En glædens røst for vore børn

Jeg kan lide udråbstegn! Jeg bruger dem, når jeg skriver noter til mig selv og til andre. Det er en måde at vise entusiasme og forpligtelse. Et af mine yndlingsskriftsteder har udråbstegn:

»Hvad hører vi nu i det evangelium, som vi har modtaget? En glædens røst!« Der er tre udråbstegn mere i resten af verset og i de følgende fire vers. De lyder i uddrag:

»En nådens røst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden … en glædesrøst …

… Hvor herlig er ikke den røst, vi hører fra himlen, der taler til vore øren om herlighed og frelse …!«1 – med et udråbstegn.

Vi kan høre en glædesrøst, der bringer budskab om håb og glæde i vores egen tilværelse. Glæden ved vore vidnesbyrd om Frelseren kan sætte udråbstegn ved hvert eneste aspekt af vores liv i vores søgen efter at komme til Kristus.

Hvad med vore børn? Hører de budskaber af glæde og håb i evangeliet? Efter en lektion i Primary om Joseph Smiths første åbenbaring blev klassen bedt om at tegne et billede, som de kunne tage med hjem og vise deres familie. Børnene var blevet undervist om det mørke, som Joseph oplevede før Faderen og Sønnen viste sig. En seksårig pige tog en sort farve og begyndte at tegne. Hun farvede bunden og op langs den ene side så sort, som hun kunne. Da læreren spurgte hende om billedet, sagde hun, at hun tegnede Joseph Smith i mørket.

Hendes lærer spurgte: »Ved du, at da vor himmelske Fader og Jesus viste sig, måtte mørket forsvinde? Vor himmelske Fader og Jesus er altid mere magtfuld end Satan, og de vil beskytte dig.« Barnet vendte tilbage til sin tegning. Øverst i det ene hjørne tegnede hun to skitsefigurer, og derpå byttede hun sin sorte farve ud med en meget gul farve og udfyldte resten af siden med lys.

Det er dette lys, lyset fra den gengivne evangelium – en »glædens røst« – som forældre kan lære deres børn at kende. Modstanderen er virkelig, men børn kan føle den fred og glæde, som kommer, når de udviser tro på Jesus Kristus. Vore børn vil ikke opleve dette lys, medmindre vi underviser dem i evangeliet.

Herren har vejledt forældre om, at »opdrage [deres] børn i lys og sandhed.«2 Han instruerede os også om at undervise vore børn i »at bede og at vandre retskaffent for Herren«,³ og »i læren om omvendelse, tro på Jesus Kristus … og om dåb og den Helligånds gave …«⁴ Vi hjælper dem med at indstille deres øre, sind og hjerte på at genkende »glædens røst« og et ønske om at være værdig til at modtage evig glæde, når vi underviser i evangeliets sandheder.

Dette er eksemplificeret i Mormons Bog. Enos’ far underviste ham »i Herrens tugt og formaning.« Denne store velsignelse fik Enos til at udbryde: »… velsignet være min Guds navn derfor.«⁵ Enos udbrød derefter: »… de ord, som jeg ofte havde hørt min fader sige angående det evige liv og de helliges glæde, sank dybt i mit hjerte.«⁶

En ven fortalte mig om en oplevelse, som hun som lille havde haft i en gren af Kirken, hvor hun var det eneste barn i primaryalderen. Uge efter uge afholdt hendes mor hjemme-Primary på samme dag og samme tidspunkt. Hun så ivrigt frem til at sidde på sofaen sammen med sin mor og lære om Jesu Kristi evangelium, og hvordan hun skulle efterleve det. Moderen skrev omhyggeligt referat, som viser, at primarymøderne i hjemmet altid omfattede bønner, sang og en lektion.

Denne mor ønskede i sit hjerte, at hendes lille datter udviklede et vidnesbyrd om Jesus Kristus og følte glæden ved evangeliet. Hun gav sin datter det, som havde været så vigtigt for hende som barn. Denne lille pige, som nu er en troens og pagtens kvinde, ser tilbage på sin barndom med dyb taknemlighed for hendes mors entusiasme og forpligtelse til at lære hende om Frelseren. Moderens ihærdighed blev til glæde for hendes datter – med udråbstegn.

De levende profeter udtrykker sig klart om vores hellige pligt til at undervise vore børn.⁷ I et brev fra Det Første Præsidentskab rådes vi »til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og instruktion i evangeliet samt sunde familieaktiviteter højest. Uanset hvor værdige eller relevante andre krav eller aktiviteter måtte være, må de aldrig få lov til at erstatte de guddommeligt pålagte pligter, som kun forældre og familier kan udføre på rette måde.«⁸

Ja, livet kan bevæge sig meget hurtigt for forældre, og det er også ved at ske for børnene. Det ville være let at sige, at der ikke er tid nok til at nå det hele. Når jeg ser tilbage på en tid, som gik alt for hurtigt, kan jeg nu se, at hver dag var fuld af små, dyrebare øjeblikke fyldt med muligheder for at hjælpe vore børn med at høre »glædens røst« i evangeliet. Børn lærer altid af os. De lærer, hvad der vigtigt, ved det, som vi vælger at gøre, så vel som af det, som vi vælger ikke at gøre. Tilfældige og uregelmæssige familiebønner, studium af skriften og familieaftener er ikke nok til at styrke vore børn. Hvor vil børn lære om evangeliet og om standarder som kyskhed, retskaffenhed og ærlighed, hvis ikke i hjemmet? Disse værdier kan styrkes i kirken, men forældre er de bedste og mest effektive til at undervise deres børn i disse værdier.

