2002
Nye ledere kaldet, retningslinier bekendtgjort
November 2002


Nye ledere kaldet, retningslinier bekendtgjort

Ved transmissionen fra generalkonferencen, som nåede ud til den største andel af Kirken nogensinde, bekendtgjorde præsident Gordon B. Hinckley ændringer i retningslinier, og Kirkens medlemmer opretholdt et nyt hovedpræsidentskab for Unge Piger, flere nye generalautoriteter og nye medlemmer af De Halvfjerds’ Præsidium og Søndagsskolens hovedpræsidentskab.

Oktoberkonferencen 2002 var den første generalkonference, som blev transmitteret til dele af Asien, Australien, Østeuropa og Stillehavsøerne. Over 5.000 kirker er nu udstyret til at modtage Kirkens transmissioner, hvilket giver 90% af Kirken adgang til satellittransmissioner fra generalkonferencen. Desuden blev møderne sendt direkte på internettet.

Ved oktoberkonferencen 2002 blev et nyt hovedpræsidentskab for Unge Piger opretholdt. Søster Susan W. Tanner blev kaldet til at tjene som hovedpræsidentinde for organisationen Unge Piger. Søster Julie B. Beck blev kaldet som førsterådgiver, og søster Elaine S. Dalton blev kaldet som andenrådgiver.

Søster Margaret D. Nadauld og hendes rådgivere, søster Carol B. Thomas og søster Sharon G. Larsen, blev afløst som Unge Pigers hovedpræsidentskab.

Fem nye generalautoriteter blev kaldet til De Halvfjerds’ Andet Kvorum: Ældste Craig C. Christensen, ældste James M. Dunn, ældste Daryl H. Garn, ældste D. Rex Gerratt og ældste Spencer V. Jones.

Ældste Richard D. Allred, ældste Athos M. Amorim, ældste L. Edward Brown, ældste Earl M. Monson og ældste Jerald L. Taylor blev afløst som medlemmer af De Halvfjerds’ Andet Kvorum.

Desuden blev 21 halvfjerdser-områdeautoriteter afløst. Blandt de afløste tjente 11 i USA, mens de andre tjente i Argentina, Australien, Bolivia, Brasilien, England, Tyskland, Japan, Korea, Peru og Uruguay.

Ældste Dieter F. Uchtdorf blev opretholdt som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium, og ældste Val R. Christensen blev opretholdt som andenrådgiver i Søndagsskolens hovedpræsidentskab. Ældste Ben B. Banks fra De Halvfjerds blev betegnet som emeritus generalautoritet og afløst fra De Halvfjerds’ Præsidium, og ældste Richard J. Maynes blev afløst som andenrådgiver i Søndagsskolens hovedpræsidentskab for at kunne varetage andre opgaver.

Ved præstedømmets møde bekendtgjorde præsident Hinckley flere ændringer i retningslinier samt understregede gældende retningslinier og fremgangsmåder. I erkendelse af den store arbejdsbyrde, som præstedømmeledere har, bekendtgjorde præsident Hinckley, at tempelanbefalinger med virkning fra 1. november er gyldige i to år i stedet for et, hvilket begrænser den tid, som ledere bruger på interview.

Han bekendtgjorde også, at missionærafskedsmøder vil blive begrænset til en nadvermødetale af den afrejsende missionær, og at familiemedlemmer ikke skal deltage i eller planlægge mødet. Præsident Hinckley mindede medlemmerne om, at åbenthus for missionærer frarådes.

Præsident Hinckley bad også samfundsledere om at respektere kirkemedlemmers ønske om at holde familieaften ved at holde mandag aften fri for skoleaktiviteter eller andre arrangementer. Han talte også imod gæld, umoral og børnemishandling.