Omsluttet af hans kærligheds arme

Midt i krisernes kaos og de globale begivenheders skrækkelige svirren bevarer sande disciple troen på en åbenbarende og kærlig Gud og hans forløsningsplan for sine børn – hvilken plan er formålet med alt, hvad Gud gør! (Se Moses 1:39). Desuden viser Guds karakter os, sådan som den er blevet os åbenbaret, at han har den kosmiske kapacitet, der sikrer, at han er »i stand« til at udføre sit omfattende virke (2 Nephi 27:20-21; JSO, Es 29:22-23).

Sande disciple bevarer også troen på hans forsonende søn, Jesus Kristus; og ved at være »omvendt til Herren« (3 Nephi 1:22) gennemgår de vedvarende en lykkelig og »stor forandring« (se Mosiah 5:2; Alma 5:12-14).

Faktisk, kære brødre og søstre, har Jesus jo allerede sejret i det største slag: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33; fremhævelse tilføjet). Forsoningen blev fuldført og tilvejebringer en universel opstandelse for milliarder og atter milliarder og kalder alle frem fra graven – uanset hvordan og hvornår vi endte der! Når vi derfor i klare nætter kan se stjerner af ufattelig høj alder, så er de ikke udødelige. Men det er vi!

På samme måde vil »sande troende« (4 Nephi 1:36) bevare troen på genoprettelsen i de sidste dage med dens himmelsendte myndighed, dens profeter og apostle, og dens »tydelige og vigtige« skrifter (1 Nephi 13:29). Evangeliets første principper har sandelig gyldighed i de sidste dage.

Det er ironisk, at når Kirken kommer »ud af dunkelhed«, vil det, der synes at være svære udfordringer, faktisk vise sig at fremhæve Kirkens særegenhed (L&P 1:30). Men når vi i højere grad retter vores adfærd ind efter vores tro, vil en pågående pirken minde os om vore konstante pligter som disciple.

Det gengivne evangelium er levende, bredt og dybt – langt mere end vi begriber. Det belærer os, både når det gælder guddommelige grundtræk i universet og betydningen af personlig kyskhed og troskab. Kun sagtmodige disciple kan tackle så frimodig en teologi.

Når vi har skrifterne til at forankre og trøste os, kan vi også »se hen til Gud … så han vil trøste [os] i [vores] sorg« (Jakobs Bog 3:1-2; fremhævelse tilføjet).

Vi kan også blive »styrket i [vore] prøver og trængsler og genvordigheder … ja … han vil fremdeles udfri [os]« (Alma 36:3, 27; fremhævelse tilføjet).

For Herren har sagt: »Jeg vil være i jeres midte« (L&P 49:27). »Jeg vil lede jer frem« (L&P 78:18).

Derudover giver Gud os uvurderlig, personlig vejledning gennem Helligånden (se Joh 14:26; L&P 36:2). Både i rolige og i urolige tider er Talsmanden vores bedste kilde til trøst.

Enok græd over ugudeligheden på sin tid og ville til at begynde med ikke lade sig trøste (se Moses 7:4, 44). Men så fulgte åbenbaringer, som viste Jesus, der forløste verden, genoprettelsen i de sidste dage og Herrens andet komme. Enok fik besked på at »opløft[e sit] hjerte og vær[e] glad« (Moses 7:44). På samme måde kan lærdommene og åbenbaringerne opløfte os – selv midt i »krigslarm og rygter om krige« (Matt 24:6; Mark 13:7; se også 1 Nephi 12:2; Mormon 8:30; L&P 45:26). Vi behøver derfor ikke at blive trætte og miste modet (se Hebr 12:3; L&P 84:80).

Vores discipelværdighed behøver ikke at tørre ind på grund af skuffelser eller solens brændende stråler, ej heller bør samfundets skræmmende symptomer »tynge« os (Moroni 9:25), selv ikke når vi får hån og spot smidt i ansigtet (se Alma 32:38).

Vi viger måske tilbage fra noget i denne jordiske sfære, men Jesus veg ikke tilbage i Getsemane have og på Golgata. I stedet »fuldendte [han sine] forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:19).

