Alles Frelser og et evangelium for alle

Jesu Kristi evangelium er blevet »gengivet i disse sidste dage for at dække de fundamentale behov for hver nation, slægt, tungemål eller folk på jorden«.¹ Evangeliet overgår alle nationaliteter og etniciteter, og det krydser alle kulturelle skel for at forklare, at »alle er lige for Gud« (2 Ne 26:33).² Mormons Bog står som et bemærkelsesværdigt vidne om denne sandhed.

Denne fantastiske optegnelse vidner om, at Kristus husker alle folkeslag (se 2 Ne 29:7) og vil give sig til kende for »alle dem, der tror på ham … [og udvirke] mægtige mirakler, tegn og undere blandt menneskenes børn« (2 Ne 26:13). Blandt disse mægtige mirakler, tegn og undere tæller evangeliets udbredelse. Så vi sender missionærer ud over hele verden for at vidne om dets gode nyheder. Vi deler også evangeliet med dem omkring os. Udøvelsen af gengivne præstedømmenøgler for de levende og afdøde sikrer, at evangeliets fylde i sidste ende vil være tilgængelig for alle vore himmelske forældres sønner og døtre – tidligere, nutidige eller fremtidige.

Kernen i dette evangelium – det centrale budskab fra alle profeter og apostle, der nogensinde er blevet kaldet til værket – er, at Jesus er Kristus, og at han kom for at velsigne alle. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige erklærer vi, at hans sonoffer er for hele verden.

Når jeg rejser rundt i verden, afholder jeg interview med en bred gruppe af kirkemedlemmer. Jeg bliver inspireret af at høre, hvordan de føler velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning i deres liv, selv når de bekender en gammel synd. Hvor er det vidunderligt, at den rensende trøst i hans forsoning altid er tilgængelig for os alle!

»[Der] skal … foretages en forsoning,« erklærede Amulek, »ellers skal hele menneskeslægten uundgåeligt fortabes.« Vi ville for evigt være »faldne og … fortabte … hvis det ikke var for den forsoning,« som krævede »et altomfattende og evigt offer«. For »intet mindre end en altomfattende forsoning [kan] være tilstrækkelig for verdens synder« (Alma 34:9, 10, 12).

Den store profet Jakob belærte også om, at fordi »døden er blevet alle mennesker til del … må der nødvendigvis være en kraft til opstandelse« for at bringe os ind i Guds nærhed (2 Ne 9:6).

Både synd og død måtte overvindes. Det var Frelserens mission, som han modigt fuldførte for alle Guds børn.

Billede

Kristus i Getsemane

Getsemane [Gethsemane], af J. Kirk Richards, må ikke kopieres

Vor Frelsers offer

På sin sidste aften i jordelivet gik Jesus Kristus ind i Getsemane have. Der knælede han ned blandt oliventræerne og begyndte en nedstigning til en dyb smerte, som I og jeg aldrig vil kunne forstå.

Der begyndte han at påtage sig verdens synder. Han følte hver eneste smerte, hjertesorg og sorg, og han udholdt al den pinsel og lidelse, som I, jeg og hver eneste sjæl, der nogensinde har levet eller kommer til at leve, har oplevet. Denne store og uendelige lidelse »fik [ham] … den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore« (L&P 19:18). Kun han kunne gøre det.

Jesus blev derefter ført til Golgata, og i det mest tragisk uretfærdige øjeblik i denne verdens historie blev han korsfæstet. Ingen kunne have taget hans liv fra ham. Som Guds Enbårne Søn havde han magt over fysisk død. Han kunne have bedt til sin Fader, og legioner af engle ville være kommet for at overvinde dem, der pinte ham, og vise, at han havde herredømme over alt. Men da Jesus blev forrådt, spurgte han: »Hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?« (Matt 26:54).

Af fuldkommen lydighed mod sin Fader – og fuldkommen kærlighed til os – gav Jesus villigt sit liv og fuldendte sit uendelige og evige sonoffer, som rækker tilbage i tid og fremad i al evighed.

