Offer og lydighed palmen ham bringer

Ordene »offer og lydighed palmen ham bringer« fra salmen »Priser profeten«1 har altid rørt min sjæl. Offer defineres som: »Det at opgive noget af værdi for noget, som har større værdighed eller betydning«.2 Ofre forekommer i mange afskygninger. De sidste dages hellige indgår en pagt med Herren om at ofre. Ved at gøre det vælger vi at følge hans vilje og vier vores liv til at opbygge hans rige og tjene hans børn.

Til dem, som trofast bringer ofre ved at betale en ærlig tiende, har Herren lovet, at han vil åbne himlens vinduer.³ Et sådant offer velsigner ikke alene den enkelte og familien, men de frivillige bidrag til Kirken udgør de livgivende ressourcer, som hjælper Herrens rige med at udføre mirakler hver dag. Kong Benjamin sagde: »Tænk på deres velsignede og lykkelige tilstand, der holder Guds bud. Thi se, de blev velsignet i alle ting, både timelige og åndelige«⁴ Den trofaste betaling af tiende er et ydre udtryk for en indre forpligtelse til at bringe ofre.

At adlyde fasteloven er en anden form for offer. Herren beder os om én søndag om måneden at faste ved to måltider. Vi indbydes til at bidrage med et beløb svarende til værdien af disse to måltider til Kirken, så den kan hjælpe de nødlidende. Faste og det at give et rigeligt fasteoffer har en rensende virkning på sjælen. Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Ved at overholde fasteloven finder man et personligt kildevæld af kraft til at overvinde selvglæde og egoisme.«⁵

Tempeltjeneste og slægtsforskning er et kærlighedsoffer. Trofaste hellige bidrager med millioner af timer til at samle deres slægts historie. De læser mikrofilm og optegnelser, og med pen og computere nedskriver de datoer og begivenheder. I templet udfører de hellige ordinancer for deres dyrebare forfædre. Ligesom med Frelseren, så er dette et udtryk for et offer – at gøre noget for andre, som de ikke selv kan gøre.

For nogle år siden, mens jeg i medfør af min kaldelse var i Skt. Petersborg i Rusland, havde min hustru Mary Jayne og jeg en enestående mulighed for at føle velsignelserne ved den slægtshistoriske indsats. Vi besøgte landsarkivet for med egne øjne at se Kirken indsats med at mikrofilme nogle af optegnelserne fra det vestlige Rusland. Mens jeg så arkivaren fotografere side efter side af mugne gamle bøger fra byen Pskov, blev disse navne til virkelige mennesker. Det var som sprang de frem fra siden og sagde: »I har fundet mig, og jeg er ikke længere fortabt. Jeg ved, at en eller anden et eller andet sted i min familie vil bringe mit navn til templet, og at jeg der vil blive døbt og modtage begavelsen, og jeg vil få min hustru og mine børn beseglet til mig. Tak!«

Joseph Smiths liv var et forbillede med hensyn til uselvisk at ofre sig for Jesu Kristi evangelium. Selv om profeten Joseph led meget, forblev han optimistisk og overvandt mange forfølgelser. Parley P. Pratt fortæller om en hjerteskærende oplevelse fra dengang, hvor han var i fængsel med profeten i Missouri i vinteren 1838-1839. Disse seks måneder med lidelser og indespærring udviklede denne, forudordinerede, fremragende profet.

I fængslet havde profeten og hans brødre lyttet til praleriet og de frygtelige krænkelser, som vagterne havde begået blandt »mormonerne«. Til sidst kunne profeten ikke længere udholde deres forbandelser. Pludselig rejste han sig og talte med en tordenrøst: »›TI STILLE, I djævle fra helvedes afgrund. I Jesu Kristi navn irettesætter jeg jer, og befaler jer at tie …‹

Han stod rank og med ophøjet værdighed. I lænker og uden et våben, rolig, fattet og ophøjet som en engel … [De forfærdede vagter krøb sammen] i et hjørne,« lagde deres våben ned, »tryglede ham om tilgivelse og forblev tavse til vagtskiftet.«

