2007
I skal fødes på ny
Maj 2007


I skal fødes på ny

Gennem tro på Kristus kan vi blive åndeligt beredte og renset fra synd, nedsænket i og mættet med hans evangelium og renset og beseglet af forjættelsens hellige Ånd.

Billede

Mit barndomshjem i Californien lå ret tæt på en stor frugtplantage med abrikoser, kirsebær, ferskner, pærer og andre lækre frugter. Vi boede også nær marker med agurker, tomater og mange forskellige grøntsager.

Som dreng glædede jeg mig altid til syltesæsonen. Jeg kunne ikke lide at skrubbe sylteglassene eller arbejde i vores varme køkken. Men jeg holdt af at arbejde med min mor og far. Og jeg elskede at spise mit arbejde! Jeg er sikker på, at jeg spiste mere af frugten, end der nogen sinde kom i nogen af vore sylteglas.

Mine minder om tiden i køkkenet sammen med min mor og far vækkes, hver gang jeg ser en flaske hjemmesyltede kirsebær eller ferskner. Den grundlæggende lektie, jeg lærte om timelig uafhængighed og forudseende levevis ved at plukke og sylte produkter, har velsignet mig hele mit liv. Det er interessant, at enkle og almindelige oplevelser ofte giver os de vigtigste muligheder for at lære nogen sinde.

Som voksen har jeg overvejet det, jeg observerede i vores køkken i syltesæsonen. Her til formiddag vil jeg drøfte nogle af de åndelige lektier, vi kan lære af den proces, hvorved en agurk bliver til en syltet agurk. Jeg indbyder Helligånden til at være med os, mens vi overvejer disse lektiers betydning for jer og mig, mens vi kommer til Kristus og bliver åndeligt genfødt.

Rå agurker og syltede agurker

En syltet agurk er en agurk, der er blevet forandret i henhold til en bestemt opskrift og en række forskellige trin. Det første trin i processen, hvorved en agurk forandres til en syltet agurk, er forberedelse og rensning. Jeg erindrer at have brugt mange timer på verandaen derhjemme på at fjerne stilke og skrubbe jord af de agurker, vi havde plukket. Min mor gik meget op i forberedelsen og rensningen af agurkerne. Hendes standarder for renlighed var høje, og hun inspicerede altid mit arbejde for at sikre sig, at denne vigtige opgave blev udført korrekt.

Det næste trin i forandringsprocessen er nedsænkning og mætning i saltlage i en længere periode. Til fremstilling af saltlagen brugte min mor altid en opskrift, hun havde lært af sin mor – en opskrift med særlige ingredienser og en nøjagtig fremgangsmåde. Agurker kan kun blive til syltede agurker, hvis de er fuldstændigt tildækkede af lagen i den angivne tid. Konserveringsprocessen ændrer gradvist agurkens sammensætning og fremkalder det gennemsigtige udseende og den syltede agurks særlige smag. Et tilfældigt stænk eller en kortvarig dyppen i lagen kan ikke fremkalde den nødvendige forandring. I stedet kræves der stadig, vedvarende og fuldstændig nedsænkning for at opnå den ønskede forandring.

Det sidste trin i processen kræver, at de syltede agurker forsegles i sylteglas, som er blevet steriliseret og renset. De syltede agurker kommes i sylteglas, dækkes med en kogende lage og glasset lukkes tæt til med det samme. Alle urenheder skal fjernes fra både de syltede agurker og glas, så det færdige produkt beskyttes og konserveres. Hvis denne fremgangsmåde følges korrekt, kan de syltede agurker opbevares og nydes gennem lang tid.

Kort sagt bliver en agurk til en syltet agurk, når den forberedes og renses, nedsænkes i og mættes med saltlage og forsegles i en steriliseret beholder. Denne fremgangsmåde kræver tid og kan ikke fremskyndes, og ingen af de nødvendige trin kan ignoreres eller undgås.

