»Sandheds ord«, Liahona, mar. 2024.
Trosskildringer
Sandheds ord
Jeg havde mange spørgsmål, men min forlovede og Kirken hjalp mig med at finde svar.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Da jeg voksede op i en ikke-kristen kultur i Taiwan, blev jeg ikke opdraget til at være religiøs. Jeg troede på Gud, men jeg vidste intet om Jesus Kristus. Min karriere og det travle sociale liv, der fulgte med, var som min religion. Det omfattede megen druk og rygning. Jeg var også en stor kaffe- og tedrikker. Det er alt sammen en del af vores virksomhedskultur.
Jeg lærte Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige at kende gennem min forlovede og hans familie. Chase var amerikaner. Han voksede op i Kirken og tjente som missionær, men han var ikke aktiv på det tidspunkt. Men hans ældste søn forberedte sig på at tage på mission, og Chase støttede hans beslutning.
Under COVID-19-nedlukningen deltog vi i nadvermødet i Chases forældres hjem og så udsendelser fra deres kirkebygning. Da talerne var forbi, velsignede Chases to sønner brød og vand og omdelte det.
Jeg havde mange spørgsmål. Min forlovede besvarede tålmodigt hver af dem. Hvem var Jesus? Hvad var det for en følelse i mit hjerte, hver gang vi samledes for at holde kirkemøder? Det var en følelse, jeg aldrig havde følt før. Hvad repræsenterede brødet og vandet? Hvorfor kom tårerne, når jeg tog nadveren? Hvilken fred var det, jeg følte?
En aften fandt jeg en hjemmeside på mit modersmål, der forklarede, hvem Jesus er, og som fortalte om hans liv. Næste dag fortalte jeg min forlovedes mor, at jeg forstod, hvem Jesus er, og at jeg troede på ham.
En søndag kom biskoppen til huset, fordi Chases ældste søn skulle ordinere sin lillebror til præst. Da den ældre søn lagde sine hænder på sin brors hoved, kunne jeg ikke holde op med at græde. Jeg fik så stor en følelse i mit hjerte, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Senere forklarede min forlovede, at jeg følte Helligånden, og at han også følte den.
Jeg kunne se, at min forlovedes kærlighed til sin kirke var ved at komme tilbage. På en eller anden måde vidste jeg, at alt det, jeg følte, var forbundet til Gud og til noget sandt. Jeg følte en kærlighed, som jeg aldrig havde følt før.
»Jeg råbte til Gud«
Mit turistvisum ophørte, og jeg var nødt til at rejse tilbage til Taiwan. Da jeg i de følgende måneder var alene, savnede jeg det, jeg havde følt. For en tid var jeg fyldt med fortvivlelse og mørke. De følelser var så overvældende, at jeg ønskede at give op. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle bede, men jeg råbte til Gud og fortalte ham alt, hvad jeg følte og tænkte. Der kom en følelse af fred – den samme følelse, som jeg havde oplevet, da jeg havde overværet kirkemøder derhjemme. Jeg ved, det var Helligånden. Han beroligede mig.
Derefter sendte min forlovede missionærer ud for at undervise mig. Jeg fortalte dem, at jeg allerede vidste, at det gengivne evangelium var sandt, og at jeg forstod, hvordan Helligånden føles. Men jeg var bekymret for, at det ville være svært for mig at holde op med at ryge og drikke kaffe og te.
Jeg begyndte at komme i kirke, læse Mormons Bog og mødes med søstermissionærerne tre eller fire gange om ugen. Med tiden hjalp Helligånden mig til at holde op med at ryge og drikke kaffe og te.
Min barndomsven begyndte at se ændringer i mig uge for uge. Jeg inviterede hende med til mine møder med missionærerne. Mens hun lyttede, følte hun også Helligånden og fik et vidnesbyrd. Da COVID-19-krisen aftog, var min forlovede, der nu var aktiv i Kirken, endelig i stand til at komme til Taiwan. Vi blev gift, og han døbte mig. Jeg var en ny person.
Søster Weiling Chen Canfield (Winnie) sammen med søstermissionærerne og menighedens medlemmer, der underviste hende og tog hende med i fællesskabet. »Vi taler stadig sammen hver uge og arbejder sammen i min nye kirkekaldelse i Hjælpeforeningen,« siger hun.
Mine livslange venner og forretningspartnere, deriblandt nogle bankfolk og børsmæglere, sagde, at de kunne se, at jeg havde forandret mig og var lykkeligere. Jeg inviterede dem med til min dåb, og de kom. Bagefter fortalte de mig, at de følte noget, de aldrig havde følt før.
Jeg er ikke bange for at fortælle andre om det, jeg ved og føler for Jesus Kristus – at det, jeg ved, er sandt. Jeg ved, at mit vidnesbyrd er strålende. Andre, der har kendt mig hele mit liv, kan se dette. Deres respekt for min tro har tilmed afholdt dem fra at ryge og drikke under forretningsmøder og middage. Det er noget unikt i vores virksomhedskultur.
Søster Canfield og Jin Hua, en livslang ven, der blev interesseret i Kirken gennem søster Canfields omvendelse.
Jeg er ikke bange for at lade andre se, høre og føle mit vidnesbyrd. Jeg tror, at mange mennesker, der ikke ved, hvordan man finder Gud og Jesus Kristus, vil føle det samme, som jeg følte, når de hører sandhedens ord. Jeg vil altid være klar til at fortælle om de ord, der ændrede mit liv.