Ti! Vær stil!

Mandskoret, som har sunget her i aften, har vagt erindringens flamme og mindet mig om de sange, jeg selv sang som dreng. Med begejstring sang vi:

Vi havde en korleder, som lærte os drenge at synge. Vi skulle synge. Søster Stella Waters viftede med sin dirigentstok lige under næsen på os og slog takten med en tung fod, der fik gulvet til at knirke.

Hvis vi sang rigtigt, lod søster Waters os vælge en yndlingssalme. Næsten altid valgte vi:

Og så fulgte det fortrøstningsfulde omkvæd:

Som dreng kunne jeg nogenlunde forstå farerne på det stormbruste hav. Men jeg kendte ikke meget til de andre djævle, som kan snige sig ind på os, knuse vore drømme, kvæle vores glæde og føre os bort fra vejen til Guds celestiale rige.

Listen over ødelæggende djævle er lang, og enhver mand, både ung og gammel, kender dem, som han må slås med. Jeg nævner blot nogle få: Griskhedens djævel, uhæderlighedens djævel, gældens djævel, tvivlens djævel, narkotikaens djævel og tvillingedjævlene ublufærdighed og umoral. Hver af disse djævle kan skabe kaos i vores liv. En kombination af dem kan betyde undergang.

Angående griskhed finder vi en advarsel i Prædikerens Bog: »Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den.«³

Jesus sagde: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«⁴

Vi skal lære at skelne mellem behov og griskhed.

Når det gælder uhæderlighedens djævel, så finder vi den mange forskellige steder. Blandt andet i skolen. Lad os undgå snyderi, udnyttelse af andre eller lignende. Lad ærligheden være vores standard.

Når du skal træffe en beslutning, så lad være med at spørge: »Hvad vil andre tænke?« Spørg hellere: »Hvad vil jeg tænke om mig selv?«

Fristelser til at kaste os i armene på gældens djævel møder os flere gange hver dag. Jeg citerer dette råd fra præsident Gordon B. Hinckley:

»Jeg er bekymret over den enorme afbetalingsgæld, der tynger nationens indbyggere og vore egne medlemmer …

Vi bedrages af fristende annoncer. Tv-reklamer rummer lokkende opfordringer til at belåne vores hus med 125 procent. Men ingen nævner renterne …

Jeg er godt klar over, at det kan være nødvendigt at låne for at købe et hus. Men så lad os købe et hus, som vi har råd til, og derved mindske de afdrag som konstant hænger over vores hoved uden nåde i op til 30 år.«⁵

Jeg vil tilføje: Lad os sætte tæring efter næring.

Når vi taler om narkotikaens djævel, så medregner jeg selvfølgelig spiritus. Narkotika påvirker vores evne til at tænke, overveje og træffe fornuftige og gode valg. Ofte fører narkotika til vold, overgreb på børn og ægtefæller, og de kan medføre en adfærd, som volder uskyldige sorg og smerte. »Bare sig nej til stoffer« er et klogt udtryk for beslutsomhed. Det bakkes op af skriftstedet, som siger:

»Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?

Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.«⁶

Når jeg ser på de djævle, som er tvillinger – nemlig ublufærdigheden og umoralen, så vil jeg gøre dem til trillinger og tilføje pornografi. De tre følges ad.

I fortolkningen af Lehis drøm finder vi en ganske rammende beskrivelse af pornografiens nedbrydende virkning: »Og mørkets tåge er djævelens fristelser, som forblinder menneskenes børns øjne, forhærder deres hjerter og fører dem bort på brede veje, så at de omkommer og fortabes.«⁷

En nutidsapostel, Hugh B. Brown, har sagt: »Enhver ublufærdighed, som skaber urene tanker, er en vanhelligelse af legemet – det tempel, som Helligånden kan bo i.«⁸

