2022
UM-sommerlejr 2022
December 2022


Nyheder

UM-sommerlejr 2022

Nær skov og badesø

Dette var en del af teksten i invitationen til årets drengelejr, som det jo hedder nu i stedet for »spejderlejr«, som er et udgået begreb i vores kirkes vokabularium. Men hvorvidt de unge mænd, der deltager (og som for de færrestes vedkommende har oplevet en egentlig spejderlejr – endsige en jamboree, der sidste gang i vores regi blev afholdt i 1998) er bekendt med forskellen, er tvivlsomt. Vel egentlig også underordnet, så længe de føler sig godt tilpas, nyder lejren og samværet og den skønne natur, som er skabt for os af en kærlig himmelsk Fader. Sikkert er det, at de, der har fået opgaven med at arrangere og stå for lejren, har haft en travl tid. Lejren var lagt i hænderne på Københavns Stavs UM-præsidentskab ved Nicolas Ringheim, Magnus Bernskov med Lars Østergaard som lejrleder og stedet, der var valgt, var Lerbjergcentret, en fortræffelig plads i skovområdet ved Skjoldenæsholm.

Mandag

Mandag var ankomstdag fra kl. 1400 og de forskellige menigheder ankom løbende frem til ca. kl. 1700. I alt knap 65 sjæle mødte frem, hvoraf ca. 50 var unge mænd. Indtil kl. 1700 gik tiden med lejropbygning og hygge, hvorefter lejren officielt blev åbnet med flag og bøn (nærmest overdøvet af et par jagere). Opbygningen og hyggen fortsatte indtil kl. 1800, hvor der var aftensmad i form af durumruller, hvorpå der igen var fri tid.

Da klokken blev 2000 samledes lejren til første aftens fireside/aftensamling omkring det store bål, hvor de forskellige grupper/menigheder fik lejlighed til at præsentere sig selv med deres navn, kampråb og et moove. Navnene var opfindsomme og morsomme, hvilket også gjaldt for såvel kampråb som moove, så selv leder-trioen serverede deres.

Efter en tak og en bøn gik man hver til sin lejr for at slutte aftenen, inden der skulle være ro kl. 22/23.

Tirsdag

Som planlagt startede dagen med morgenmad med rundstykker, ost, marmelade, pålægschokolade, smørechokolade, cornflakes samt koldskål med kammerjunkere – va-be-har?

Det blev efterfulgt af morgensamlingen med bøn, flag, sang og åndeligt budskab, hvorefter dagens tovholdere – Anton og Michael Dalsgaard introducerede dagens program, der refererede til den mentale del.

Der var 4 stationer, som de unge – inddelt i 4 grupper aldersvis – skulle gennemgå.

Skydning med luftgevær – om at bevare fokus på målet, håndjern (strips om begge håndled med et reb »låst« indenfor – løsning af tilsyneladende umulig situation, bolde i luften – i en rundkreds kaste stadig flere bolde rundt/på tværs – opmærksomhed og fastholdelse og endelig hinkerude – hoppe fra sted til sted og huske, hvor der var »bomber« – samarbejde.

Opgaverne kørte 2 timer formiddag og 2 timer eftermiddag afbrudt af frokost og lidt fritid.

Indimellem fandt mange tid til en tur på den ca. 100 meter lange svævebane, som bror Jens Ole Frederiksen havde bygget.

Efter dagens aktiviteter og aftensmad samt fritid, var der aftensamling, hvor den af Roskilde planlagte aktivitet gik på, at de unge i 4 grupper skulle tænde hver sit bål inde i den store bålplads og få en gryde tevand til at koge – delvist i ikke planlagt regnvejr. Spændende, men det gik for halvdelen.

Endnu en skøn dag.

