Erindring, omvendelse og forandring

Billede

Jeg er taknemlig for vor Frelser og for indbydelsen, vi har modtaget: »Kom til Kristus og bliv fuldkommengjort i ham.«¹ Jeg håber, at jeg kan viderebringe noget af det, jeg har tænkt og følt ved at erindre ham og omvende og ændre mig. Jeg tror, at jeg bedst kan udtrykke det, der er i mit hjerte, ved at fortælle om tre kvinder og så tale om det, jeg har lært af deres historie.

Jeg vil begynde med Ruth May Fox, som var hovedpræsident for Unge Piger for mange år siden. Hun tjente i den kaldelse, til hun var 84 år gammel. Søster Fox blev født i England, og da hun var 13 år, gik hun næsten hele vejen til Salt Lake Valley med en gruppe pionerer. Hendes mor døde, da hun var lille, så de første 12 år af sit liv tilbragte hun hos forskellige familier. Hun har sikkert været et besværligt barn, for hendes bedstemor kaldte hende en »skidt tøs« og nægtede at tage sig af hende.²

Senere giftede Ruth sig og fik 12 børn. Hun bar sit stærke vidnesbyrd for sine børn og lærte dem om evangeliet, mens hun arbejdede ved deres side, men hun indrømmede, at hun sommetider disciplinerede sine ældste børn hårdt, for hun havde et heftigt temperament, og hun talte ikke altid til ti,³ når hun blev provokeret. Hun arbejdede hårdt på at kontrollere denne svaghed og blev kendt for sit gode hjerte og sin tjeneste for andre.

Søster Fox blev 104 år gammel. I sit lange liv havde hun oplevet store glæder og svære prøver og hun sagde: »Livet er en hård skole. De mest hårdføre planter vokser ikke i drivhus, og karakterstyrke kommer ikke af at undvige problemer.«⁴

Sidste år besteg jeg Independence Rock i Wyoming og så, at søster Fox havde indgraveret sit navn der, da hun var tretten år på sin rejse mod Salt Lake Valley. De seneste 140 års vind og vejr havde næsten visket det ud, men jeg kunne lige tyde: »Ruth, maj 1867.« Jeg ville gerne vide mere om denne store leder og Jesu Kristi discipel, som hele livet arbejdede på at forbedre sig selv, og hvis motto var: »Guds rige eller intet!«⁵

Min næste historie handler om en kvinde, jeg vil kalde Mary. Hun var datter af trofaste pionerforældre, som havde ofret meget for evangeliet. Hun var gift i templet og mor til ti børn. Hun var en talentfuld kvinde, som lærte sine børn at bede, arbejde hårdt og at elske hinanden. Hun betalte sin tiende, og familien kørte sammen til kirke i deres vogn om søndagen.

Selv om hun vidste, at det var i modstrid med visdomsordet, tillagde hun sig en vane med at drikke kaffe og havde en kaffekande stående bagest på sit komfur. Hun sagde: »Herren vil ikke holde mig ude af himlen på grund af en lille kop kaffe.« Men på grund af den lille kop kaffe kunne hun ikke få en tempelanbefaling, og det kunne de af hendes børn, som drak kaffe med hende heller ikke. Selv om hun levede til hun blev gammel og til sidst gjorde sig værdig til at komme og tjene i templet igen, var kun ét af hendes ti børn værdig til at blive gift i templet og en stor del af hendes efterkommere, som nu tæller femte generation, lever uden evangeliets velsignelser, som hun troede på og hendes forfædre havde ofret så meget for.

Den sidste historie er om Christina (ikke hendes rigtige navn), som blev døbt og beseglet til sin familie, da hun var ung, men hen ad vejen holdt familien op med at efterleve evangeliet. Hun var blevet en stor teenager og havde truffet nogle dårlige valg og var ret ked af det.

En dag gav jeg hende bogen Min personlige fremgang og sagde: »Denne bog vil hjælpe dig til at tilegne dig kristuslignende kvaliteter i dit liv, så du kan foretage de ændringer, du ønsker dig. Jeg opfordrer dig til at begynde med at arbejde med bogen i dag og tage den med til ungdomsfireside i aften og fortælle mig om det, du har lært.« Den aften fortalte hun med tårer i øjnene: »I dag begyndte jeg på min personlige fremgang.« Hun har skrevet til mig et par gange siden. Hun begyndte at komme tilbage til søndagsmøderne, GUF og seminar. I løbet af et par uger kom hendes søster og mor med i kirke. Senere sluttede faderen til sig dem, og nu har hele familien været sammen i templet igen.

Hvad har jeg så lært af disse historier om erindring, omvendelse og forandring?

Den første lektie, jeg har lært, er, at alle begår fejl.⁶ Det er ikke længe siden, at jeg var sammen med en 80-årig dame på hendes dåbsdag. Da dagen var omme, sagde hun fortroligt: »Jeg har været døbt en hel dag, og jeg har ikke syndet en eneste gang!« Men hendes perfekte dag varede ikke evigt, og jeg er sikker på, at hun har lært det, som vi alle lærer; at selv om vi gør alt, hvad vi kan, kan vi ikke altid undgå dårlige situationer, alle forkerte valg eller kontrollere os selv, som vi bør. Jeg hører ofte om den udvalgte og særlige generation i denne uddeling, men jeg har aldrig hørt den omtalt som fuldkommen. Teenagere er særligt sårbare, fordi Satans kraft er virkelig, og de skal træffe deres første selvstændige valg. Derfor begår de også deres første store fejltagelser.

