Beskyttet mod det uventede

Efter en 61 timer lang busrejse ankom vores ungdomsgruppe til templet i Manila i Filippinerne. I anledning af templets 20 års jubilæum havde de unge fra Davao Stav brugt ni måneder på at forberede sig til turen ved at deltage i slægtsforskningsklasser, være aktive i kirkeaktiviteter, søge efter og forberede navne og hjælpe med at samle penge til turen. Spændte og forventningsfulde steg vi alle 63 af bussen den mandag aften. Inde i herberget holdt vi en stor familieaften med musiknumre og åndelige budskaber, og så forsøgte vi at få lidt søvn.

I løbet af de næste par dage blev de unge døbt og bekræftet for over 2000 af deres forfædre, så disse forfædre kunne få muligheden for at tage imod det gengivne evangelium. Vi følte os hverken sultne eller trætte, mens vi arbejdede i templet i timevis. Ånden var meget stærk. Nogle af de unges ansigter strålede; andre havde glædestårer på kinderne.

Alt for hurtigt var det tid at tage hjem. Efter nogle få minutters kørsel blev freden afbrudt af politisirener. Vi var pludselig omringet af politibiler, hvilket tvang os til at standse. Så kunne vi se politiets skarpskytter rundt om bussen, mens de sigtede fremad. I disse anspændte minutter erfarede vi, at passagererne i en bus lige foran os blev holdt som gidsler, og politiet brugte vores bus som skjold!

Vore ledere gjorde deres bedste for at berolige alle, men nogle gik i panik. I forvirringen beordrede politiet os ned på gulvet. Da der var gået flere minutter, hørte vi en mand råbe, at vi skulle forlade bussen. Vi adlød og skyndte os ud af bussen og hen til en tom bygning i nærheden.

Vi sad i den mørke bygning i en time, mens vi bad og lyttede efter skud. Endelig fik vi at vide, at vi kunne gå tilbage til vores bus. Skyderiet var overstået; to gidsler og to gidseltagere var blevet dræbt.

Vi var meget oprevet, da vi fortsatte vores rejse. Da var vi kommet os lidt over chokket, indså vi, at vi var blevet beskyttet. Ingen af os var kommet noget til, og vi vidste, at Herrens hånd havde våget over os. Vi følte en guddommelig nærhed og spekulerede på, om nogle af dem, vi var blevet døbt for, var tæt på os.

Jeg kom til at tænke på det skriftsted, hvor der står: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger« (L&P 82:10), og jeg var glad for, at Herren holder sine løfter. Når vi holder budene og trofast udfører vore opgaver, såsom tempeltjeneste og slægtsforskning, er vi værdige til Herrens velsignelser – deriblandt hans beskyttelse, når vi har mest brug for den.