Engles tunge

Profeten Joseph Smith øgede vores forståelse for talens kraft, da han sagde: »Det er gennem ord … [at] ethvert menneske virker, når han virker ved tro. Gud sagde: ›Der skal være lys! Og der blev lys.‹ Josva talte, og det store lys, som Gud havde skabt, stod stille. Elias befalede, og himlen var lukket i et tidsrum af tre år og seks måneder, hvor det ikke regnede … Alt dette blev gjort ved tro … Tro, ja gerning ved ord. Og med ord er dens største gerninger blevet, og vil blive, udført.«¹ Ligesom alle gaver, »som kommer ovenfra,« er ord »hellig[e] og skal omtales med varsomhed, og som Ånden holder en tilbage.«²

Det er med denne forståelse af ords styrke og hellighed, at jeg ønsker at advare os, hvis en advarsel er nødvendig, angående hvordan vi taler til hinanden, og hvordan vi taler om os selv.

Der er en sætning fra apokryferne, som udtrykker dette emnes alvor bedre, end jeg er i stand til. Der står: »Slag af en svøbe volder sår, men tungens slag knuser ben.«³ Med dette stærke billede i tankerne, gjorde det særligt indtryk på mig at læse i Jakobs Bog, at der er en måde, hvorpå jeg kan blive »et fuldkomment menneske«.

Jakob sagde: »Alle begår vi mange fejl. [Men] hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme.«

Idet han fastholder billedet af tøjret, skriver han: »Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, styrer vi dermed hele deres krop.

Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror.«

Så kommer Jakob med sin pointe: »Tungen er [også] kun en lille legemsdel … [men] den mindste ild kan sætte den største skov i brand;

… også tungen er en ild … blandt vore lemmer; den smitter hele legemet; den … er … sat i brand af Helvede.

For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr … er blevet tæmmet af mennesket;

men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift.

Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede;

fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.«⁴

Det er da ret klar tale! Selvfølgelig mener Jakob ikke, at vores tunge altid er uretfærdig, ej heller at alt, hvad vi siger, er »fuld af dødbringende gift.« Men det er tydeligt, at han mener, at i det mindste noget af det, vi siger, kan være nedbrydende, endda giftigt – og det er en skræmmende anklage for en sidste dages hellig! Den røst, der bærer dybsindige vidnesbyrd, udtaler inderlige bøn og synger Zions salmer, kan være den samme røst, som skælder ud og kritiserer, gør forlegen og nedgør, påfører smerte og samtidig ødelægger ens egen og andres ånd. »Fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse,« siger Jakob bedrøvet. »Mine brødre [og søstre], sådan bør det ikke være.«

Er det noget, vi alle bør arbejde bare lidt med? Er det et område, hvor vi hver især kunne prøve at blive lidt mere ligesom »fuldkomne« mænd eller kvinder?

Ægtemænd, I har fået den helligste gave, Gud kan give jer – en hustru, en Guds datter, jeres børns mor, som frivilligt har givet sig selv til jer på grund af kærlighed og glædebringende kammeratskab. Tænk på alt det pæne, I sagde, da I datede, tænk på de velsignelser, I har givet, hvor hænder i kærlighed er lagt på hendes hoved, tænk på jer selv og på hende som den gud og gudinde, som I begge er ifølge jeres natur. Overvej så andre øjeblikke, der er kendetegnet af kolde, skarpe og utøjlede ord. Med tanke på den skade, der kan forvoldes med vore tunger, undrer det næppe, at Frelseren sagde: »Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.«⁵ En ægtemand, som aldrig kunne drømme om at udøve fysisk vold mod sin hustru, kan knække – om ikke hendes ben – da i hvert fald hendes hjerte og ånd gennem grov tankeløshed eller uvenlig tale. Fysisk mishandling er fuldstændigt og uden undtagelse fordømt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hvis det er muligt at fordømme noget mere end det, taler vi endnu stærkere mod alle former for seksuel mishandling. I dag taler jeg mod verbalt og følelsesmæssigt misbrug fra og af nogen, men især fra ægtemænd rettet mod deres hustru. Brødre, sådan bør det ikke være.

I samme ånd taler vi også til søstrene, for den synd, som verbalt misbrug er, har ikke noget med køn at gøre. Hustruer, hvad med den utøjlede tunge i jeres mund, hvad med kraften til godt eller ondt i jeres ord? Hvordan kan det være, at så skøn en stemme, som af guddommelig natur er så englelig, så tæt på sløret, så instinktivt blid og naturligt god, på et splitsekund kan blive så skinger, så bidende, så skarp og utæmmet? En kvindes ord kan være mere gennemborende end nogen kniv, og de kan få de mennesker, de elsker, til at trække sig tilbage bag en barriere endnu fjernere end nogen nogensinde kunne have forestillet sig, før samtalen indledtes. Søstre, der er ikke plads i jeres storslåede ånd til nogen form for bitre ytringer, herunder sladder eller bagtalelse eller ondskabsfulde bemærkninger. Lad det aldrig være sagt om vores hjem, menighed eller nabolag, at »tungen er en ild … den uretfærdige verden … [der brænder] blandt vore lemmer.«