En mægtig forandring

Herrens bemyndigede tjenere har gentagne gange lært os, at et af hovedformålene med vores jordiske liv er at blive åndeligt ændrede og forandrede gennem Jesu Kristi forsoning. Alma erklærede:

»Vær ikke forundret over, at hele menneskeslægten, ja, mænd og kvinder, alle folkeslag, stammer, tungemål og folk må fødes på ny, ja, fødes af Gud, forandres fra deres kødelige og faldne tilstand til en tilstand af retfærdighed, idet de er forløst af Gud og bliver hans sønner og døtre;

og således bliver de nye skabninger; og medmindre de gør dette, kan de på ingen måde arve Guds rige« (Mosi 27:25-26).

Vi er blevet anvist, at »kom[me] til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham, og fornægt[e] [os] selv al gudløshed« (Moro 10:32), at blive »en ny skabning« i Kristus (se 2 Kor 5:17), at aflægge »det naturlige menneske« (Mosi 3:19), og at opleve »en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Læg mærke til, at den omvendelse, der beskrives i disse vers, er mægtig, ikke mindre – en åndelig genfødsel og grundlæggende ændring af det, vi føler og ønsker, det vi tænker og gør, og det vi er. Ja, selve kernen i Jesu Kristi evangelium medfører en grundlæggende og varig forandring af selve vores natur, som muliggøres, når vi sætter vores lid til »den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8). Når vi vælger at følge Mesteren, vælger vi at blive forandret – at blive åndeligt genfødt.

Forberedelse og rensning

Ligesom en agurk skal forberedes og renses, før den kan forandres til en syltet agurk, skal også I og jeg forberedes med »troens og den gode læres ord« (1 Tim 4:6) og til sidst renses gennem de ordinancer og pagter, som udføres med det aronske præstedømmes myndighed.

»Og det mindre præstedømme fortsatte, hvilket præstedømme besidder nøglen til englebetjening og det forberedende evangelium;

hvilket evangelium er evangeliet om omvendelse og om dåb og syndsforladelse« (L&P 84:26-27).

Og Herren har fastsat en høj standard for renlighed.

»Lær derfor dine børn, at alle mennesker overalt må omvende sig, ellers kan de på ingen måde arve Guds rige, for intet urent kan bo der eller bo i hans nærhed« (Moses 6:57).

Passende forberedelse og rensning er de første grundlæggende trin i processen, hvorved man bliver født på ny.

Nedsænkning og mætning

Ligesom en agurk forandres til en syltet agurk, når den nedsænkes i og mættes med saltlage, bliver I og jeg født på ny, når vi optages af Jesu Kristi evangelium. Når vi ærer og »iagttage[r] pagterne« (L&P 42:13), som vi har indgået, når vi »tag[er] for [os] af Kristi ord« (2 Ne 32:3), når vi »bed[er] til Faderen med hjertets hele styrke« (Moro 7:48), og når vi »tjener [Gud] af hele [vores] hjerte, kraft, sind og styrke« (L&P 4:2), så:

»På grund af den pagt, I har sluttet, skal I kaldes Kristi børn, hans sønner og hans døtre; for se, i dag har han født jer åndeligt; for I siger, at jeres hjerte er forandret ved tro på hans navn; derfor er I født af ham og er blevet hans sønner og døtre« (Mosi 5:7).

Den åndelige genfødsel, som beskrives i dette vers, indtræder normalt ikke hurtigt eller på én gang. Det er en fortsat proces – ikke en enkeltstående begivenhed. Linje på linje og bud på bud, gradvist og næsten umærkeligt tilpasses vore motiver, tanker, ord og gerninger Guds vilje. Denne fase i forandringsprocessen kræver tid, vedholdenhed og tålmodighed.

En agurk bliver kun til en syltet agurk gennem varig, vedholdende og fuldstændig nedsænkning i saltlage. Det er bemærkelsesværdigt, at salt er opskriftens hovedingrediens. Salt anvendes ofte i skrifterne som et symbol på både en pagt og et pagtsfolk. Og ligesom salt er afgørende for at forandre en agurk til en syltet agurk, så er pagter kernen i vores åndelige genfødsel.

Vi indleder processen, hvorved vi fødes på ny, ved at udøve tro på Kristus, omvende os fra vore synder og blive døbt ved nedsænkning til syndernes forladelse af en, der har præstedømmets myndighed.

»Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv« (Rom 6:4).