Jesus befalede sine apostle at fortsætte sit værk efter sin død. Hvordan skulle de gøre det? Mange af dem var bare jævne fiskere, og ingen af dem var blevet oplært i synagoger til tjenestegerningen. I det øjeblik syntes Kristi kirke at være bestemt til udryddelse. Men apostlene fandt styrke til at bære deres kald og forme verdenshistorien.

Hvad fremkaldte styrke fra sådan tydelig svaghed? Den anglikanske kirkeleder og lærde Frederic Farrar har sagt: »Der er et og kun et muligt svar – opstandelsen fra de døde. Denne umådelige forvandling skyldtes kraften i Kristi opstandelse.«⁴ Som vidner om den opstandne Herre vidste apostlene, at intet kunne forhindre dette værk i at gå fremad. Deres vidnesbyrd var en kilde til styrke, da Kirken i sin første tid overvandt alle odds.

Denne påsketid erklærer jeg som et af hans ordinerede vidner, at Herren Jesus Kristus tidligt en smuk søndag morgen opstod fra døden for at styrke os og bryde dødens bånd for alle. Jesus Kristus lever! På grund af ham er døden ikke slutningen for os. Opstandelsen er Kristi gratis og universelle gave til alle.

Billede

Kristus og Maria Magdalene ved graven

Kristus og Maria ved graven [Christ and Mary at the Tomb], af Joseph Brickey

Kom til Kristus

Jesu Kristi evangelium og forsoning er for alle – det vil sige for hver enkelt. Den eneste måde, hvorpå vi kan opleve alle velsignelserne ved Frelserens sonoffer, er ved personligt at tage imod hans opfordring: »Kom til mig« (Matt 11:28).

Vi kommer til Kristus, når vi udøver tro på ham og omvender os. Vi kommer til ham, når vi bliver døbt i hans navn og modtager Helligåndsgaven. Vi kommer til ham, når vi holder buddene, modtager ordinancer, ærer pagter, tager oplevelser i templet til os og lever den slags liv, som Kristi disciple lever.

Til tider vil I opleve at blive nedslået og skuffet. Det kan skære jer i hjertet på vegne af jer selv eller dem, I elsker. I kan blive bebyrdet af andres synder. De fejl, I har begået – som måske er alvorlige – kan få jer til at frygte, at fred og lykke har forladt jer for evigt. Husk i sådanne tider på at Frelseren ikke blot løfter syndens byrde, men også »[led] smerter og trængsler og fristelser af enhver art« (Alma 7:11), inklusive jeres! På grund af det han gik igennem for jer, ved han personligt, hvordan han kan hjælpe jer, når I tager imod hans livsændrende opfordring: »Kom til mig.«

Jesus Kristus har gjort det klart, at alle vor himmelske Faders børn har samme krav på velsignelserne i hans evangelium og forsoning. Han minder os om, at »alle mennesker har samme muligheder, det ene såvel som det andet, og det er ingen forbudt« (2 Ne 26:28).

»Han opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde« (2 Ne 26:33).

»Han opfordrer dem alle« – det betyder alle af os! Vi bør ikke bruge overfladiske definitioner eller kunstige beskrivelser af os selv eller andre. Vi bør aldrig opstille nogen barriere for Frelserens kærlighed eller nære tanker om, at vi eller andre er uden for hans rækkevidde. Som jeg før har sagt: »Det er umuligt for [nogen] at falde uden for rækkevidden af Kristi forsonings uendelige lys.«⁵

I stedet bliver vi, som søster Holland og jeg underviste om nogle få måneder før hendes død, befalet at »nære næstekærlighed, hvilken næstekærlighed er kærlighed« (2 Ne 26:30).⁶ Dette er den kærlighed, Frelseren viser os, for »han gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden, så han endog nedlægger sit eget liv, så han kan drage alle mennesker til sig« (2 Ne 26:24).

Jeg vidner om, at evangeliet og Jesu Kristi forsoning er for alle mennesker. Jeg beder til, at I med glæde vil tage de velsignelser til jer, som han bringer.