I dag

Der ligger en fare i ordene, »en dag«, når det, de betyder, er »ikke i dag«. »En dag vil jeg omvende mig.« »En dag vil jeg tilgive ham.« »En dag vil jeg tale med min ven om Kirken.« »En dag vil jeg begynde at betale tiende.« »En dag vil jeg vende tilbage til templet.« »En dag …«

Skrifterne tydeliggør faren ved udsættelse. Den er, at vi måske finder ud af, at vi ikke har mere tid. Den Gud, som giver os hver eneste dag som en skat, kræver, at vi aflægger regnskab. Vi vil græde, og han vil græde, hvis vi havde i sinde at omvende os og tjene ham i de »i morgen’er«, som aldrig kom, eller drømte om de dage »i går«, hvor muligheden for at handle gik os forbi. Dagen i dag er en kostbar gave fra Gud. Tanken »en dag vil jeg …« kan berøve jer tidens muligheder og evighedens velsignelser.

Der findes en højtidelig advarsel og et råd i Mormons Bog:

»Og se, som jeg sagde jer før, eftersom I har fået så mange vidnesbyrd, bønfalder jeg jer derfor om, at I ikke udsætter jeres omvendelses dag indtil enden; for efter denne livets dag, som er os givet til at berede os til evigheden, se, hvis vi ikke gør bedre brug af vor tid, mens vi er i dette liv, da kommer den mørke nat, hvori intet arbejde kan udføres.

I kan ikke sige, når I kommer til dette forfærdelige skæbnesvangre tidspunkt: Jeg vil omvende mig. Jeg vil vende tilbage til min Gud. Nej, I kan ikke sige dette, for den selv samme ånd, som besidder jeres legeme, når I går bort fra dette liv, den selv samme ånd har magt til at besidde jeres legeme i den evige verden.«¹

Så advarer Amulek om, at udsættel-se af jeres omvendelse og tjeneste kan få Herrens Ånd til at trække sig tilbage.

Men sammen med advarslen giver han dette håb: »Og dette ved jeg, fordi Herren har sagt, at han ikke bor i vanhellige templer, men i de retfærdiges hjerte bor han; ja, og han har også sagt, at de retfærdige skal sætte sig i hans rige for aldrig mere at gå ud, men at deres klæder skal blive gjort hvide ved Lammets blod.«²

Skrifterne er fyldt med eksempler på Guds vise tjenere, som værdsatte den tid, de havde, og som valgte at gøre det, de kunne, for at opnå renselse. Josva var en af dem: »Vælg i dag, [hvem] I vil dyrke …« Han sagde: »Jeg og mit hus vil tjene Herren.«³

At tjene ham inviterer Helligånden til at være med os. Og Helligånden renser os for synd.

Selv Frelseren, der var uden synd, var et eksempel på nødvendigheden af ikke at udsætte. Han sagde:

»De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde.

Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.«⁴

Som den opstandne Frelser er han i dag og for evigt verdens lys. Det er ham, der inviterer os til at komme til ham og tjene ham uden udsættelse. Hans opmuntring til jer og til mig lyder således: »Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.«⁵

Det er lige så sandt med hensyn til en enkelt dag, som det er med hensyn til et helt liv. Morgenbøn og søgen i skrifterne tidligt på dagen for at vide, hvad vi skal gøre for Herren, kan fastsætte dagens kurs. Vi kan vide, hvilken opgave af alle dem, vi kan vælge, der betyder mest for Gud og derfor for os. Jeg har lært, at en sådan bøn altid bliver besvaret, hvis vi spørger og grunder med et barns lydighed, parate til uden udsættelse at handle for at udføre selv den mest ydmyge tjeneste.