Lad mig i aften læse en perle fra Improvement Era for jer. Den blev trykt i 1917, men det har lige så stor gyldighed i dag: »Den omsiggribende tendens til vulgaritet i påklædning, den strøm af umoralsk fiktion i bogform, inden for teatret og især inden for filmen … tolerance over for ublufærdighed i daglig tale og handling skaber en dødelig, sjælsnedbrydende vane.«⁹

I sit inspirerede »Essay on Man« skrev Alexander Pope:

En passende sammenfatning, hvad angår denne djævel, er måske det, som står i Paulus’ første brev til korintherne: »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«¹¹

For enhver af os gælder det, at det er uendelig langt bedre at lytte til og følge samvittighedens røst, for samvittigheden advarer os altid som ven, før den straffer os som dommer.

Herren selv giver os det sidste ord: »Vær rene, I som bærer Herrens kar.«¹²

Brødre, der er især ét ansvar, som intet menneske kan flygte fra. Og det er virkningen af vores personlige indflydelse.

Vores indflydelse mærkes bestemt i vores familier. Til tider glemmer vi fædre, at vi også har været drenge engang. Og drenge kan volde deres forældre kvaler.

Jeg kan huske, at jeg som dreng elskede hunde. En dag tog jeg min trækvogn frem, lagde en appelsinkasse i den og drog ud for at lede efter hunde. Dengang kunne man finde hunde overalt; både i skolen, ude på fortovet eller på tomme byggepladser, som der var mange af. Når jeg fandt en hund og fangede den, anbragte jeg den i kassen, kørte hjem med den, lukkede den inde i kulskuret og låste døren. Jeg tror, at jeg den dag fangede seks hunde af forskellig størrelse og gjorde dem til mine fanger på førnævnte måde. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med hundene, så jeg afslørede ikke min handling for nogen.

Far kom hjem fra arbejde, og som det var hans sædvane, gik han ud i skuret for at fylde en kulspand. Kan I forestille jer hans chok og forbløffelse, da han åbnede døren og straks blev mødt af seks hunde, som forsøgte at flygte på én gang? Så vidt jeg husker blev far lidt vred, men så faldt han til ro og sagde stille: »Tommy, kulskure er til kul. Andres hunde tilhører retmæssigt dem.« Ved at iagttage ham lærte jeg tålmodighed og ro.

Og det var godt, at jeg gjorde det, for jeg havde en lignende oplevelse med vores yngste søn Clark.

Clark har altid elsket dyr, fugle og krybdyr – ja, alt levende. Ofte har det resulteret i kaos i vores familie. Engang mens han var dreng, kom han hjem fra Provo Canyon med en vandsnog, som han kaldte Herman.

Herman forsvandt med det samme. Søster Monson fandt ham i sølvtøjsskuffen. Vandsnoge har det med at dukke op, hvor man mindst venter det. Nå, så bar Clark ham ud i badekarret, satte proppen i, hældte lidt vand i karret og satte et skilt op, hvorpå der stod: »Lad være at bruge det her badekar. Det tilhører Herman«. Så vi måtte benytte det andet badeværelse, mens Herman nød sin tilbagetrukkethed.

Men så en dag var Herman til vores forbavselse forsvundet igen. Han skulle have heddet Houdini. Han var væk! Så næste dag gjorde søster Monson karret rent og klargjorde det til normalt brug. Der gik så flere dage.

En aften besluttede jeg, at det var tid at tage et afslappende bad, så jeg fyldte karret med masser af varmt vand og lagde mig ned i karret for at nyde nogle minutters fred og ro. Der lå jeg så og funderede over, hvornår sæbevandet mon nåede op til overløbsafløbet og begynde at strømme ud. Kan I forestille jer min overraskelse, da jeg rettede blikket mod afløbet og så Herman komme svømmende ud med kurs mod mit ansigt? Jeg råbte til min hustru: »Frances, her er Herman!«

Så blev Herman indfanget igen og anbragt i en flugtsikker kasse, hvorefter vi kørte en lille tur op til Vivian Park i Provo Canyon og satte Herman ud i South Fork Creeks smukke vande. Vi så aldrig mere til Herman.