Lad mig udvide dette råd, så det bliver noget, der gælder hele familien. Vi bør være meget forsigtige med, hvordan vi taler til et barn. Det vi siger eller ikke siger, hvordan og hvornår vi siger det er af stor, stor betydning for, hvordan barnets syn på sig selv formes. Men det har endnu større betydning med hensyn til at forme barnets tro på os og dets tro på Gud. Vær positive, når I taler til børn – altid. Fortæl dem aldrig, end ikke for sjov, at de er tykke eller dumme eller dovne eller ikke videre kønne. Det er ikke noget, I ville gøre i ond mening, men de husker det og kæmper måske i flere år med at glemme det – og med at tilgive. Og forsøg ikke at sammenligne jeres børn, heller ikke, hvis I synes, I er gode til det. Måske siger I meget positivt, at »Susan er køn, og Sandra er klog,« men alt, hvad Susan vil huske er, at hun ikke er klog, og Sandra vil huske, at hun ikke er køn. Ros hvert barn enkeltvis, for hvad det barn er, og hjælp ham eller hende til at frigøre sig fra vores kulturs besættelse af at sammenligne, konkurrere og aldrig føle, at vi er »tilstrækkelige«.

I den forbindelse giver det sig selv, at negativ tale meget ofte stammer fra negative tanker, herunder negative tanker om os selv. Vi ser vore egne fejl, vi taler – eller i det mindste tænker – kritisk om os selv, og inden længe ser vi alt og alle på denne måde. Ingen solskin, ingen roser, ingen løfter om håb eller lykke. Inden længe er vi og alle omkring os elendige.

Jeg holder meget af det, ældste Orson F. Whitney engang sagde: »Evangeliets ånd er optimistisk; den stoler på Gud og ser på den lyse side af alt. Den modsatte eller pessimistiske ånd trækker mennesket ned og væk fra Gud, ser på den mørke side, murrer, beklager sig og er sen til at udvise lydighed.«⁶ Vi skal efterleve Frelserens erklæring: »Vær frimodige.«⁷ (Jeg tror faktisk, at vi måske gør os skyldige i at overtræde det bud mere end næsten ethvert andet!) Tal forhåbningsfuldt. Tal opmuntrende – også om jer selv. Prøv på ikke at beklage jer og jamre uophørligt. Som én engang sagde: »Selv i civilisationens guldalder var der helt sikkert nogen, der brokkede sig over, at alting så for gult ud.«

Jeg har ofte tænkt, at det må have været mere udholdeligt for Nefi at blive bundet med reb og slået med kæppe end at lytte til Laman og Lemuels konstante murren.⁸ Han har sikkert sagt: »Slå mig igen. Jeg kan stadig høre jer.« Ja, livet indeholder problemer og ja, der er negative ting, vi skal håndtere, men modtag venligst en af ældste Hollands leveregler – intet uheld er så slemt, at jamren ikke gør det være.

Paulus udtrykte det oprigtigt, men meget forhåbningsfuldt. Han sagde til os alle: »Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord … [og til] opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.

Vold ikke Guds hellige ånd sorg …

Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt …

men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.«⁹

I sit meget bevægende sidste vidnesbyrd, kalder Nefi os til at »følge Sønnen med hjertets faste forsæt,« og lover os, at »… efter at I har … modtaget dåben med ild og med Helligånden … kan [I] tale med en ny tunge, ja, med engles tunge … Og … hvorledes kunne I tale med engles tunge, hvis ikke det var ved Helligånden? Engle taler ved Helligåndens kraft; derfor taler de Kristi ord …«¹⁰ Ja, Kristus var og er »Ordet« ifølge Johannes den elskede,¹¹ fuld af nåde og sandhed, fuld af barmhjertighed og medfølelse.

Så, brødre og søstre, i denne lange evige stræben efter at blive mere som vor Frelser, lad os da prøve at blive »fuldkomne« mænd og kvinder i det mindste på én måde nu – ved ikke at fejle i ord, eller sagt på en mere positiv måde, ved at tale med en ny tunge, engles tunge. Vore ord bør, ligesom vore gerninger, være fulde af tro og håb og næstekærlighed, de tre store kristne nødvendigheder, som verden så desperat mangler i dag. Med sådanne ord, talt under Helligåndens påvirkning, kan tårer borttørres, hjerter kan helbredes, liv kan opløftes, håb kan vende tilbage og tillid kan herske. Jeg beder til, at mine ord, selv om dette svære emne, vil være opmuntrende for jer og ikke nedslående, og at I kan høre på min stemme, at jeg elsker jer, for det gør jeg. Og endnu vigtigere, vid, at jeres Fader i himlen elsker jer, og det samme gør hans enbårne Søn. Når de taler til jer – og det vil de gøre – er det ikke i stormen, ej heller i jordskælvet, ej heller i ilden, men med en stille, sagte stemme, en blid og god stemme.¹² Det vil være med engles tunge. Må vi alle finde glæde i tanken om, at når vi siger noget opløftende og opmuntrende til en af disse mindste, vore brødre og søstre og små børn, siger vi det til Gud.¹³ I Jesu Kristi navn. Amen.