Mon han så vil finde troen på jorden?

Hvad er sand tro? Tro defineres som »tro på og tillid til og trofasthed over for Gud … en fast overbevisning om noget, der ikke kan bevises«² Vi tror på, at »tro er håb om det, som ikke ses, men som er sandt … og må bygge på Jesus Kristus.« Faktisk tror vi på, at »tro på Jesus Kristus er evangeliets første princip.«³

Der findes mennesker, som kan belære os om tro, hvis blot vi vil åbne hjertet og sindet. Et sådant menneske var en kvinde, hvis mand var død. Hun var ladt alene med sin søn og havde forsøgt at skaffe sig et levebrød, men hun levede under en forfærdelig hungersnød. Maden var knap og mange omkom af sult.

Efterhånden som maden slap op, gjorde kvindens udsigt til at overleve det også. Hver dag måtte hun hjælpeløst se på, hvordan hendes sparsomme rationer svandt ind.

Kvinden havde håbet på hjælp, men havde ikke fundet nogen, og hun indså nu, at dagen var kommet, hvor hun kun havde mad nok til et sidste måltid.

Da var det, at en fremmed dukkede op og bad om det utænkelige. »Tag også et brød med til mig!« sagde han til hende.

Kvinden vendte sig mod manden og sagde: »Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden.« Hun fortalte ham, at hun netop var ved at tilberede det som et sidste måltid til sig selv og sin søn, så »når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.«

Hun vidste ikke, at den mand, der stod foran hende, var profeten Elias, som Herren havde sendt til hende. Det, som profeten dernæst sagde til hende, kan virke overraskende for mennesker i vore dage, som ikke forstår princippet om tro.

»Du skal ikke være bange!« sagde han til hende, »men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn.«

Kan I forestille jer, hvad hun må have tænkt? Hvad hun må have følt? Hun nåede ikke engang at svare, før manden fortsatte: »For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden.«

Da kvinden havde fået dette profetiske løfte, gik hun i tro hen og gjorde det, som Elias havde bedt hende om. »Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.«⁴

Efter vore dages opfattelse kan profetens anmodning virke urimelig og selvisk. Efter vore dages opfattelse kan enkens svar virke tåbelig og uklog. Det skyldes hovedsagelig, at vi ofte lærer at træffe beslutninger ud fra det, vi ser. Vi træffer beslutninger ud fra beviserne foran os og ud fra det, som tilsyneladende er i vores øjeblikkelige, bedste interesse.

»Tro er,« på den anden side, »fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.«⁵ Troen har øjne, som gennemtrænger mørket og ser ind i lyset bagved. »Jeres tro [skal] ikke … afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.«⁶

Alt for ofte i vore dage forlader vi os ikke så meget på tro som på vores egen evne til at ræsonnere og løse problemer. Hvis vi bliver syge, kan den moderne lægevidenskab på mirakuløs helbrede os. Vi kan rejse over lange afstande på kort tid. Inden for et tastaturs rækkevidde har vi adgang til information, som for 500 år siden ville have gjort fattiglemmet til fyrste.

»Den retfærdige skal leve af tro,«⁷ får vi at vide i skrifterne. Jeg spørger da igen: »Hvad er tro?«

Tro er til stede, når fuldstændig tillid til det, som vi ikke kan se, kombineres med gerninger, som fuldstændig er i overensstemmelse med vor himmelske Faders vilje. Uden alle tre – for det første, fuldstændig tillid; for det andet, gerninger; og for det tredje, fuldstændig overensstemmelse – uden disse tre har vi blot en efterligning – en svag og udvandet tro. Lad mig tale om hvert enkelt at disse tre begreber, som er nødvendig for tro.

For det første må vi have tillid til det, som vi ikke kan se. Da Thomas endelig fik lov at føle naglemærkerne og stak hånden i siden på den opstandne Frelser, bekendte han, at han endelig troede.