Mange dage vil det ikke være nemt at gøre det, der betyder mest. Det er heller ikke meningen. Guds hensigt med skabelsen var at lade os bevise vores værd. Vi fik planen forklaret i åndeverdenen, før vi blev født. Dér var vi tapre nok til at kvalificere os til muligheden for at modstå fristelse hér for at forberede os på evigt liv, den største af alle Guds gaver. Vi frydede os over at vide, at prøven ville kræve trofast lydighed, selv når det ikke ville være nemt: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem.«⁶

Selv om vi vidste, at prøven ville blive hård, følte vi glæde, fordi vi havde tillid til, at vi kunne bestå den. Denne tillid stammede fra at vide, at Jesus Kristus ville komme til verden som vor Frelser. Han ville overvinde døden. Han ville gøre det muligt for os at blive renset for vore synder ved at være værdige til virkningen af hans forsoning.

Vi kendte også nogle forsikrende kendsgerninger om, hvad der ville blive krævet for at modtage den renselse, som vi ville få brug for. Alt, hvad den renselse ville kræve – dåb med myndighed, modtagelse af Helligånden under bemyndigede præstedømmebæreres hænder, at erindre ham og derfor have hans Ånd hos os og derpå at holde hans befalinger – alt ville blive muligt for de mest ydmyge af os. Det ville ikke kræve en højere intelligens, heller ikke rigdom eller et langt liv. Og vi vidste, at Frelseren ville drage os til sig og have magten til at hjælpe os, når prøven ville blive hård og fristelsen til at udsætte for stor. Alma, den store profet, beskrev, hvordan Kristus opnåede denne evne:

»Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«⁷

Vi har alle brug for Herrens hjælp til at undgå tragedien ved at udsætte det, som vi bør gøre her og nu for at få evigt liv. For de fleste af os vil fristelsen til at udsætte stamme fra en eller begge af følgende to følelser. De er modsætninger: Den ene er at være selvtilfreds med det, som vi allerede har udført, og den anden er at føle sig overvældet af behovet for at udrette mere.

Selvtilfredshed er en fare for os alle. Den kan ramme naive unge, som føler, at der i fremtiden vil være masser tid til det, der er åndeligt. De tænker måske, at de allerede har gjort nok, når man tager den korte tid, de har levet i, i betragtning. Jeg ved af egen erfaring, hvordan Herren kan hjælpe sådan en ung person til at indse, at han eller hun lige nu befinder sig midt blandt noget åndeligt. Han kan hjælpe jer til at indse, at jeres klassekammerater iagttager jer. Han kan hjælpe jer til at indse, at deres evige fremtid blive formet af, hvad de ser jer gøre eller ikke gøre. Jeres enkle taknemlighed for deres gode indflydelse på jer kan opløfte dem mere, end I kan forestille jer. Når I spørger Gud, kan og vil han åbenbare jer muligheder for at opløfte andre, som han har placeret omkring jer lige siden jeres barndom.

Selvtilfredshed kan påvirke selv en moden voksen. Jo bedre og jo længere I tjener, jo mere sandsynligt er det, at fristeren kan plante denne løgn i jeres sind: »Du har fortjent en pause.« Du har måske været primarypræsident i jeres lille gren to gange. Eller du har måske arbejdet længe og hårdt på din mission og ofret virkelig meget for at tjene. Eller måske var du pioneren i Kirken, der hvor du bor. Tanken dukker måske op: »Hvorfor ikke overlade tjenesten til nye mennesker. Jeg har ydet min del.« Fristelsen vil være at tro, at I en dag vil vende tilbage til at tjene igen.

Herren kan hjælpe jer med at se faren ved at holde en pause, fordi I føler, at I har gjort nok. Han hjalp mig ved at lade mig have en samtale med en af sine aldersstegne tjenere. Han var svag, hans krop svækket af årtiers trofast arbejde og af sygdom. Hans læger gav ham ikke længere lov til at forlade sit hjem. På hans anmodning aflagde jeg rapport om en rejse, jeg havde foretaget i Herrens tjeneste gennem adskillige lande med snesevis af møder og mange personlige interview for at hjælpe mennesker og familier. Jeg fortalte ham om den taknemlighed, som folk havde udtrykt over for mig for ham og hans tjeneste igennem mange år. Han spurgte mig, om jeg snart havde en anden opgave. Jeg fortalte ham om en anden lang rejse, jeg snart skulle foretage. Han overraskede mig, og han gav mig en vaccination mod selvtilfredshed, som jeg håber vil vare for evigt, da han greb fat i min arm og sagde: »Åh, vær sød at tage mig med.«