Der er ingen undtagelser, når det gælder trængsler, også af vores tro og tålmodighed – kun variationer (se Mosiah 23:21). Disse øvelser skal øge vores evne til at nyde glæde og tjene. Men de trofaste er heller ikke helt immune over for klodens begivenheder. Derfor er Shadraks, Meshaks og Abed-Negos modige holdning bestemt værd at tillægge sig. De vidste, at Gud kunne udfri dem. »Og selv om han ikke gør det,« svor de, så ville de alligevel tjene Gud (se Dan 3:16-18). På samme måde kan det at holde de umoderne, men vigtige første og syvende bud være et udtryk for det samme mod, som tre unge kvinder udviste i oldtiden. De sagde »nej« med deres liv (se Abraham 1:11).

Vi kan derfor være omgivet af problemer på alle sider, men intet kan skille os fra Kristi kærlighed (se 2 Kor 4:8; Rom 8:35-39). Faktisk er verdslige bekymringer ikke en del af at »virke med iver« (L&P 58:27). Og dog opfordrede Peter os til, at vi både kan og skal kaste al vores bekymring på Herren, for han bekymrer sig om os! (se 1 Pet 5:7). O, søskende, hvor vil en sådan tillidsfuld underkastelse dog være frigørende!

Når det gælder om at rette op på vore fejltrin, så er der ingen trafikpropper på omvendelsens vej. Det er en betalingsvej, ikke en gratis strækning, og når vi gør brug af Kristi forsoning, kommer vi hurtigere frem.

Vi har måske brug for ligefremme Jetro’er, der kan sætte os på plads (2 Mos 18:14-24). Eller øjeblikke med pludselig indsigt, som det skete for de oprindelige Tolv, som med rette konkluderede: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord« (Joh 6:68).

Og medmindre vi er fulde af beslutsomhed, hvad vil vi da sige til heltene og heltinderne fra Martin´s Cove og Sweetwater? At »vi beundrer jer, men vi tøver med at vade gennem vores egen modgangs iskolde flod«?

Brødre og søstre, efter guddommelig planlægning er »disse [vore] dage« (Helaman 7:9), eftersom »alt må ske til sin tid« (L&P 64:32). Endvidere, skønt vi lever i en verden i fordærv, er vi ikke sendt herned for at fejle.

Kan I huske stjernen, som bekendtgjorde fødslen i Betlehem? Den befandt sig i sit præcise kredsløb, længe før den lyste sådan op. På samme måde er vi anbragt i vore menneskelige kredsløb for at lyse op. Guds samordning fungerer ikke kun i kosmos, men også på denne planet. Guldpladerne med Mormons Bog blev jo trods alt ikke begravet i Belgien, mens Joseph Smith så senere blev født i det fjerne Bombay.

Og fremkomsten af den konstellation af kloge forfatningsfædre, som skrev Amerikas enestående forfatning, hvis rettigheder og beskyttelse tilhører »ethvert mennesker«, var heller ikke en tilfældighed (se L&P 101:77-78, 80). En historiker, Barbara Tuchman, har kaldt vore forfatningsfædre for »den mest forbløffende ge-neration af embedsmænd i USA’s historie, ja, måske også i enhver anden nations historie« (Arthur M. Schlesinger, The Birth of the Nation, 1968, s. 245). En anden historiker tilføjede: »Det ville være af uvurderlig betydning at få at vide, hvad der skabte denne opblomstren af talenter fra en grundbestand af blot to og en halv million indbyggere« (Barbara Tuchman, The March of Folly: From Troy to Vietnam, 1984, s. 18).

Dog er der stadig nogle, som nøjes med en inkonsekvent eller magtesløs gud. Laman og Lemuel kendte fx til det fordums Israels mirakuløse redning fra faraos mægtige hære, men de mukkede og var skræmt af en ussel, lokal Laban. Vi kan være så provinsielle og selvoptagede. Gud, som overvåger samspillet mellem galakser, stjerner og verdener, har bedt os om også at anerkende hans hånd i vores eget liv (se L&P 59:21). Har vi ikke fået vished om, at en spurv ikke falder ubemærket, eller at selv alle vore hovedhår er talt? (se Matt 10:29-30; L&P 84:80). Gud er i detaljerne! Ligesom Gud kender alle sine utallige skaberværker, kender og elsker han også ethvert menneske i den store skare – ja, faktisk hver eneste i hele menneskeheden! (se 1 Nephi 11:17).

