmede dette over for sin far. Han fortalte os endda modigt sin fars korte svar: »Kære Gordon. Jeg har modtaget dit sidste brev. Jeg har kun ét forslag: Glem dig selv og gå i gang med arbejdet.«⁵ Mere end 70 år senere er vi alle vidner til, hvor alvorligt præsident Hinckley tog det råd til sig. Hans prægtige karakter og profetiske visdom er et overbevisende bevis på fordelene ved at huske Kirkens historie så vel som vores egen.

Der er meget mere at sige om erindring og det at huske i forbindelse med Jesu Kristi evangelium. Vi taler ofte om at huske vore hellige pagter og Guds befalinger og om at huske og udføre frelsende ordinancer for vore afdøde forfædre. Af større betydning taler vi om behovet for at huske vor Frelser Jesus Kristus – og ikke kun når det er belejligt, men altid, som han beder os om.⁶ Vi vidner om, at vi altid vil erindre ham, når vi deltager i nadveren. Til gengæld får vi et løfte om, at hans Ånd altid vil være hos os. Det er interessant, at det er den samme ånd, som vor himmelske Fader sender til os for at »minde [os] om alt.«⁷ Således, gennem værdigt at modtage nadveren, velsignes vi af Ånden, så vi kan påbegynde en vidunderlig og nyttig erindringscyklus, så vi i vore tanker og vores hengivenhed igen og igen vender tilbage til Kristus og hans forsoning.

At komme til Kristus og blive fuldkommengjort i ham er, tror jeg, det største formål med al erindring.⁸ Derfor beder jeg om, at Gud vil velsigne os med altid at huske, især hans fuldkomne Søn, og ikke gå fortabt. Jeg vidner taknemligt om Kristi guddommelighed og frelsende kraft. I Jesu Kristi navn. Amen.