Marias nye kjole

Maria snurrede rundt om sig selv i den fine, nye søndagskjole, som hendes bedstemor havde syet til hende. Den var lyserød med hvide sløjfer. Det var den smukkeste kjole, Maria nogensinde havde haft, og hun følte sig smuk i den. Hun smilede til sig selv i spejlet og snurrede rundt igen, så kjolen bredte sig ud. Maria glædede sig til at gå i kirke på søndag og vise sine venner den nye kjole.

Henne i kirken nød Maria at høre sine venner sige pæne ting om hendes kjole. I Primary legede hun med sløjferne på kjolen i stedet for at høre efter søster Sánchez’ lektion.

Maria hørte heller ikke efter de vidnesbyrd, som folk bar ved vidnesbyrdmødet. Hun havde travlt med at løse sløjferne på kjolen op og binde dem igen og igen.

Da mødet var forbi, lagde hun mærke til, at nogle mennesker havde tårer i øjnene, da de forlod kirkesalen.

»Hvorfor græder de, mor?« spurgte Maria.

»De følte Ånden i dag,« sagde mor, mens hun selv tørrede en tåre væk. »Og det kan nogle gange give os tårer i øjnene. Det var da også dejlige vidnesbyrd, ikke?«

Maria svarede ikke. Hun kunne ikke huske et ord af, hvad nogen havde sagt.

Da mor lagde Maria i seng den aften, spurgte Maria: »Hvorfor følte jeg ikke Ånden i kirken i dag, mor?«

»Ånden taler med en stille, sagte stemme,« sagde mor. »Vi skal høre godt efter. Når vi går i kirke, skal vi fokusere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus – så kan vi fornemme Ånden.«

Maria tænkte på, hvad hun havde været optaget af i kirken den dag. Hun havde tænkt på sin nye kjole, ikke på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Næste uge havde Maria igen sin fine lyserøde kjole på i kirke. Men hun lyttede til søster Sánchez’ i Primary. Og ved nadvermødet prøvede hun at tænke på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Da Maria forlod kirken, følte hun Ånden i hjertet. Hun var glad for, at hun ikke bare var gået i kirke for at vise sin nye kjole frem.