2010
Medlemmer hjælper med initiativ mod mæslinger
Februar 2010


Medlemmer hjælper med initiativ mod mæslinger

Siden Kirken tilsluttede sig Measles Initiative and Partnership (initiativ og samarbejde mod mæslinger) i 2003, har flere tusinde kirkemedlemmer bidraget i indsatsen for at udrydde sygdommen.

Ca. 56.000 kirkemedlemmer fra hele verden har tjent i mere end 600.000 timer i 32 lande i Afrika, Asien og Central- og Sydamerika.

En gruppe humanitære organisationer – Røde Kors i USA, United Nations Foundation, U.S. Centers for Disease Control and Prevention, UNICEF og WHO – oprettede mæslingeinitiativet i 2001 for at reducere antallet af dødsfald forårsaget af mæslinger i verden med 90 procent ved slutningen af 2010.

Som en del af Kirkens forpligtelse til initiativet, der omfatter en gave på 3 millioner dollars, inviterede Det Første Præsidentskab Kirkens medlemmer i de berørte lande under ledelse af de lokale ledere i præstedømmet og Hjælpeforeningen til at deltage i at sprede ordet og hjælpe med ved vaccinationerne.

Flere end 20 missionærægtepar støtter disse kampagner. Disse ægtepar arbejder på stedet i et til fire måneder og koordinerer med ledere i præstedømmet og Hjælpeforeningen, sundhedsministerier og andre samarbejdende organisationer for at skaffe frivillige til forskellige aspekter af kampagnen.

Selvom Kirkens medlemmer ikke køber eller direkte administrerer vaccinerne hverver de naboer til at uddele løbesedler, ophænge plakater og bannere, hjælpe til på vaccinationsstederne og udvikle reklamer til radio og tv. En ung hjemvendt missionær komponerede en reklamemelodi til kampagnen på Madagaskar. Denne melodi er blevet oversat og sunget på 28 sprog på mange radiostationer i de fleste lande, hvor kampagnen har fundet sted.

Siden begyndelsen af initiativet i 2001 til december 2008 er 600 millioner børn og unge blevet vaccineret i modtagerlandene, hvilket har resulteret i et fald i dødsfald på grund af mæslinger på 74 procent i hele verden og et fald på 89 procent i Afrika. Dødsfald på grund af mæslinger faldt fra 750.000 i 2000 til 197.000 i 2007, hvilket bragte verden meget tættere på FN’s mål om færre end 100.000 dødsfald på verdensplan ved slutningen af 2010.

Selvom kampagnens indsats har forbedret manges liv, er ikke alle fordelene fysiske. Olavi Ndafedivas søster, der bor i Namibia, og som er medlem af Kirken, meldte sig som frivillig i den lokale kampagne i 2006. En dag sagde hun til Olavi, at hun var forhindret og bad ham gå i stedet for hende. »Efter den dag, « sagde han, »besluttede jeg, at jeg var nødt til at finde ud af mere om den kirke, som havde hjulpet mit folk så meget.« Efter at have tilsluttet sig Kirken, deltog bror Ndafediva i kampagnen i 2009.

Kap Verde, en række øer, der ligger 300 km fra den vestafrikanske kyst, er et af de mange lande, hvor Kirkens medlemmer melder sig som frivillige. I kampagnen i marts 2009 hjalp medlemmerne med at gøre det muligt at vaccinere flere end 50.000 børn. Flere end 600 medlemmer i Kap Verde meldte sig som frivillige i 4.200 timer for at reklamere for kampagnen fra dør til dør.

»Vi så et stort engagement fra mennesker fra de seks øer, hvor Kirken har grene, især de unge og unge voksne,« siger Isias Barreto da Rosa, andenrådgiver i præsidentskabet for Kap Verde Praia-Missionen. »Dette program mod mæslinger har afgjort udvidet vores syn på, hvad vi kan gøre for at blive involveret i løsningen af problemer i vore lokalområder.«

Mæslinger er en smitsom sygdom, der angriber åndedrættet og kan forårsage udslæt, lungebetændelse, betændelse i hjernen og andre komplikationer. Det er ofte en dødelig sygdom. Ifølge Measles Initiative døde ca. 540 børn om dagen pga. sygdommen i 2007. Underernærede og uvaccinerede børn udgør den største risiko fra mæslinger. Sygdommen kan dog nemt forebygges med en vaccine, der koster mindre end 5 kr. for behandlingen af et barn.

Børn i Afrika er glade efter at være blevet vaccineret mod mæslinger i 2008.

© IRI