Hvad får jeg ud af det?

Jeg beder ydmygt om, at den samme ånd, som har hvilet over de andre talere denne formiddag, vil fortsætte dermed, mens jeg nu taler til jer.

For mange år siden arbejdede jeg sammen med to ældre og mere erfarne mænd. Vi havde været venner i mange år og fandt gensidig glæde ved at hjælpe hinanden. En dag bad en af dem om vores hjælp i forbindelse med en indviklet sag. Så snart han havde forklaret problemet, var det første, den anden sagde: »Hvad får jeg ud af det?« Da hans gamle ven svarede så selvisk, lagde jeg mærke til det sårede og skuffede udtryk i ansigtet på ham, som havde bedt os om hjælp. Forholdet mellem de to blev aldrig helt det samme efter det. Vores selvoptagede ven havde ingen medgang, for hans selviskhed formørkede hans store evner, talenter og egenskaber. Desværre kommer en af vor tids forbandelser til udtryk i dette selviske spørgsmål: »Hvad får jeg ud af det?«

I min tidligere profession hjalp jeg engang arvingerne efter et retskaffent ægtepar med at dele boet. Boet var ikke stort, men det var frugten af mange års hårdt arbejde og ofre. Børnene var alle ærlige, gudfrygtige mennesker, som var blevet opdraget til at efterleve Frelserens frelsende principper. Men da boet skulle deles, udviklede der sig et skænderi om, hvem der skulle have hvad. Skønt der ikke var noget værdifuldt at slås om, skabte selviskheden og begærligheden en splid mellem nogle af familiens medlemmer, som aldrig blev bilagt, og som fortsatte i det næste slægtled. Hvor er det tragisk, at arven efter disse vidunderlige forældre viste sig at blive så ødelæggende for familiesammenholdet og kærligheden mellem deres børn. Af dette lærte jeg, at selviskhed og begærlighed fører til bitterhed og splid. Omvendt bringer offervilje og gavmildhed fred og ro i sjælen.

I det store råd i himlen, da den store plan for frelse for Guds børn blev forelagt, svarede Jesus: »Her er jeg, send mig,«¹ og, »Fader, ske din vilje, og din være herligheden evindelig.«² Og således blev han vores Frelser. I modsætning hertil svarede Satan, som var blevet højt agtet som »en morgenrødens søn«³, at han ville komme ned og »forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes.«⁴ Satan stillede to betingelser: Den første var, at mennesket blev nægtet handlefriheden. Den anden var, at han skulle have æren. Med andre ord skulle han have noget ud af det. Og således blev han fader til alle løgne og al selviskhed.

At tage sit kors op og følge Frelseren vil sige, at man overvinder sin selviskhed – at man forpligter sig til at tjene andre. Selviskhed er et af menneskets lavere karakteregenskaber, som vi må undertrykke og overvinde. Vi torturerer sjælen, når vi fokuserer på at få snarere end på at give. Ofte er det første ord, som mange små børn lærer at sige, min. Vi er nødt til at lære dem glæden ved at dele med andre. Ja, en af de store lærermestre med hensyn til, hvordan man overvinder selviskhed, er forældrerollen. Nogle mødre går ind i dødsskyggens dal for at føde børn. Mange forældre arbejder hårdt og ofrer så meget for at kunne give deres børn husly, mad, tøj, beskyttelse og uddannelse.

Jeg har lært, at selviskhed i højere grad drejer sig om, hvilke følelser vi har for vore ejendele, end om hvor meget vi har. Digteren Wordsworth har sagt: »Verden er for meget en del af os, både tidligt og sent/Ved at købe og spendere spilder vi vore kræfter.«⁵ En fattig kan være selvisk,⁶ og en rig kan være gavmild, men den, der alene er besat af begærlighed, har det svært ved at finde fred i livet.

Ældste William R. Bradford har engang sagt: »Af alle de påvirkninger, som får mennesker til at træffe de forkerte valg, er selviskhed utvivlsomt den stærkeste. Hvor der findes selviskhed, mangler Herrens Ånd. Talenter kommer ingen til nytte, de fattiges behov bliver ikke tilgodeset, de svage bliver ikke styrket, de uvidende bliver ikke undervist og de fortabte bliver ikke hentet tilbage.«⁷

Jeg talte for nylig med et af de mest gavmilde mennesker, jeg nogen sinde har kendt. Jeg bad ham om at beskrive den tilfredsstillelse, som han har følte ved at være gavmild. Han talte om den glæde og lykke, han havde følt ved at dele med andre, som var mindre heldigt stillet. Han sagde, at intet af det i virkeligheden var hans – alt kommer fra Herren – vi forvalter blot det, han giver os. Som Herren sagde til profeten Joseph Smith: »Alt dette [er] mit, og I er mine forvaltere.«⁸

Til tider er det let for os at glemme, at »jorden med alt, hvad den rummer … tilhører Herren.«⁹ Frelseren har givet os denne advarsel, som står i Lukasevangeliet: »›Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.‹

Og han fortalte dem en lignelse: ›Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt.

Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst.

Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods.

Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!

Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?

Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.‹«¹⁰

For nogle år siden fortalte ældste ElRay L. Christiansen om en af sine fjerne skandinaviske slægtninge, som sluttede sig til Kirken. Han var ret velstående og solgte sin jord og sine køer i Danmark for at kunne rejse til Utah med sin familie. I nogen tid gik det ham godt, hvad Kirken og dens aktiviteter angår, og han havde økonomisk fremgang. Men han blev så optaget af sit gods, at han glemte formålet med, at han var rejst til Amerika. Biskoppen besøgte ham og bad ham indtrængende om at blive aktiv igen. Årene gik, og nogle af hans brødre besøgte ham og sagde: »Lars, Herren var god mod dig, da du boede i Danmark. Han var været god mod dig, lige siden du kom hertil … Nu da du er ved at blive lidt ældre, så mener vi, at det ville være godt for dig, at du brugte noget af din tid i Kirkens interesse. Når alt kommer til alt, kan du jo ikke tage alt dette med dig, når du skal herfra.«

Oprørt over denne bemærkning sagde manden: »Jamen, så vil jeg slet ikke herfra.«¹¹ Men han kom herfra! Og det gør vi jo alle!

Det er så let for nogle at blive besat af det, de har, og at miste det evige perspektiv af syne. Da Abraham forlod Egypten, tog hans nevø Lot med ham til Betel. Både Abraham og Lot havde flokke og hjorde og telte, og »landet kunne ikke brødføde dem begge, så de kunne bo der sammen, for de ejede så meget, at de ikke kunne bo der sammen.«¹² Efter lidt gnidninger mellem Abrahams og Lots hyrder, stillede Abraham Lot følgende forslag: »Der må ikke være splid mellem dig og mig, mellem dine og mine hyrder, for vi er jo i slægt med hinanden …

… Vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.«¹³

Lot så, »hvad han kunne få ud af det«, da han så ud over den frodige Jordandal, og valgte at tage det område, som lå i nærheden af det verdslige Sodoma.¹⁴ Abraham var tilfreds med at bosætte sig med sine flokke i det mere golde land Kana’an, og alligevel samlede han sig endnu mere rigdom der.

Imidlertid huskes Abraham mere som den store patriark for Herrens pagtsfolk. En af de første gange tiendebetaling nævnes er, hvor Abraham betalte tiende til Melkisedek af alt, hvad han ejede.¹⁵ Abraham havde tillid til Herren, som viste ham den førjordiske verdens intelligenser, hvordan Frelseren blev udvalgt og skabelsen.¹⁶ Abraham er også kendt for sin villighed til at ofre sin søn Isak. Denne kolossale troshandling er symbolsk for verdenshistoriens ypperligste, uselviske gerning, da Frelseren ofrede sit liv for alle os for at sone for vore synder.

For nogle år siden var der en »koreanerdreng, som købte aviser for sine lommepenge. Derpå gik han og nogle af hans venner ud på Seouls gader i Korea og solgte dem for at tjene penge til at hjælpe en skolekammerat, der ikke havde penge nok til at læse videre. Denne unge mand delte også sin madpakke med skolekammeraten hver dag, for at denne ikke skulle sulte. Hvorfor gjorde han det? Fordi han havde studeret lignelsen om den barmhjertige samaritaner¹⁷ og ikke kun ønskede at lære om den barmhjertige samaritaner, men også at vide, hvordan det føltes at virke som en barmhjertig samaritaner … Først da faderen indgående havde spurgt ham, hvad han bestilte,«¹⁸ indrømmede han det: »Men far, hver gang jeg hjælper min ven, føler jeg, at jeg bliver mere som den barmhjertige samaritaner. Desuden vil jeg gerne hjælpe de af mine klassekammerater, som er mindre heldigt stillet end jeg. Jeg gør i virkeligheden ikke noget særligt. Jeg læste om det i mit seminarhæfte og følte, at det var noget, jeg måtte gøre.«¹⁹ Drengen spurgte ikke: »Hvad får jeg ud af det«, før han udførte denne velgerning. Faktisk gjorde han det uden at skænke belønning eller anerkendelse en tanke.