I Lære og Pagter afsnit 107 vers 99 findes en kort, men direkte formaning til hver eneste præstedømmebærer: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.« Jeg har altid taget den formaning alvorligt og har bestræbt mig på at leve op til dens råd.

I tankerne hører jeg igen og igen det råd, som præsident John Taylor gav brødrene i præstedømmet: »Hvis I ikke ærer jeres kaldelser, holder Gud jer ansvarlige for dem, som I kunne havde frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.«¹³

Jeg har erfaret, at når vi i udførelsen af vore pligter hører en stille tilskyndelse og straks handler ud fra den, så vil vor himmelske Fader lede vore skridt og velsigne os og andre. Jeg kender ingen dejligere oplevelser eller skønnere følelse end at følge en tilskyndelse, og så opdage, at Herren har besvaret en andens bøn gennem en.

Et enkelt eksempel burde være nok. En dag for et års tid siden, hvor jeg netop var blevet færdig med mine opgaver på kontoret, følte jeg en stærk tilskyndelse til at besøge en ældre enke, som boede på St. Joseph Villa her i Salt Lake City. Jeg kørte direkte derhen.

Da jeg trådte ind i hendes stue, var den tom. Jeg spurgte en plejer, hvor hun var henne, og blev vist hen til en opholdsstue. Der fandt jeg denne dejlige enke i samtale med sin søster og en anden veninde. Vi fik snakket hyggeligt sammen.

Mens vi talte, kom en mand ind ad døren for at hente en sodavand i en automat. Han så på mig og sagde: »Men det er jo Tom Monson.«

»Ja,« svarede jeg. »Og du ligner en Hemingway.« Han svarede, at han var Stephen Hemingway, søn af Alfred Eugene Hemingway, som havde været min rådgiver, mens jeg for mange år siden var biskop, og som jeg altid havde kaldt Gene. Stephen fortalte mig, at hans far lå for døden på dette selv samme plejehjem. Han havde sagt mit navn, og familien ville gerne have fat i mig, men de havde ikke kunnet finde mit telefonnummer.

Jeg undskyldte mig straks og fulgte med Stephen hen til min tidligere rådgivers stue, hvor hans øvrige børn var samlet. Hans hustru var gået bort nogle år tidligere. Familien betragtede mit møde med Stephen i opholdsstuen som vor himmelske Faders svar på deres inderlige ønske om, at jeg skulle hilse på deres far, inden han døde, og imødekomme hans ønske. Jeg mente også, at det var tilfældet, for var Stephen ikke trådt ind i stuen netop i det øjeblik, hvor jeg sad der, så ville jeg aldrig have vidst, at Gene overhovedet var på dette plejehjem.

Vi gav ham en velsignelse. Der herskede en fredfyldt ånd. Vi talte hyggeligt sammen, hvorefter jeg gik.

Den følgende morgen blev jeg ringet op og fik at vide, at Gene Hemingway var gået bort – blot 20 minutter efter at hans søn og jeg havde velsignet ham.

Jeg opsendte en stille tak til min himmelske Fader for hans Ånd, som havde tilskyndet mig til at besøge St. Joseph Villa, hvilket førte mig til min kære ven, Alfred Eugene Hemingway.

Jeg vil gerne tro, at Gene Hemingways tanker den aften, hvor vi nød Åndens varme glød, bad en ydmyg bøn og udtalte en præstedømme velsignelse, var et ekko af de strofer, som findes i salmen »Mester, se uvejret truer«, som jeg citerede i begyndelsen af min tale:

Jeg elsker stadig den salme og aflægger her i aften vidnesbyrd om den trøst, som den rummer:

Hans ord fra den hellige skrift er tilstrækkelige: »Stands, og forstå, at jeg er Gud.«¹⁵ Denne sandhed vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.