Og når vi træder op ad dåbens vande, har vores sjæl brug for bestandig nedsænkning i og mætning med Frelserens evangeliums sandhed og lys. Sporadiske og overfladiske dyp i Kristi lære og delvis deltagelse i hans genoprettede kirke kan ikke fremkalde den åndelige forandring, der sætter os i stand til at leve et nyt liv. I stedet kræves troskab mod pagter, vedholdende forpligtelse og at vi giver hele vores sjæl til Gud, hvis vi vil modtage evighedens velsignelser.

»Og se, mine elskede brødre, jeg ønsker, at I skal komme til Kristus, som er Israels Hellige, og få del i hans frelse og i hans forløsnings kraft. Ja, kom til ham, og bring hele jeres sjæl som et offer til ham, og fortsæt med at faste og bede, og hold ud til enden; og så sandt som Herren lever, vil I blive frelst« (Omni 1:26).

Fuldstændig nedsænkning i og mætning med Frelserens evangelium er grundlæggende trin i processen, hvorved man fødes på ny.

Rensning og forsegling

Syltede agurker konserveres i steriliserede glas og varmebehandles for at fjerne urenheder, og beholderne forsegles fra ydre forureninger. Proceduren med det kogende vand gør, at de syltede agurker både beskyttes og konserveres i lang tid. På lignende måde renses og helliggøres vi gradvis, når I og jeg vaskes i Lammets blod, fødes på ny og modtager ordinancerne og ærer de pagter, som er udført med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.

»Alligevel fastede og bad de ofte og voksede sig stærkere og stærkere i deres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, indtil deres sjæl blev fyldt af glæde og fortrøstning, ja, indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud« (Hel 3:35).

Ordet »forsegling« i min tale i dag bruges ikke om ordinancen evigt ægteskab udført i Herrens hus. I stedet bruger jeg ordet »besegling« som forklaret i afsnit 76 i Lære og Pagter.

»… dette er vidnesbyrdet om Kristi evangelium angående dem, der skal komme frem i de retfærdiges opstandelse –

de er dem, der modtog vidnesbyrd om Jesus og troede på hans navn og blev døbt i lighed med hans begravelse ved at blive begravet i vandet i hans navn, og dette i overensstemmelse med den befaling, som han har givet –

så de ved at holde hans befalinger kunne blive tvættet og renset for alle deres synder og modtage den hellige Ånd ved håndspålæggelse af den, der er ordineret og beseglet til denne magt;

og som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsens hellige Ånd, som Faderen udgyder over alle dem, der er retfærdige og trofaste« (v. 50-53).

Forjættelsens hellige Ånd er Helligåndens beseglende kraft. En ordinance, et løfte eller en pagt er bindende på jorden og i himlen, når det er beseglet af forjættelsens hellige Ånd (se L&P 132:7). Når man modtager Helligåndens godkendelse, er det resultatet af trofasthed, retskaffenhed og vedholdenhed med hensyn til at ære evangeliets pagter »med tiden« (Moses 7:21). Dog kan denne besegling brydes gennem uretfærdighed og overtrædelse.

Rensning og besegling ved forjættelsens hellige Ånd udgør det afgørende trin i processen, hvorved man fødes på ny.

»Af hele min sjæls styrke«

Det er min bøn, at denne lignelse om syltede agurker kan hjælpe os til at vurdere vores liv og til bedre at forstå den evige betydning af åndelig genfødsel. Sammen med Alma »taler [jeg] af hele min sjæls styrke« (Alma 5:43).

»Jeg siger jer, at dette er den orden, efter hvilken jeg er kaldet, ja, til at prædike for mine elskede brødre, ja, og for enhver, der bor i landet; ja, til at prædike for alle, både gamle og unge, både trælle og frie; ja, jeg siger jer, for de aldrende og også de midaldrende og den opvoksende slægt; ja, til at råbe til dem, at de skal omvende sig og blive født på ny« (Alma 5:49).

Jeg bevidner virkeligheden og guddommeligheden ved en levende Frelser, som indbyder os til at komme til ham og blive forandret. Jeg bevidner, at hans kirke og præstedømmemyndighed er blevet genoprettet og gengivet gennem profeten Joseph Smith. Gennem tro på Kristus kan vi blive åndeligt beredte og renset fra synd, nedsænket i og mættet med hans evangelium og renset og beseglet af forjættelsens hellige Ånd – ja, født på ny. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.