Det er svært at vide, hvornår vi har gjort nok til, at forsoningen kan ændre vores natur og derfor kvalificere os til evigt liv. Og vi ved ikke, hvor mange dage vi får til at yde den tjeneste, der er nødvendig for, at den store forandring sker. Men vi ved, at vi får dage nok, hvis bare vi ikke spilder dem. Her kommer de gode nyheder:

»Og menneskenes børns dage blev forlænget efter Guds vilje, for at de kunne omvende sig, mens de var i kødet; derfor blev deres tilstand en prøvetilstand, og deres tid blev forlænget i overensstemmelse med de befalinger, som Gud Herren gav menneskenes børn.«⁸

Den forsikring fra Mesteren kan hjælpe de af os, der føler sig overvældede af vores situation. I de sværeste prøvelser kan I, så længe I har evnen til at bede, anråbe en kærlig Gud således: »Lad mig få lov at tjene nu og her. Det betyder intet for mig, hvor lidt jeg er i stand til at gøre. Lad mig bare vide, hvad jeg kan gøre. Jeg vil adlyde i dag. Jeg ved, at jeg kan med din hjælp.«

Den stille opfordring til jer, kan være at gøre noget så enkelt som at tilgive en person, der har krænket jer. Det kan I gøre fra en hospitalsseng. Det kan være at hjælpe en, som er sulten. I føler jer måske overvældede af jeres egen fattigdom og dagens arbejde. Men hvis I beslutter jer for ikke at vente, til I har mere styrke og flere penge, og hvis I beder om Helligåndens ledsagelse på jeres vej, så vil I, når I kommer frem, vide, hvad I skal gøre, og hvordan I kan hjælpe en, som er endnu mere fattig end jer selv. I finder måske ud af, når I kommer dertil, at de bad om og ventede på, at en som jer, i Herrens navn, ville dukke op.

Til dem, som er modløse på grund af deres omstændigheder, og som derfor er fristet til at føle, at de ikke kan tjene Herren her og nu, giver jeg to løfter. Hvor svært det end ser ud i dag, så bliver det bedre i morgen, hvis I vælger at tjene Herren i dag af hele jeres hjerte. Jeres omstændigheder bliver måske ikke forbedret på alle de måder, som I ønsker. Men I vil have fået ny styrke til at bære jeres byrder og ny tillid til, at når jeres byrder bliver for tunge, så vil Herren, som I har tjent, bære det, som I ikke kan. Han ved hvordan. Han forberedte sig for længe siden. Han led jeres svagheder og jeres sorger, da han var i kødet, så han kunne vide, hvordan han skal komme jer til undsætning nu.

Det andet løfte, jeg giver jer, er, at ved at vælge at tjene ham i dag, vil I føle hans kærlighed og komme til at elske ham mere. I husker måske dette skriftsted:

»Jeg siger jer, jeg ønsker, at I skal huske altid at bevare navnet skrevet i hjertet … at I hører og kender den røst, hvorved I skal kaldes, og også det navn, som han skal kalde jer ved.

For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?«⁹

Ved at tjene ham i dag, vil I lære ham bedre at kende. I vil føle hans kærlighed og påskønnelse. I vil ikke ønske at udsætte at modtage den velsignelse. Og at føle hans kærlighed vil drage jer tilbage til hans tjeneste og viske både selvtilfredshed og modløshed bort.

Når I tjener ham, vil I bedre kunne kende den røst, der har kaldet jer. Når I ved dagens afslutning går i seng, dukker ordene måske op i jeres sind: »Godt, du gode og tro tjener; du har altid været tro i det små.«¹⁰ Jeg beder om den velsignelse i dag, hver dag og i hele vores liv.

Jeg ved, at vor himmelske Fader lever og besvarer vore bønner. Jeg ved, at Jesus er den levende Kristus, verdens Frelser, og at vi kan vælge at føle glæde og fred i hans tjeneste lige nu. I Jesu Kristi navn. Amen.