Onsdag

Dagen startede fint, lidt slørskyer, men med løfte om en varm dag. Efter morgenmad og morgensamling begav lejrens indbyggere på nær en lejrvagt og en med maveonde sig af sted de ca. 3,5 km gennem skoven til pigernes lejr ved det så ofte besøgte Avnstrup Spejdercenter, så ved ankomst vældede nostalgiens bølger ind over de lidt ældre i gruppen. Mens der blev holdt lederinstruktion, hyggede de unge sig med hinanden, genså gamle venner og skabte nye, inden vi alle kunne glæde os over en selvsmurt frokost.

Fordelt i 8 grupper drog de unge – de yngre med voksen leder – ud på en 13 posters hike på ca. 7,5 km med diverse indlagte opgaver i den efterhånden 27-28 graders varme skov. Men humøret var højt, der var sørget for solcreme og mulighed for vand.

Efter det vellykkede hike mødtes man ved Avnsø, hvor der er etableret en art badestrand.

Omkring kl. 1700 samledes man til spisning, inden man senere på aftenen afholdt en fælles fireside, hvorpå drengene gik hjem gennem den mørke skov for efter hjemkomst at planlægge til torsdagens strabadser, der handlede om bl.a. fysisk udholdenhed.

Torsdag

For lang tid siden havde lejrchefen fået den tilskyndelse, at torsdagens program skulle afvikles gennem skovvandring, nærmere betegnet gennem en ca. 5 km fastlagt rute med et enkelt pitstop i skoven. Man skulle så i løbet af onsdag forpligte sig til at gå 6, 12, 18 eller 24 timer.

Af hensyn til afslutningen fredag blev det besluttet, at de, der ville gå 24 timer, skulle starte torsdag kl. 01.00 – så det gjorde de.

Men – ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt – så omkring kl. 0210 vendte de første hjem. Men der var dog nogle, der kom til hytten ca. kl. 0800, hvoraf 1 havde gået 7 omgange, og han fortsatte efter morgenmaden.

Efter morgenmaden blev pitstoppet flyttet til Avnsø, så man efter en omgang kunne søge afkøling der.

Heden var hård for drengene og kun få magtede at fortsætte hele dagen. Efter 18 timer var det ved at være slut og status kunne gøres op. En god spredning fra 3 drenge der havde klaret 1 omgang til 4 drenge der klarede 9 omgange. En måtte på skadestuen og lappes sammen, hvilket er en under målsætningen ;-)

På ledermødet torsdag efter aftensmaden skulle en vigtig beslutning træffes. Skulle vi som planlagt holde vidnesbyrdsmøde fredag morgen, selvom det ville ville presse tidsplanen for rydning af lejren eller skulle vi holde det torsdag aften kl. 20.00, hvor alle var trætte efter en meget hård dag. Beslutningen var nem, da vi alle følte ånden i at gøre det om torsdagen. Nogle ledere havde overhørt en gruppe drenge tale om, at bare vidnesbyrdsmødet skulle være nu, hvor det hele var frisk i erindring.

Lederne etablerede i hytten en opstilling af stole i et stort lokale der mindede om en kirkesal, så de ydre rammer var optimale. De første vidnesbyrd var fra gode ledere, der bar stærke og velformulerede vidnesbyrd. Efter en lille pause kom de første drenge på banen. Det åbnede for andre drenge, der tog mod til sig og åbnede deres hjerter for Åndens tilskyndelser. Især var der flere helt unge drenge, der stillede sig op og sagde, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg har følt noget, jeg aldrig før har følt og derefter helt spædt begyndte at sætte ord på denne stærke overvældende kraft.

Der vil aldrig fremover være grund til ikke at holde et vidnesbyrdsmøde på en drengelejr.

Selvom den officielle godnat tid var kl. 23:00, var der mange stille samtaler rundt omkring i lejren til langt ud på natten, og lederne sagde ikke noget til det, for alt var vel i Zion – lige der.

Fredag var nedbrydning og oprydningsdag og kl. 10.00 gjaldede toghornet for sidste gang. Tak for denne gang, vi glæder os til næste år i det jyske eller fynske :-)