Et ansigt i vinduet

Billede

billede af Maija-Kaarina Mäkinen

Foto brugt med tilladelse af forfatteren

Jeg så ofte det samme ansigt stirre fra et vindue i en lejlighed. Jeg tænkte ved mig selv: »Er det ikke trist, at nogen konstant ser ud ad deres vindue og dømmer deres naboers aktiviteter?«

Så en dag tænkte jeg, at jeg måske skulle gå hen og spørge, om jeg kunne hjælpe med noget. Jeg besluttede mig for at tage noget friskbagt brød med.

Det varme brød fik min ældre nabo til at tø op. Grædende fortalte hun mig, hvor ensom hun følte sig. Ingen besøgte hende, og ingen ringede til hende, end ikke hendes egne børn. Med en rystende hånd tørrede hun tårerne væk fra kinderne.

Hun sukkede og sagde så: »Hvor ville det være dejligt bare at forlade denne verden. Jeg dømmer ikke nogen, når jeg kigger ud ad mit vindue. Jeg ser bare børnene lege og andet, der foregår i haven.«

Billede

en kvinde ser ud ad et vindue

Illustration: Alex Nabaum

Med tiden talte vi om evangeliet. Til at begynde med var hun tilbageholdende, fordi hendes mand tjente som embedsmand i en anden kirke. Men jo mere vi talte, jo mere imponeret blev hun over de sandheder, jeg fortalte om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.

»Det er vidunderligt, at vi har den samme Jesus!« sagde hun. »Vil vi se hinanden i himlen?«

»Ja,« svarede jeg, »vi vil være der sammen – hånd i hånd.«

Fra da af var vi gode venner i mange år, indtil hun til sidst gik bort fra denne verden.

Nu kan jeg godt lide at tænke på, at min tidligere nabo kigger ud fra vinduet i sit himmelske hjem og følger vores aktiviteter og håber, at vi har harmoni og kærlighed nok til hinanden.