Bror Pratt skriver videre: »Jeg har set dommere klædte i kapper … jeg har set en kongres under et højtideligt møde … jeg har forsøgt at forestille mig konger, hoffer, troner og kroner … men værdighed og majestæt har jeg kun set en gang, stående i lænker en midnat i et fangehul i en fjern landsby i Missouri.«⁶

Nogle uger efter denne begivenhed søgte Joseph i en anden meget mørk stund Herren om vejledning. Herren sagde: »Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik.«⁷ Herren udtalte derpå disse inspirerende ord til profeten: »Jordens ender skal spørge efter dit navn.«⁸

Fem år senere, da Joseph så tilbage på det ufuldstændige byggeri af templet i Nauvoo, vidste han, at hans rejse var ved at være forbi, og at han skulle gå »som et lam til slagtebænken,« men alligevel var han »rolig som en sommermorgen.«⁹ Med forsikringer om beskyttelse lod han sig endnu en gang arrestere. Men hans tillid blev svigtet. Den 27. juni 1844 blev han sammen med sin bror Hyrum brutalt myrdet i fængslet i Carthage.

Jordens ender har spurgt efter Joseph Smiths navn, og i dag går solen aldrig ned over Jesu Kristi genoprettede kirkes medlemmer over hele verden. Disse ord om martyren Abraham Lincoln beskriver også profeten Joseph Smiths storhed:

Der kan ikke være noget større offer end Jesu Kristi sonoffer. Hans forsoning, selv om den er ufattelig og uden sidestykke, var den største begivenhed i denne verden. Lykkeligvis har døden på grund af hans største og barmhjertige offer ikke nogen brod og graven ingen sejr.

Vores udfordring er uselvisk at ofre alt, hvad vi har fået, herunder også vore egne ønsker. Ældste Neal A. Maxwell har ganske rigtigt sagt: »Det eneste helt personlige, som vi kan lægge på Guds alter, er at indordne vores vilje under hans. De mange andre ting, som vi ›giver‹ … er ting, som han allerede har givet eller lånt til os.«¹¹

Offer er i sidste ende en hjertesag. »Se, Herren fordrer hjertet og et villigt sindelag.«¹² Hvis vi viser omsorg, hvis vi er barmhjertige, hvis vi er lydige mod Gud og følger hans profeter, så vil vore ofre bringe himlens velsignelser. »Som offer skal I bringe mig et sønderknust hjerte og en angergiven ånd.«¹³

Jeg oplevede på en usædvanlig måde et glimt af vor Frelsers kærlighedsoffer for mig. Min hustru og jeg var i Jerusalem juleaften og besøgte flere af de steder, hvor Frelseren gik rundt og underviste. De pinsler, som Frelseren led, voldte os dyb sorg, da vi stod i fangekælderen under Kajfas’ palads. Det var her, at vor Herre blev pisket og plaget. Vi så hullerne til kæderne i stenmuren. I tårer sang vi »En stakkels sorgbetynget mand.«¹⁴ Han var så alene blandt nederdrægtige forfølgere. Med tungt hjerte bad vi om mod til at være hans værdige tjenere.

Kort derefter besøgte vi den tomme gravhave. Ordene fra skriften: »Han er ikke her; han er opstået«¹⁵ rungede i vore hjerter. Eliza R. Snow skrev:

Frelserens forsoning var den største kærlighedsgerning, som menneskeheden kender.

Vi synger disse ord af præsident Gordon B. Hinckley:

Jeg sørger over, at blot en enkelt af hans blodsdråber blev udgydt for mig. Jeg beder til, at jeg en dag vil møde Frelseren. Jeg vil knæle ned og kysse sårene i hans hænder og fødder, og han vil borttørre mine tårer. Jeg vil også bede til, at han vil sige: »Godt, du gode og tro tjener.«¹⁸ På grund af hans barmhjertighed har vi håb, søskende. Han er kilden til alle velsignelser. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi hellige navn, han, som er det største eksempel på offervilje, ja, vor Frelser. Amen.