Den ene ski

Jeg kan stadig huske min første langrendsskitur med min familie. Mine forældre, søskende og jeg proppede skiudstyr ind i vores stationcar og kørte til et lokalt bjerg, hvor vi skulle tilbringe dagen. Da vi nåede frem, opdagede jeg, at jeg i forvirringen under pakningen havde glemt en af mine ski derhjemme. Og hvad værre var, jeg havde glemt mine skistave.

Det var simpelthen ikke muligt at tage hjem efter det glemte udstyr. Min pragmatiske far sagde, at jeg bare måtte klare mig, så godt jeg kunne. Heldigvis fik min storesøster ondt af mig og lånte mig en af sine stave.

Da jeg aldrig havde stået på ski før, tænkte jeg, at det næppe var et stort problem kun at have en ski. Jeg var mere spændt end skuffet – jeg var jo trods alt endelig gammel nok til at deltage i min families yndlingsaktivitet!

En efter en fik mine søskende deres udstyr på og satte kurs mod en eng, hvor der var en lille bakke, som det var sjovt at løbe ned ad. Men jeg kunne ikke bevæge mig en tomme! Den fod, som ikke havde ski på, sank dybt ned i sneen. Den fod, der havde ski på, sad også fast, fordi sneen klæbede til den gamle træski og gjorde den ekstra tung.

Hvorfor gik det ikke let? Jo mere jeg prøvede, desto mere sad jeg fast, og jeg blev mere og mere irriteret. Min kamp blev mere fortvivlende, da jeg så min far og mine brødre i det fjerne. De var nået ned til engen og så ud til at more sig med at klatre op og stå på ski ned ad bakken.

Af og til kom far tilbage for at se til mig og sige noget opmuntrende. »Bliv ved! Du er ved at have styr på det.« Men jeg havde ikke styr på det. Faktisk var dagen omme, inden jeg nåede ned til engen. Min første skitur var en enorm skuffelse.

Nu hvor jeg er blevet ældre, har jeg indset, at vi alle kommer ud for situationer, hvor vi føler, at vi prøver at klare os med kun én ski – en klodset træski. Vi må alle tackle prøvelser, skuffelser og ufuldkommenheder, hvoraf nogle skyldes os selv og andre skyldes, at vi lever i en falden verden. Nogle er forbigående; andre må vi slås med hele livet.

Vi opdager hurtigt, hvor uforberedte vi er på terrænet. Vi føler os utilstrækkelige. Vores smerte øges, når vi ser andre, som ikke synes at have problemer. I sådanne situationer står det klart, at vi ikke kan klare os alene.

Heldigvis behøver livet ikke at udfolde sig, som min første skitur gjorde. Jeg ydede min bedste indsats, men kom ingen vegne. Men i livet kan vi gøre vores bedste og så overlade resten til Gud. Hans styrke og nåde gør os i stand til at udrette det, som vi ikke ville kunne gøre på egen hånd.

Jeg har også erfaret, at vi ikke behøver at skjule vore kampe fra vor kærlige himmelske Fader. Vore ufuldkommenheder hjælper os til bedre at forstå, hvad han føler for os, og hvem vi virkelig er, som hans børn. Det er, fordi han elsker os, at han sendte os sin Søn.

Hvis vi kommer til Kristus, giver vore svagheder os et glimt af Frelserens nåde og barmhjertighed, når han arbejder med os. Der har for eksempel været tidspunkter, hvor jeg har haft lyst til metaforisk at sige: »Hør, jeg har kun en ski. Og selv om jeg så havde to ski, er jeg ret sikker på, at jeg ville være en elendig skiløber. Så bare glem mig.«

Men i sin godhed hjælper Frelseren mig alligevel. Han ved, at jeg har mine udfordringer, og han beder mig kun om at yde mit bedste. »Trods alt, hvad vi formår at gøre, så er det dog af nåde, at vi er frelst« (2 Ne 25:23). Nåde betyder ikke, at jeg får udleveret et par smarte, nye ski og bliver sendt af sted til målet på egen hånd. Frelserens omsorg er mere personlig og mere kærlig end det. Han arbejder med mig, der hvor jeg er, og hjælper mig til at udvikle mig og blive mere som ham og vor himmelske Fader. Jeg tror, at de er tilfredse med min bedste indsats, hvor ynkelig den så end er. Og jeg ved, at de elsker mig på en måde, som gør det muligt for mig at stole mere fuldstændigt på dem.

Jeg opgav ikke skisporten efter den første skuffende oplevelse. Jeg tog ofte tilbage sammen med min familie og tog endog skilektioner på college. Det er nu en af mine yndlingsfritidsbeskæftigelser. Jeg er taknemlig for, at jeg ikke gav op.

Jeg er også – evigt – taknemlig for, at min himmelske Fader og Jesus Kristus ikke opgiver os. Gud har ikke overladt os til vores egen mangelfulde indsats. På grund af sin uendelige kærlighed til sine børn sendte han en Frelser, som kunne føre os tilbage til hans nærhed. Jeg ved, at vi alle ved at udvise tro på dem kan bevæge os fremad.