Tænk blot på hans kærlige hilsener til Moses: »Jeg kender dig ved navn, du har fundet nåde for mine øjne« (2 Mos 33:12), og til Joseph: »Dette er min elskede Søn. Hør ham!« (JS – H 1:17).

Det kan ikke undre, at kong Benjamin bønfalder os om at tro, at vi ikke fatter alt, hvad Gud fatter (se Mosiah 4:9). At ignorere åbenbaringer om Guds forbløffende evner er som at lege formålsløst og veltilfreds med træklodser med alfabetet på, uden at være klar over, at Shakespeares sonetter blev skabt ved hjælp af det samme alfabet.

Fader Abraham »vaklede ikke« ved det guddommelige løfte om efterkommere, fordi han var »fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre« (Rom 4:20-21). Må vi blive »fuldt overbevist«.

Disse ord fra Anselm af Canterbury rummer et klogt råd: »Tro for at kunne forstå«, i stedet for at »forstå for at kunne tro« (St. Anselm, oversat af Sidney Norton Deane, 1903, s. 7).

Brødre og søstre, skønt vi lever i en tid »i bevægelse«, kan vi dog stå på hellige steder og ikke lade os rokke (se L&P 45:32; 87:8). Skønt vi lever i en tid med vold, kan vi dog have den indre fred, som overgår al forstand (se Fil 4:7). Uforståelige ting vil ske, men ligesom Nephi kan vi dog stadig vide, at Gud elsker os – en lykkelig og grundlæggende kendsgerning, som kan og vil hjælpe os gennem så meget! (se 1 Nephi 11:17).

Hvordan kan vi vide, at Gud er opmærksom på os og elsker os? Det fortæller han os i skrifterne, og vi ved det, når vi oprigtigt tæller de velsignelser og den nåde, han skænker os. Men først og fremmest så fortæller han os det ved Åndens stille, sagte røst! (Se Alma 34:38; 78:17-19).

Den »store forandring«, som discipelværdigheden kræver, kan virke rutsjebaneagtig, når opløftende åbenbaringer giver os en ærefrygtindgydende indsigt. Sådan var det også med Moses, som »faldt … til jorden« og udbrød: »Mennesket er intet, noget, som jeg aldrig før havde troet« (Moses 1:9-10). Men så fulgte den guddommelige, fortrøstningsfulde afsløring: »Thi se, dette er min gerning og herlighed – at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).

Men »store« forandringer kræver stort slid, og det vanskeliggøres af at følge det naturlige menneskes lidet flatterende opfordringer. Alt for ofte hæmmes vore muligheder af det hverdagsagtige. Vi er næppe parate til åbenbaringer, som sprænger vore rammer. Forestil jer, at den åndelige del af os hver især faktisk er evig, og at vi var i begyndelsen hos Gud (se L&P 93:29, 33).

Selvfølgelig kan vi ikke fuldt ud fatte alt dette lige nu! Selvfølgelig kan vi ikke forstå alle tings betydning lige nu! Men hvad vi kan vide lige nu er, at Gud kender og elsker enhver af os personligt!

Men søskende, hvad afholder os da fra at kende og elske ham mere? Vores forbeholdenhed over for at give slip på alle vore synder – vi mener, at en mindre udbetaling er tilstrækkelig. Det gør vores forbeholdenhed mod at lade vores vilje opsluge i hans vilje også – i stedet mener vi, at blot det at anerkende hans vilje er tilstrækkeligt! (se Mosiah 15:7).

Profeten Joseph Smith har sagt, at Gud, »før den (jorden) blev til … overvejede alle de begivenheder, som stod i forbindelse med jorden … [Gud] kendte … til ugudelighedens dybde, som ville stå i forbindelse med den menneskelige familie, deres svaghed og styrke … alle nationers forhold og … deres skæbne … og har i høj grad sørget for [menneskehedens] forløsning« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 264).

En del af Guds mange forberedelser består af ufuldkomne mennesker som du og jeg, der opsat på at stråle og tjene i vore respektive kredsløb i visheden om, at vi er omsluttet af »hans kærligheds arme« (L&P 6:20).

I Jesu Kristi navn. Amen.