Det er det, der skete for Corianton i Mormons Bog. Corianton skulle have tjent trofast på en mission, men han syntes, at han var stærk nok og smart nok til håndtere farlige situationer og dårligt selskab, og han kom i store vanskeligheder og dyb synd, da han begyndte at komme de forkerte steder, omgås de forkerte mennesker og gøre forkerte ting.⁷

Den anden lektie, jeg har lært, er, at omvendelse ikke er en valgmulighed. Vi er blevet befalet at omvende os.⁸ Frelseren sagde, at medmindre vi omvender os og bliver som et lille barn, kan vi på ingen måde indtræde i Guds rige.⁹ Vi må ikke lade en lille kop kaffe, en dårlig vane, et forkert valg eller en forkert beslutning afspore os for livstid.

Nogle mennesker bliver sommetider lidt lemfældige omkring omvendelse. Jeg har hørt nogle sige, at omvendelse er for svært. Andre siger, at de er trætte af at føle sig skyldige og tager anstød, hvis en leder vil hjælpe dem med at omvende sig. Andre gange giver folk op, fordi de har begået fejl og tænker, at der intet håb er for dem. Andre mennesker tror, at de vil få det bedre med sig selv, hvis de vender evangeliet ryggen.

Det er Satan, som indgyder de håbløse tanker hos dem, som har begået fejl. Herren Jesus Kristus indgyder altid håb. Han siger:

»Du er udvalgt til at udføre Herrens værk, men hvis du ikke passer på, vil du falde på grund af overtrædelse.

Men husk, at Gud er barmhjertig; omvend dig derfor fra det, som du har gjort, og som er i modstrid med den befaling, som jeg har givet dig, og da er du stadig udvalgt og er atter kaldet til værket.«¹⁰

Den letteste og hurtigste vej til glæde og fred er at omvende og ændre os, så snart vi kan.

Tredje lektie: Vi kan ikke gøre det alene. Det er ikke muligt for os at skabe store ændringer alene. Vores egen viljestyrke og vore egne gode hensigter er ikke nok. Når vi begår fejl eller træffer dårlige valg, har vi brug for vor Frelser for at komme tilbage på sporet. Uge efter uge deltager vi i nadveren for at vise vores tro på hans kraft til at ændre os. Vi bekender vore synder og lover at forsage dem.¹¹

Når vores bedste indsats ikke helt er nok, er det gennem hans nåde, at vi modtager styrken til at blive ved med at prøve.¹² Herren siger: »Hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«¹³

Når vi søger Herrens hjælp til at ændre os, har vi modtaget dette løfte: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem.«¹⁴ Herren opgiver os ikke. Han siger: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«¹⁵ Den glæde og fred vi modtager, når vi ved, at vi er blevet tilgivet, er en guddommelig velsignelse. Den fred kommer på Herrens tid og sted, men den kommer altid.

Min sidste lektie: Vi kan ændre os. Hver dag er en ny mulighed for at mindes vor Frelser og følge hans eksempel. Uden omvendelse kan vi ikke gå fremad.¹⁶ Det er derfor, at omvendelse er evangeliets andet princip.¹⁷

I stedet for at komme med undskyldninger for en svaghed, bør vi hver dag udvikle gode vaner og kristuslignende egenskaber. Præsident Kimball har sagt: »Udviklingen af kristuslignende egenskaber er en krævende og endeløs udfordring – det er ikke noget for en sæsonarbejder eller dem, som ikke vil strække sig igen og igen.«¹⁸ Af Christina lærte jeg, at udviklingen af kristuslignende egenskaber i vores liv er et tegn på, at vi ændrer os.

Fordi vi alle er dødelige, begår vi alle fejl. Omvendelse er ikke valgfri, men vi kan ikke gøre det alene. Vi har en Frelser til at hjælpe os med omvendelse. Ved at udvikle kristuslignende egenskaber, ved vi, at vi laver ændringer, som kan hjælpe os med at komme nærmere ham.

Søster Fox sagde, at evangeliet var hendes »beskyttende kappe mod fristelse, hendes trøst i sorgen, hendes glæde og ære gennem hele livet, og hendes håb om evigt liv.«¹⁹ Hendes motto var »Guds rige eller intet,« fordi hun vidste, at ved at favne evangeliet af hele sit hjerte kunne hun modtage det løfte, som Frelseren har givet os alle: »Den, der omvender sig og bliver døbt i mit navn, skal blive fyldt; og hvis han holder ud til enden, se, da vil jeg holde ham skyldfri over for min Fader på den dag, da jeg skal stå frem for at dømme verden.«²⁰

Det er gennem omvendelse, jeg har lært Frelseren at kende, og det er, når jeg søger hans hjælp til at ændre mig, at min tro og afhængighed af ham øges. Jeg bærer vidnesbyrd om hans eksistens og kraft, i Jesu Kristi navn. Amen.