Det stigende vand

»Mor! Det er så koldt!«

Jacob, en af mine syvårige tvillinger, stod med flodvand omkring anklerne.

Mine tre andre børn havde en lignende reaktion. Mens min mand var på jagttur, var jeg sammen med nogle familiemedlemmer på det, jeg håbede ville blive en sjov tur til nogle varme kilder. Indtil videre levede de »varme« kilder ikke op til deres navn.

Der steg damp op fra en lille dam ovenover floden. Jeg kom tættere på og kunne mærke dens varme. »Det må være en varm kilde,« tænkte jeg.

»Kan vi svømme i den her?« spurgte jeg min moster, hvis børn også var i floden.

»Det ved jeg ikke.«

Vi ledte efter et skilt, der kunne indikere, hvad dammen var beregnet til, men vi kunne ikke finde noget. En efter en rykkede vores rystende børn fra den kolde flod over til dammen. Min moster og jeg stod på bredden og så på og talte, mens de legede.

En ældre dreng viste sig ved kanten af dammen. »Jeg lader det varme vand komme ud!« råbte han. Han drejede på et stort hjul, og vand væltede ud i dammen.

Børnene råbte med begejstring, da vandet strømmede ind i dammen. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde insisteret på, at de havde deres redningsvest på. Jeg smilede, da den stigende strøm førte dem hen mod venstre side af dammen.

Jacob brød væk fra dem og kæmpede mod strømmen for at svømme til højre side af dammen. Han stoppede op og så alvorligt overraskelse ud. »Mor, jeg sidder fast!«

Uden at tænke over det hoppede jeg ned og greb fat i hans arm for at trække ham i sikkerhed. Han rokkede sig ikke. Sad han fast i noget? Jeg blev ved med at trække, men jeg kunne ikke få ham fri. Vandstanden fortsatte med at stige.

»Hej gutter, han sidder fast! Nogen må hjælpe mig!« Men jeg vidste, at de var for langt væk.

Der lød et plask, og min onkel dukkede pludselig op. Han greb Jacob og rykkede og trak i ham.

Vandet var nu næsten over Jacobs hoved. Sad redningsvesten fast på noget? Jeg greb en strop med rystende hænder. Da jeg endelig fik løsnet et spænde, var vandet nået op over Jacobs hoved. »Åh nej, hjælp!« bad jeg.

Min onkel trak Jacob til sig af al sin kraft. Jacob kom fri, og min onkel trak ham ind til bredden.

Jeg skyndte mig hen til Jacob og omfavnede ham.

»Der er et vandrør,« sagde min onkel og pegede på et 60 cm-vandrør, som vi ikke havde bemærket. Vandet blev med stor kraft skubbet gennem røret ud i floden. Jacobs redningsvest var højst sandsynligt det eneste, der havde forhindret ham i at blive slæbt igennem røret.

Med stor bekymring vendte min onkel og jeg os mod resten af vores familie. »Allesammen, kom op af vandet!«

Imens børnene kravlede op, tog jeg Jacobs redningsvest af og tjekkede ham. Han havde ikke slugt ret meget vand og havde ingen skrammer eller blå mærker.

»Du var så modig, kammerat. Var du bange?«

»Nej, jeg blev bare ved med at holde vejret,« sagde han. Pludselig var jeg så taknemmelig for al den tid, han havde brugt på at øve sig i at holde vejret i svømmebassinet.

»Hvordan vidste du, at du skulle komme?« spurgte jeg min onkel, da han satte sig sammen med os på klipperne.

»Jeg følte en tilskyndelse til at komme hen og se, hvad alle lavede,« sagde min onkel. »Så det gjorde jeg.«

Da de andre sluttede sig til os, så vi igen på kanten af dammen, og denne gang så vi et væltet advarselsskilt, der faldt i et med stenene og jorden ved siden af dammen.

Alle var rystet, så jeg tog børnene med tilbage til campingvognen. »Lad os takke vor himmelske Fader for, at han hjalp os,« sagde jeg. Da mine børn bad sammen med mig, slog det mig virkelig, hvad der var sket,.

Jeg vidste, at der var andre i lignende situationer, der oplevede et meget anderledes og ødelæggende resultat. Jeg vidste ikke, hvorfor Jacob var blevet reddet, men jeg vidste, at det var et mirakel. Da jeg trak mine børn ind til mig, var jeg taknemmelig for den tid, jeg havde med dem, og velsignelsen ved vores evige familie. Jeg vidste, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus var opmærksomme på os, og at de havde sendt et mirakel, da vi gik glip af advarselstegnene.