Skær rebet over!

En kold lørdag morgen, da jeg var 12 år gammel, bad min far mig om at starte traktoren, så vi kunne køre hø ud til nogle sultne heste. Det var så koldt, at traktoren kun brummede et par gange, inden batteriet døde. Da jeg sagde det til min far, gav han mig besked på at sadle Blue og spænde vores kane til sadlen, så vi kunne slæbe et par baller hø ud til hestene, så de havde lidt, indtil vi kunne få traktoren startet.

Blue, vores fuldblodshingst, var i sin bedste alder. Det var et smukt og stærkt dyr. Jeg kan huske, hvordan den travede omkring den morgen, ivrig efter et godt ridt.

Vi lagde to 40 kilos høballer i kanen. Så satte far sig op på Blue, og vi tog af sted. Jeg gik bagved kanen og holdt den i balance. Snart kom vi til den markvej, der førte ud til vinterengen.

Det hele gik godt, indtil vi nåede en tredjedel ned ad vejen. Sneen lå i høje driver, og jeg kunne se, at den hobede sig op foran kanen. Da sadelgjorden strammede om Blues hals, kunne den ikke længere få vejret. Pludselig reagerede den.

Blue vendte sig rundt to-tre gange i et forsøg på at lette presset på halsen. Far forsøgte hurtigt at sidde af, men blev i stedet slået ind mod hestens side. For at gøre det hele værre, mistede Blue fodfæstet på den is, der lå skjult under sneen, så den væltede om på siden og klemte min far fast under sig.

Da far var ved at glide over i bevidstløshed, råbte han, at jeg skulle hente hjælp hos onkel Carl. Det betød, at jeg måtte kravle under to hegn og spurte hen over en stor egn, før jeg kunne hente hjælp.

Da jeg vendte mig for at løbe af sted, hørte jeg en stemme, der sagde: »Gå ikke. Skær rebet over!«

Jeg adlød straks og trak min spejderdolk op af lommen. Jeg skar i tøjret et stykke tid, og så rejste Blue sig pludselig og stak af. Rebet bristede, og far kom fri af det, så han ikke blev trukket til døde af den flygtende hest. Jeg løb hen til ham.

Far kom til bevidsthed, rejste sig og forsikrede mig om, at han var uskadt. Så gik vi hen efter Blue, ryddede sneen væk foran kanen, bandt rebet fast til hesten igen og fortsatte ud til hesteengen. Vi fodrede hestene og vendte hjem.

Normalt adlød jeg min far uden at kny, og jeg var parat til at løbe de ti minutter hen til min onkels gård efter hjælp. Men hans hjælp var kommet for sent. Åndens røst kom dog i tide den dag.