2010
Havde jeg bedraget Gud?
Februar 2010


Havde jeg bedraget Gud?

Hildo Rosillo Flores, Piura i Peru

Nogle få uger efter min dåb som 30-årig, inviterede vores grenspræsident i Piura i Peru mig ind til et interview for at fastslå min værdighed til at modtage det aronske præstedømme. Da jeg havde sat mig, bad præsident Jorge Garcia en bøn. Så spurgte han mig: »Tror du på Gud?«

»Ja,« svarede jeg.

»Efterlever du visdomsordet?«

»Ja,« svarede jeg igen.

»Er du kysk?«

»Ja.«

Indtil da havde jeg svaret selvsikkert på spørgsmålene, men så kom det næste spørgsmål: »Betaler du en ærlig tiende?«

Jeg var stum. For mit indre blik kunne jeg se den illustration, som missionærerne havde vist mig, da de underviste mig i lektionen om tiende. De havde sagt, at en tiendedel af vores indtægt tilhørte Herren. Så hørte jeg endnu et spørgsmål: »Har missionærerne ikke fortalt dig om tiendeloven?«

»Jo, de har undervist mig i den,« svarede jeg, »men jeg har bare ikke betalt.«

»Jeg er ked af det,« sagde præsident Garcia efter et øjebliks tavshed, »men du skal betale din tiende for at kunne modtage præstedømmet. Begynd nu at betale din tiende til Herren.«

Jeg var meget eftertænksom, da jeg forlod hans kontor. Efter at have gennemgået tiendeloven senere den dag gik jeg ind på mit værelse, knælede på gulvet og begyndte at bede. »Himmelske Fader, hvis jeg har bedraget dig ved ikke at betale tiende, så beder jeg dig om at tilgive mig. Jeg lover, at jeg aldrig igen vil svigte med tiendebetaling.«

Den følgende søndag i kirken bad jeg grenspræsidenten om endnu en samtale. Jeg fortalte ham, at jeg følte, at Herren havde tilgivet mig, og at han havde anerkendt min forpligtelse til at betale tiende, hvilket jeg gjorde samme søndag. »Er jeg så værdig til at modtage præstedømmet?« spurgte jeg.

»Ja,« svarede han. »I dag overdrager jeg dig Det Aronske Præstedømme og ordinerer dig til diakon.«

I dag har jeg et stærkt vidnesbyrd om tiende og de rige velsignelser, som kommer af at betale den. I de utallige interview, jeg har været til siden den søndag for mere end 35 år siden, har jeg med glæde kunnet svare ja, når mine ledere spurgte, om jeg betaler en ærlig tiende!