Minder fra Tabernaklet
Må vi, ligesom denne bygning bliver genindviet i dag, forpligte os til atter at vie vores liv til Jesu Kristi værk, vor Herre og Frelser.
Brødre og søster – både jer her i Tabernaklet og I, som på forskellige måder lytter med over hele verden – det er mig en glæde igen at kunne stå her foran jer her i denne pragtfulde bygning. I disse omgivelser kan man ikke undgå at føle ånden fra de første sidste dages hellige, som byggede denne smukke tilbedelsesbygning, så vel som alle dem, der igennem årene har arbejdet på at bevare og forskønne den.
På det seneste har jeg tænkt på de mange betydningsfulde begivenheder i mit liv, som er forbundet med Tabernaklet i Salt Lake City. Selv om der er alt for mange til, at jeg kan nævne dem alle i dag, vil jeg blot fortælle om et par stykker.
Jeg mindes tiden op til min dåb, da jeg var otte år gammel. Min mor talte med mig om omvendelse og om dåbens betydning, og så en lørdag i september 1935 tog hun mig med i sporvogn til dåbslokalet i Tabernaklet, som indtil for nyligt lå i denne bygning. På det tidspunkt var det ikke så almindeligt, som det er nu, for fædre at døbe deres børn, da ordinancen som regel blev udført en lørdag morgen eller eftermiddag, og mange fædre var på arbejde som led i deres daglige erhverv. Jeg klædte mig i hvidt og blev døbt. Jeg husker den dag, som var det i går, og lykken jeg følte ved at have fået denne ordinance udført.
Gennem årene og især i den tid, jeg tjente som biskop, har jeg været vidne til mange dåb i dåbsbassinet i Tabernaklet. Hver af dem var en særlig og inspirerende oplevelse, som mindede mig om min egen dåb.
I april 1950 deltog min hustru, Frances, og jeg i mødet søndag eftermiddag ved en generalkonference afholdt i denne bygning. Præsident George Albert Smith var Kirkens præsident, og som afslutning på konferencen gav han et inspirerende og kraftfuldt budskab om vor Herre og Frelser, Jesu Kristi opstandelse. Før han afsluttede sin tale, udtalte han dog en profetisk advarsel. Han sagde: »Det vil ikke vare længe, før katastrofer rammer menneskeheden, medmindre hurtig omvendelse finder sted. Det vil ikke vare længe, før millioner af dem, som er spredt over hele jorden, vil dø … på grund af det, som skal ske« (i Conference Report, apr. 1950, s. 169). Det var foruroligende ord, for de kom fra en Guds profet.
To en halv måned efter den generalkonference, den 25. juni 1950, udbrød der krig i Korea – en krig, som resulterede i 2,5 millioner døde. Denne begivenhed tilskyndede mig til at reflektere over præsident Smiths udtalelse, da vi den forårsdag sad i denne bygning.
Jeg deltog i mange generalkonferencemøder i Tabernaklet, og jeg blev altid opbygget og inspireret af Brødrenes ord. I oktober 1963 inviterede præsident David O. McKay mig ind på sit kontor og kaldte mig som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Han bad mig om at holde dette hellige kald fortroligt og ikke afsløre det for andre end min hustru samt om at være til stede til generalkonferencen i Tabernaklet den næste dag, når mit navn ville blive læst op.
Den morgen kom jeg til Tabernaklet uden at vide helt præcis, hvor jeg skulle sidde. Da jeg var medlem af Præstedømmets hjemmeundervisningskomité, besluttede jeg mig for, at jeg ville sætte mig blandt medlemmerne af denne komité. Jeg så en af mine venner, Hugh Smith, som også var medlem af Præstedømmets hjemmeundervisningskomité. Han gav tegn til, at jeg skulle sætte mig hos ham. Jeg kunne ikke fortælle ham om min kaldelse, så jeg satte mig ned.
Under mødet blev medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum opretholdt, og mit navn blev selvfølgelig læst op. Jeg tror, at turen nede fra tilhørerne og op til forhøjningen var mit livs længste tur.
Der er næsten gået 44 år siden den konference. Inden Konferencecentret blev indviet i år 2000 har det været mit privilegium at holde 101 generalkonferencetaler fra talerstolen i denne bygning, ikke iberegnet de taler, jeg har holdt ved organisationernes årlige møder og andre møder, der er blevet holdt her. Min tale i dag bringer summen op på 102. Jeg har i årenes løb haft mange åndelige oplevelser, når jeg har stået her.
Under min tale ved generalkonferencen i oktober 1975 følte jeg mig tilskyndet til at tale til en lille pige med langt blondt hår, som sad på balkonen i denne bygning. Jeg henledte tilhørernes opmærksomhed på hende og følte min tunge blive løst, hvilket vidnede for mig om, at denne lille pige havde brug for det budskab, som jeg havde i tankerne, om en anden ung piges tro.
Da mødet var slut, vendte jeg tilbage til mit kontor, og der ventede en lille pige, Misti White, på mig sammen med sine bedsteforældre og en tante. Da jeg hilste på dem, genkendte jeg Misti som den pige på balkonen, jeg havde talt til. Jeg fandt ud af, at hendes otteårs fødselsdag nærmede sig, og at hun stod i et dilemma om, hvorvidt hun skulle døbes eller ej. Hun følte, at hun gerne ville døbes, og hendes bedsteforældre, som hun boede hos, ønskede, at hun skulle døbes, men hendes mindre aktive mor foreslog, at hun ventede med at træffe beslutningen, til hun var 18 år gammel. Misti havde sagt til sine bedsteforældre: »Hvis vi tager til konferencen i Salt Lake City, vil vor himmelske Fader måske lade mig vide, hvad jeg skal gøre.«
Misti og hendes bedsteforældre og hendes tante var rejst fra Californien til Salt Lake City til konferencen og havde fået pladser i Tabernaklet til mødet lørdag eftermiddag. Det var der, de sad, da min opmærksomhed blev henledt på Misti, og jeg besluttede mig for at tale til hende.
Da vi talte efter mødet, sagde Mistis bedstemor til mig: »Jeg tror, at Misti har noget, hun gerne vil fortælle dig.« Denne søde pige sagde: »Bror Monson, mens du talte til konferencen, besvarede du mit spørgsmål. Jeg vil gerne døbes!«
Familien vendte tilbage til Californien, og Misti blev døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Misti er siden da forblevet tro og trofast mod Jesu Kristi evangelium. For fjorten år siden var jeg så privilegeret at forrette hendes tempelvielse til en god ung mand, og sammen har de fem dejlige børn, og endnu et er på vej.
Brødre og søstre, jeg føler mig privilegeret ved endnu engang at stå ved Tabernaklets talerstol i denne bygning, hvorfra jeg har så mange dejlige minder. Tabernaklet er en del af mit liv – en del, som jeg værdsætter.
Jeg har været beæret og har glædet mig over at kunne række hånden op for at opretholde ni af Kirkens præsidenter, idet deres navne blev læst op. Denne formiddag opretholdt jeg sammen med jer endnu engang vores elskede profet, præsident Gordon B. Hinckley. Det er en glæde og et privilegium at tjene ved hans side sammen med præsident Faust.
Må vi, ligesom denne bygning bliver genindviet i dag, forpligte os til atter at vie vores liv til Jesu Kristi værk, vor Herre og Frelser, der så villigt døde, for at vi kan leve. Må vi følge i hans fodspor hver eneste dag. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.