Afhængig af en sæbeopera: Sådan lod jeg Gud råde

Da jeg gik på sidste år i high school, var jeg med i heppekoret. Hver dag til træning talte pigerne i heppekoret om, hvad der foregik i en sæbeopera, der blev sendt i dagtimerne i tv. Jeg havde aldrig set den og vidste, at det var en serie med lav moral. Men jeg følte mig udenfor hver dag til træning, når pigerne begejstret talte om serien. Ånden hviskede til mig, at jeg ikke skulle se den, men jeg ønskede desperat at blive inkluderet i deres samtaler, så jeg begyndte at se den.

Det virkede ikke så slemt for mig. Jeg tænkte, at det ikke ville påvirke mig. Jeg vidste, at jeg ikke ville gøre de dårlige ting, som jeg så karaktererne gøre. Jeg blev fænget og så programmet hver dag. Da jeg gik på Brigham Young University, arrangerede jeg min læseplan, så jeg dagligt kunne se den. Jeg missede aldrig en episode.

Jeg blev gift og fik mit første barn. Jeg lagde ham til at sove hver dag, når serien kørte, så jeg kunne se den.

Som årene gik, hviskede Ånden mange gange til mig, at jeg skulle holde op med at se den serie. Men jeg nægtede. Jeg var så optaget af karaktererne og deres liv. Det var min måde at slappe af på, så jeg fortsatte med at se den. Jeg var overbevist om, at det ikke var til skade for mig.

Billede

en kvinde går væk fra fjernsynet, da en karakter rækker ud af fjernsynet og griber fat i hendes arm

Opfordringen

Nitten år efter high school så jeg stadig serien hver dag. Ved generalkonferencen talte søster Sheri L. Dew, der dengang var andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, om at bevæge sig væk fra verden og om ting, der er uhellige. Hun sagde: »Jeg opfordrer … hver enkelt af os til at finde mindst én ting, som vi kan gøre for at fjerne os fra verden og komme Kristus nærmere.«²

Da hun kom med den opfordring, følte jeg en enorm udgydelse af Ånden, og jeg hørte ordene i mit sind: »Du er nødt til at holde op med at se den serie nu!« Det var så stærkt; det var som et slag i mit ansigt. Jeg vidste i det øjeblik, at jeg ikke længere kunne ignorere denne tilskyndelse. Jeg følte et presserende behov for aldrig at se serien igen. Jeg indså, at der ikke var én karakter, der gjorde noget dydigt eller hæderligt. Jeg havde inviteret skidt ind i mit liv hver dag. Lige der på det tidspunkt forpligtede jeg mig over for Herren til, at jeg aldrig ville se den igen.

Det var ikke nemt! 19 års vane og afhængighed var svær at bryde. Det blev mandag, og det var tid til, at programmet skulle begynde. Jeg gik hen til fjernbetjeningen til tv’et. Jeg ville så gerne tænde for det. Jeg huskede min forpligtelse over for Herren om, at jeg aldrig ville se den igen. Jeg gik igen.

Så tænkte jeg på min yndlingskarakter og spekulerede på, hvad der kunne ske med hende og gik tilbage til fjernbetjeningen. Jeg vidste, at jeg havde brug for Guds hjælp, så jeg knælede ned og bad om styrke til ikke at se den. Jeg tænkte på mit løfte til vor himmelske Fader, og jeg gik ud af rummet. Jeg valgte at følge de tilskyndelser, jeg havde modtaget fra Helligånden, og at ære min forpligtelse.

Det scenarie gentog sig hver dag den uge og i den efterfølgende. Hver dag knælede jeg ned og bad og bønfaldt om styrke til ikke at se den, og hver dag valgte jeg Jesus Kristus og gik væk fra en tv-serie, der var umoralsk. Jeg fik styrke til at overvinde den kraft, Frelseren tilbyder gennem sin forsoning.

Efter nogen tid, hvor jeg havde gjort dette, skete der et mirakel. Jeg mistede fuldstændig lysten til at se serien, efter at have set den dagligt i 19 år. Det var utroligt! Jeg mistede også lysten til at se alle de tvivlsomme serier, jeg havde set, så jeg stoppede helt.

Min samvittighed blev skærpet, og jeg genkendte ondskaben for, hvad den er. Jeg ønskede oprigtigt at undgå, at det onde i enhver skikkelse (se 1 Thess 5:22). Jeg havde ikke mere trang til at se den.

Billede

person, der bruger en fjernbetjening til at slukke tv’et

Den mest forunderlige velsignelse

Men det mest forbløffende, der skete, var, at jeg følte Helligåndens indflydelse blive større end noget, jeg havde oplevet før i mit liv. Min åndelige fremgang voksede enormt! I alle disse år havde jeg troet, at jeg nød Helligåndens ledsagelse, men jeg havde kun oplevet en smule af, hvad jeg kunne have. Jeg indså, at det at se disse serier hele tiden havde påvirket mig. Jeg var gået glip af så mange år med at have et stærkere fællesskab med Gud. Da jeg brugte min handlefrihed til at opgive verdslige ting, var Ånden i langt større grad fri til at komme til mig, og hvilken utrolig forskel det har gjort i mit liv med hensyn til at styrke, trøste og vejlede mig.

Vi har en tendens til at holde fast i ting, der ikke er af nogen værdi – ting, der faktisk holder døren lukket for de velsignelser, som Gud ønsker at bringe ind i vores liv. Hvorfor byttes Åndens stærke og bemyndigende indflydelse ud med sjov eller populære ting? Måske er det ikke en stor ting eller en stor synd at se en tv-serie, men det afholdt mig fra at have Helligånden i overflod i mit liv og bremsede min åndelige fremgang.

Jeg er så taknemlig for, at Herren ikke opgav mig, men tålmodigt blev ved med at bede mig om at opgive noget uhelligt, så han kunne fylde mit liv med sin indflydelse.