En forståelse af, hvem disse børn er og deres muligheder i Guds rige, kan give os et større ønske om at håndtere udfordringerne mere tålmodigt – mere kærligt. Herren vil hjælpe os med at undervise vore børn, hvis vi gør alt, hvad der står i vores magt. Familier er evige, og Frelseren ønsker, at det skal lykkes for os. Når vi søger Ånden, kan vi modtage den trøst, vejledning og vished, som vi har behov for til at opfylde de ansvar og modtage de velsignelser, der er knyttet til forældrerollen.

De guddommeligt inspirerede programmer i Kirken og de, som er kaldet til at betjene vore børn, kan hjælpe os. Min mand og jeg er taknemlig for biskopper, ledere i præstedømmet og i hjælpeorganisationer, hjemmelærere og besøgslæ-rerinder,, som har været med til at styrke vores familie. Uanset om vi har børn i vores hjem eller ej, så kan vi hver især spille en vigtig rolle ved at hjælpe forældre.

Børn har så store evner til at lære at kende alt det væsentlige i riget. Når vi lytter til dem, kan vi bedre forstå, hvordan de anvender det, som de har lært om evangeliet. En far forklarede sin fireårige datter, at familien havde tilbragt det meste af dagen med at gøre rent i huset, og at hvert eneste værelse var rent på nær et.

»Ved du, hvilket værelse der ikke er rent?« spurgte han hende.

»Mit,« svarede hun hurtigt.

»Kender du nogen, som kan hjælpe til med at gøre dit værelse rent?« spurgte han, idet han forventede som svar, at det kunne hun selv.

Men i stedet svarede hun: »Far, jeg ved, at hver gang man er bange, bekymret eller har brug for hjælp, så knæler man ned og beder vor himmelske Fader om hjælp.«

Det er interessant at lægge mærke til, at når vi lytter til vore børn, så kan de også undervise os. En far fortalte om en oplevelse, som han havde med sin otteårige datter. Han sagde: »Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige til nadvermødet om emnet ›at blive som børn,‹ spurgte jeg min datter, hvorfor vi skulle blive som børn. Hun svarede uden at tøve: ›Fordi vi alle er børn sammenlignet med Jesus, og fordi børn har så god en fantasi.‹«

Overrasket over den sidste del af hendes svar spurgte han, hvorfor vi har behov for en god fantasi. Hun svarede: »Så vi kan forestille os Jesus i Getsemane Have og på korset, og så vi kan tænke på ham, når vi nyder nadveren.«

Som ved alt andet var Frelseren eksemplet for os på, hvordan vi bør elske og undervise vore børn. Da han viste sig for nephiterne på den vestlige halvkugle, fortæller skrifterne os, at da han talte til folket »græd han … og han tog deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem og bad til Faderen for dem.«⁹

Præsident Gordon B. Hinckley sagde med henvisning til denne lejlighed: »Der er intet mere blidt og smukt billede i hele den hellige skrift end dette enkle sprog, som beskriver Frelserens kærlighed til små børn.«¹⁰

Nøglen til at undervise effektivt i evangeliet i hjemmet er at indbyde Herrens Ånd til at være hos os. Det bedste råd, som min mand og jeg har modtaget under turbulente perioder i opdragelsen af vore børn, var at gøre alt, hvad der er muligt, for at indbyde samt bevare Ånden i vores hjem. Børn kan ikke lære noget åndeligt og have åndelige følelser uden Åndens vejledning.

Som forældre kan vi ofte bære vores vidnesbyrd om Jesus Kristus for vore børn. Når vi bærer vidnesbyrd, uanset om det er ved familieaften eller i et undervisningsøjeblik, indbyder vi Ånden. Præsident Boyd K. Packer har også belært os om, at »undervise vore unge mennesker om at bære vidnesbyrd – at bære vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, at Joseph Smith er Guds profet, at Mormons Bog er sand.«¹¹

Præsident Hinckley forsikrer os: »Af alle glæder i livet, er der ingen, der overgår lykkelige forældres. Af alle de ansvar, vi slås med, er der intet, der er ligeså alvorligt. At opdrage børn i en atmosfære af kærlighed, tryghed og tro er den mest belønnende af alle udfordringer.«¹²

Jeg ved – med udråbstegn – at børn kan modtage et vidnesbyrd ved Ånden, som bringer overbevisning og forpligtelse til hjertet! Jeg vidner om, at dette er vores opgave, at dette er vores mulighed, for omhyggeligt at undervise vore børn og vidne for dem om sandheden af Jesu Kristi evangelium, og for at de også hører »glædens røst.« I Jesu Kristi navn. Amen.