Det, jeg ved

Mine kære brødre og søstre, jeg er glad for muligheden for at tale til jer. Jeg takker hver eneste af jer for jeres bønner for mig. Jeg er jer dybt taknemlig. I løbet af mine 49 år som generalautoritet har jeg talt over 200 gange til generalkonferencer. Jeg er nu i mit 97. år. Vinden blæser, og det føles som om, jeg er det sidste blad på træet.

Faktisk er mit helbred ret godt trods alle rygterne om det modsatte. Dygtige læger og sygeplejersker holder mig på rette spor. Nogle af jer dør måske før mig. Med tanke på min alder ønsker jeg at bære mit vidnesbyrd for jer om dette værks grundlæggende sandheder.

Jeg tilstår, at jeg ikke ved alt, men der er noget, jeg er sikker på. Det er om det, jeg ved, jeg taler til jer denne formiddag.

Da kejser Konstantin blev omvendt til kristendommen, blev han opmærksom på splittelsen blandt de gejstlige angående guddommens natur. I et forsøg på at overvinde dette samlede han tidens fremtrædende teologer i Nikæa i år 325. Alle deltagere fik mulighed for at fremkomme med deres synspunkter. Diskussionen blev endnu mere ophedet. Da man ikke kunne nå frem til en definition, indgik man et kompromis. Det blev senere kendt som den nikænske trosbekendelse, og dens grundlæggende dele udtales af de fleste troende kristne.

Personligt forstår jeg den ikke. For mig er den trosbekendelse forvirrende.

Hvor er jeg dybt taknemlig for, at vi i denne kirke ikke sætter vores lid til nogen menneskeskabte erklæringer angående guddommens natur. Vores viden stammer direkte fra Joseph Smiths personlige erfaringer, idet han, mens han stadig var dreng, talte med Gud den Evige Fader og hans elskede Søn, den opstandne Herre. Han knælede i deres nærhed, han hørte deres stemmer og han svarede. Hver af dem var en særskilt person. Det kan ikke undre, at han fortalte sin mor, at han havde erfaret, at hendes kirke ikke var sand. Og således er en af de store generelle lærdomme i denne kirke vores tro på Gud den evige Fader. Han er en person, virkelig og individuel. Han er universets store hersker, og alligevel er han vor Fader, og vi er hans børn.

Vi beder til ham, og disse bønner er en samtale mellem Gud og menneske. Jeg er sikker på, at han hører vore bønner og besvarer dem. Det ville jeg ikke kunne fornægte. Jeg har haft for mange oplevelser med besvarede bønner.

Da Alma underviste sin søn, sagde han: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn; ja, når du lægger dig om aftenen, da læg dig for Herren, så han kan våge over dig i din søvn; og når du står op om morgenen, lad da dit hjerte være fuldt af tak til Gud; og hvis du gør dette, skal du blive løftet op på den yderste dag« (Alma 37: 37).

Hvad jeg også ved med sikker forvisning, er baseret på profeten Josephs åbenbaring. Det er, at Jesus lever. Han er den levende Kristus. Han er Jahve i Det Gamle Testamente og Messias i Det Nye Testamente. Under sin Faders ledelse skabte han jorden. Johannes’ evangelium indledes med disse bemærkelsesværdige ord: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Han var i begyndelsen hos Gud.

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er« (Joh 1:1-3).

Læg især mærke til det sidste vers: »Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.«

Han var den store Skaber. Det var hans finger, der skrev budene på bjerget. Det var ham, der forlod sin trone i det høje og kom ned til jorden, født under de mest ydmyge omstændigheder. I løbet af sin korte tjenestegerning helbredte han de syge, fik de blinde til at se, oprejste de døde og irettesatte de skriftkloge og farisæerne. Han var det eneste fuldkomne menneske, der nogensinde har vandret på jorden. Alt dette var en del af hans Faders plan. I Getsemane have led han så meget, at hans sved blev som bloddråber, da han indtrængende bad til sin Fader. Men alt dette var en del af hans store sonoffer. Han blev taget af pøbelhoben og fremstillet for Pilatus, mens pøbelhoben råbte op om, at han skulle dø. Han bar korset, det redskab, som han døde på. På Golgata gav han sit liv, idet han udbrød: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).

