Vær sød at skåne mors liv

Billede

en mor giver sin datter mad af en skål

Foto brugt med tilladelse af forfatteren

Da jeg var 10 år gammel, fik min mor et alvorligt hjerteanfald. Hun tilbragte mange uger på hospitalet og kæmpede for sit liv.

I den tid kom min primarylærer, søster Ellen Johnson, hjem til mig en gang om ugen for at besøge mig. Jeg var lige begyndt at komme i Primary og havde en begrænset forståelse af evangeliet. Hver uge bar søster Johnson sit vidnesbyrd for mig og talte om bøn. Hun lærte mig, at hvis jeg bad, ville vor himmelske Fader svare.

Efter flere uger forværredes mors helbred yderligere. Hun havde en beskadiget hjerteklap, der skulle opereres. Hendes læge sagde, at hun ville dø uden en hjerteoperation. Hendes chance for at komme sig var dog kun på 50 procent.

Åben hjertekirurgi var nyt og risikabelt i begyndelsen af 1960’erne. Kirurger planlagde at skære mor op fra brystet til hendes rygsøjle og derefter dele hendes brystkasse for at få adgang til hendes hjerte. Mange patienter overlevede ikke denne operation. Jeg var ked af det og bange for, at min mor ville dø.

Far var for det meste på arbejde eller på hospitalet med mor. Min storesøster, Pam, tog sig af min bror og mig. Om aftenen var jeg ensom og bange, men jeg tænkte på, hvad søster Johnson havde lært mig om bøn. Jeg knælede ofte ved min seng og græd og bønfaldt vor himmelske Fader om at skåne mors liv.

Under sådan en grædende bøn kom der en stor fred over mig, og jeg holdt op med at græde. Jeg følte, at alt ville ordne sig. Jeg følte mig forvisset om, at min mor ville leve, så hun kunne se mig som voksen, og at jeg ikke behøvede at bekymre mig. Jeg hørte ikke en stemme eller så et syn, men jeg havde følelse af ro og fred. Jeg tvivlede ikke på dem. Vor himmelske Fader havde besvaret min bøn, og jeg vidste det.

Billede

foldede hænder ved siden af en medaljon

Illustration: Alex Nabaum

Mor overlevede operationen. Hun var svag og syg det meste af sit liv, men vor himmelske Fader havde besvaret mine bønner og skånet hendes liv. Hun levede til at se mig vokse op, gifte sig og få børn.

År senere, da præsident Russell M. Nelson blev apostel, fortalte mor mig, at han var den hjertekirurg, der havde reddet hendes liv. Jeg skrev et brev til ham for at takke ham. Da han skrev tilbage, takkede han mig for mit brev og erkendte Guds hjælp i hans værk.