Den 11. september 2001 blev de to tårne i World Trade Center i New York City ramt af to kaprede fly, og begge tårne styrtede sammen. Tusindvis af mennesker blev dræbt. Af denne tragedie er der kommet hundredvis af beretninger om modige, uselviske handlinger. En af disse meget gribende og heltedådige beretninger er artiklen i Washington Post om den pensionerede oberst Cyril »Rick« Rescorla, som arbejdede som vicepræsident i den interne sikkerhedsafdeling i Morgan Stanley Dean Witter.

Rick var en tidligere meget erfaren leder i hæren. Han opholdt sig på sit kontor, da »det første fly ramte det nordlige tårn kl. 8.48 … Han modtog en opringning fra 71. etage om eksplosionen i World Trade Center 1 og beordrede straks, at alle 2.700 ansatte i bygning 2 såvel som yderligere 1.000 i bygning 5 blev evakueret.« Med sin megafon rykkede han op fra etage til etage, arbejdede sig gennem en flaskehals på 44. etage og nåede helt op til 72. etage, hvor han hjalp til med at evakuere mennesker fra hver etage. En af Ricks venner, som så ham i færd med at undsætte nogle mennesker på trappeopgangen ud for 10. etage, sagde: »Rick, du må også selv se at komme ud.«

»Først når jeg er sikker på, at alle andre er kommet ud,« svarede han.

»Han tog det fuldstændig roligt. For ham var det vigtigere at redde sine kollegers liv end sit eget.« Han ringede til hovedkvarteret for at sige, at han var på vej op for at lede efter folk, der var faret vild.

Hans hustru havde siddet og set, hvordan flyet fra United Airlines var fløjet ind i det tårn, hvor han befandt sig. »Efter nogen tid ringede telefonen. Det var Rick.

›Nu skal du ikke græde,‹ sagde han. ›Jeg er nødt til at evakuere mine folk nu.‹«

»Hun blev ved med at hulke.

›Hvis der sker mig noget, skal du vide, at du betyder alt for mig.‹

Så blev forbindelsen afbrudt.« Rick nåede ikke ud i tide.

»Af de 2.700 ansatte i Morgan Stanley, som var på arbejde i det sydligere tårn den 11. september, døde kun seks personer – et enkeltstående mirakel midt i katastrofen. Og selskabets chefer siger, at Rescorla fortjener det meste af æren. Han udarbejdede evakueringsplanen. Han fik i hast sine kolleger i sikkerhed. Og derefter gik han tilsyneladende tilbage ind i infernoet for at søge efter mennesker, som var faret vild. Han var den sidste, som kom ud af det sydligere tårn, efter at der var sprunget en bombe i World Trade Center i 1993, og ingen tvivler på, at det ville han have været igen sidste måned, hvis skyskraberen ikke var styrtet sammen over ham inden da.«

Midt i den store ondskab og ødelæggelserne den 11. september 2001 var Rick ikke optaget af, hvad han kunne få ud af det. I stedet tænkte han uselvisk på andre og på den fare, de var i. Rick Rescorla var »den rette mand på det rette sted på det rette tidspunkt.« Rick, »et 62-årigt mandfolk ofrede fattet sit liv for andre.«²⁰ Som Frelseren selv sagde: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.«²¹

De fleste af os viser ikke vores uselviskhed på en så dramatisk måde, men for hver enkelt af os kan uselviskhed medføre, at vi er den rette person på det rette tidspunkt på det rette sted for at tjene andre. Næsten hver dag byder på muligheder for at gøre uselviske gerninger for andre. Sådanne gerninger er ubegrænsede og kan være så enkle som et venligt ord, en håndsrækning eller et hjerteligt smil.

Frelseren har givet os denne påmindelse: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.«²² Et af livets paradokser er, at den, der spørger: »Hvad får jeg ud af det,« erhverver måske penge, ejendomme og jord, men mister til syvende og sidst den tilfredshed og lykke, som nydes af den, der deler sine talenter og evner gavmildt med andre.

Jeg vil gerne vidne om, at den mest berigende tjeneste, som nogen af os kan yde, er i Mesterens tjeneste. I mit livs forskellige gøremål er der ingen bestræbelse, der har været så givende og velgørende som at tage imod kald til at tjene i denne kirke. Hvert eneste kald har været anderledes. Hvert eneste har medført sin egen velsignelse. Den største tilfredshed i livet får man ved at tjene andre og ikke være optaget af, hvad man selv får ud af det. Om dette aflægger jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.