»Jesus sagde til ham: ›Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.‹«⁸

Peter sagde disse ord, da han roste de fordums troende for deres tro på Jesus Kristus. Han sagde:

»Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.«⁹

For det andet: Vi må handle, for at vores tro kan gavne noget. Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at omsætte passiv tro til aktiv tro, for sandelig, troen er i sig selv, uden gerninger, død.¹⁰

I 1998 hævede præsident Gordon B. Hinckley en advarende røst for denne kirkes hellige, såvel som for hele verden. Han gentog den samme advarsel i går aftes til præstedømmets møde. Han sagde: »Jeg foreslår, at tiden er inde til at sætte vores hus i orden. Der er så mange af vore medlemmer, hvis økonomi er spændt til det yderste. Faktisk lever nogen på lånte penge … Jeg er bekymret over den enorme afbetalingsgæld, der tynger nationens indbyggere og vore egne medlemmer.«¹¹

Søskende, da disse profetiske ord blev udtalt, udviste nogle af Kirkens trofaste medlemmer al deres tro og gav agt på profetens råd. I dag er de dybt taknemmelige for det, de gjorde. Andre troede måske på det, som profeten sagde, men manglede tro, selv en tro så lille som et sennepsfrø. Derfor er nogle blevet ramt af økonomiske og personlige problemer og familietragedier.

For det tredje bør vores tro være i overensstemmelse med vor himmelske Faders vilje, herunder hans naturlove. Den spurv, som flyver ind i orkanen, tror måske, at den kan navigere gennem uvejret, men den ubarmhjertige naturlov skal nok i den sidste ende bevise noget andet.

Er vi klogere end spurven? Ofte regner verden ikke tro for meget andet end naivitet. Det er trist at se, hvor ivrige nogle mennesker er efter favne fikse ideer og teorier, mens de forkaster eller bekymrer sig mindre om Jesu Kristi evangeliums evige principper. Det er sørgeligt at se, hvordan nogle hovedkulds giver sig af med en tåbelig eller uetisk adfærd, samtidig med at de tror på, at Gud på en eller anden måde vil skåne dem for de uundgåelige og tragiske konsekvenser af deres handlinger. De går endog så langt, at de beder om himlens velsignelser, skønt de i hjertet ved, at det, de gør, strider mod vor himmelske Faders vilje.

Hvordan ved vi, om vores tro er i overensstemmelse med vor himmelske Faders vilje, og om han billiger det, vi stræber efter? Vi må kende Guds ord. En af årsagerne til, at vi fordyber os i skrifterne, er, at vi kan lære om, hvordan vor himmelske Fader fra begyndelsen har handlet mod menneskene. Hvis vores hjertes ønsker strider mod skrifterne, bør vi ikke stræbe yderligere efter at opfylde dem.

Dernæst må vi give agt på de inspirerede råd, vi får fra vore sidste dages profeter.

Derudover må vi meditere og bede og søge vejledning hos Ånden. Hvis vi gør det, indfrier Herren det løfte, at han »vil tale til dig i din sjæl og i dit hjerte gennem den Helligånd, der skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.«¹²

Kun når vores tro er i harmoni med vor himmelske Faders vilje bliver vi i stand til at modtage de velsignelser, vi søger.

Når troen på den rette måde bliver forstået og udøvet, er den en af evighedens store og herlige kræfter. Den er en kraft, som overgår vores fatteevne. »I tro … [blev] verden … skabt ved Guds ord.«¹³ I tro blev vandene skilt, de syge helbredt, de ugudelige bragt til tavshed og frelse gjort mulig.

Vores tro er den grundvold, som hele vores åndelige liv hviler på. Den bør være den vigtigste kilde til styrke i vores tilværelse. Tro er ikke så meget noget, vi tror på. Tro er noget vi lever ved.

Husk Frelserens ord: »Hvis du kan [tro]! Alt er muligt for den, der tror.«¹⁴ »Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem.«¹⁵

De, som vandrer ved tro, føler deres tilværelse omgivet af himlens lys og velsignelser. De forstår og ved noget, som andre ikke forstår og ved. De, som ikke vandrer ved tro, regner det, der kommer fra Ånden, for dårskab, for det, der kommer fra Ånden, kan kun bedømmes ved Ånden.¹⁶