Hans legeme blev nænsomt lagt i Josef fra Arimatæas grav. Men tre dage senere, den første påskemorgen, var graven tom. Maria Magdalene talte til ham, og han talte til hende. Han viste sig for sine apostle. Han vandrede sammen med to disciple på vej til Emmaus. Og, som vi får at vide, blev han set af mere end 500 andre (se 1 Kor 15:6).

Han har sagt: »Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde« (Joh 10:16). I overensstemmelse med dette viste han sig for dem, der var samlet i landet Overflod på den vestlige halvkugle. Her underviste han mennesker, ligesom han havde undervist dem i den gamle verden. Det er altsammen nedskrevet i Mormons Bog, som står som endnu et vidnesbyrd om vor Herres guddommelighed.

Lad mig gentage, at både han og hans Fader viste sig for drengen Joseph, og Faderen præsenterede Sønnen og sagde: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17).

Nuvel, det næste, jeg er sikker på, og som jeg bærer vidnesbyrd om, er Herren Jesu Kristi forsoning. Uden den er livet meningsløst. Den er slutstenen i vores livs hvælving. Den bekræfter, at vi levede, før vi blev født på jorden. Livet på jorden er blot en trædesten til en mere strålende tilværelse i fremtiden. Sorgen over døden lindres ved løftet om opstandelsen. Der ville ikke være nogen jul uden påsken.

Derefter vil jeg tale om den store forvisning, der kom med gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Det er gengivelsen af præstedømmet, eller den myndighed mennesket har fået til at tale i Guds navn. Præstedømmet har to ordener: Det mindre, også kendt som det aronske, blev gengivet under Johannes Døbers hænder. Præstedømmets højere orden, det melkisedekske, blev gengivet under Peter, Jakob og Johannes’ hænder.

Da Johannes Døber gengav Det Aronske Præstedømme, lagde han hænderne på Joseph Smiths og Oliver Cowderys hoveder og sagde: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13:1).

Præsident Wilford Woodruff talte i sin alderdom til Kirkens unge mænd og sagde: »Jeg ønsker at indprente jer den kendsgerning, at det ingen forskel gør om en mand er præst eller apostel, dersom han ærer sin kaldelse. En præst har nøglerne til engles betjening. Jeg har aldrig i mit liv som apostel, som halvfjerdser eller ældste, oplevet Herrens beskyttelse mere, end da jeg bar en præsts embede« (Millennial Star, 5. okt. 1891, s. 629).

Det melkisedekske eller højere præstedømme giver mænd magt til at lægge deres hænder på andres hoveder og give velsignelser. De velsigner de syge. Som Jakob erklærede i Det Nye Testamente: »Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham« (Jak 5:14).

Til slut nævner jeg velsignelserne i Herrens hus, som stammer fra gengivelsen af det fordums evangelium.

Disse templer, hvis antal i høj grad er blevet forøget i de seneste år, tilbyder velsignelser, som ikke kan fås noget andet sted. Alt, hvad der foregår i disse hellige huse, har med menneskets evige natur at gøre. Her bliver ægtemænd og hustruer og børn beseglet som familier for al evighed. Ægteskabet er ikke »til døden jer skiller«. Der er for evigt, hvis parterne lever således, at de er værdige til velsignelserne. Mest bemærkelsesværdig er myndigheden til at udøve stedfortrædende ordinancer i Herrens hus. Her udføres ordinancer på vegne af de døde, som ikke havde mulighed for at modtage dem, mens de levede.

Jeg hørte for nylig om en kvinde i Idaho Falls, en enke. I en periode på 15 år var hun stedfortræder og gav således tempelbegavelsen til 20.000 personer i templet i Idaho Falls i Idaho. Hun fuldførte sin 20.000. begavelse på en fredag og vendte tilbage om lørdagen for at udføre fem mere. Ugen efter døde hun.

Tænk blot på, hvad denne ene lille kvinde gjorde. Hun udførte disse stedfortrædende begavelser for lige så mange mennesker, som er samlet i dette konferencecenter denne formiddag. Tænk på den modtagelse, hun må have fået på den anden side.

Mine brødre og søstre, dette er mit vidnesbyrd, som jeg højtideligt bærer for jer.

Gud velsigne jer hver især, I trofaste sidste dages hellige. Må der være fred og kærlighed i jeres hjem, og tro og bøn til at lede jer i alt, hvad I gør. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.