Åbenbaringer fra himlen er forseglede for dem, som ikke tror, så de derfor ikke forstår. »Thi dersom der ikke findes tro blandt menneskenes børn,« siger Moroni, »kan Gud ikke udføre noget mirakel blandt dem; derfor viser han sig ikke for dem, førend de tror.«¹⁷

Og dog har der gennem verdenshistorien, selv i perioder med mørke, været mennesker, som ved troens øjne har gennemtrængt mørket og set verden, som den virkelig er. Moroni forklarer, at »der fandtes mange, hvis tro var så overordentlig stor … at [de] ikke kunne afholdes fra at se bagved sløret, men virkelig så med øjnene de ting, som de havde set med troens øjne, og de var glade.«¹⁸

Vores hjem bør være et tilflugtssted, hvor der hersker tro. Mor og far bør lære deres børn princippet om tro. Og bedsteforældrene kan også hjælpe til. Når familien er samlet, forsøger jeg, når det er belejligt, at føre en personlig samtale med nogle af vore børnebørn. Jeg sætter mig sammen med dem og stiller dem et par spørgsmål: »Hvordan har du det?« »Hvordan går det i skolen?«

Derefter spørger jeg dem, hvordan de har det med den sande kirke, som betyder så meget for mig. Jeg forsøger at lodde dybden af deres tro og vidnesbyrd. Hvis jeg opdager nogle områder, hvor de er usikre, spørger jeg dem: »Vil du tage imod en udfordring fra din bedstefar?«

Så foreslår jeg dem blandt andet at læse i skrifterne dagligt og anbefaler dem at knæle hver morgen og aften og bede med deres far og mor samt have personlig bøn. Jeg opfordrer dem til at komme til deres nadvermøder. Jeg opfordrer dem til altid at holde sig rene, altid at komme til deres kirkemøder og til sidst sammen med alt det andet, at de altid bestræber sig på at være lydhøre over for Herrens hvisken.

Engang efter en sådan samtale med Joseph, vores otteårige barnebarn, så mig ind i øjnene og stillede dette ligefremt spørgsmål: »Må jeg godt gå nu, bedstefar?« Han løb væk fra min arme, og jeg tænkte: »Gjorde jeg noget godt?« Åbenbart, for næste dag sagde han: »Tak for den lille samtale, vi havde.«

Hvis vi henvender os til dem med kærlighed snarere end med bebrejdelser, opdager vi, at vore børnebørns tro vokser som følge af påvirkningen og vidnesbyrdet fra en, som elsker Frelseren og hans guddommelige kirke.

Til tider virker verden ganske mørk. Af og til bliver vores tro prøvet. Nu og da føler vi, at himlen lukker sig for os. Men vi må ikke fortvivle. Vi må aldrig svigte vores tro. Vi må ikke miste håbet.

For et par år siden begyndte jeg at lægge mærke til, at mine omgivelser begyndte at blive mørkere. Det bekymrede mig, for noget enkelt som at kunne se bogstaverne i mine skrifter var blevet sværere for mig. Jeg spekulerede på, hvad der mon var sket med kvaliteten af elektriske pærer, og undrede mig over, hvorfor fabrikanterne ikke kunne fremstille tingene, som de havde gjort tidligere.

Jeg skiftede pærerne ud med nogle stærkere. De blev også svage. Jeg skød skylden på lampernes dårlige design og på pærerne. Jeg spekulerede sågar på, om solens glans også var ved at blegne, inden tanken slog mig, at problemet måske ikke var mængden af lys i lokalet – problemet var måske mine egne øjne.

Ikke så længe efter gik jeg til øjenlæge. Han forsikrede mig om, at verden ikke var ved at blive mørk. Jeg havde fået grå stær, og det var grunden til, at lyset syntes at forsvinde. Det afslører vist min alder. Jeg lagde min tro i denne erfarne speciallæges kyndige hænder, han fjernede min grå stær, og se, lyset strømmede igen ind i mit liv! Lyset var slet ikke svundet ind, det var kun min evne til at se lyset, som var blevet svagere.

Dette lærte mig en storslået sandhed. Når verden virker mørk, når himlen synes at være langt borte, forsøger vi ofte at skyde skylden på alt omkring os, når den virkelig årsag til mørket måske er vores egen manglende tro.

Vær ved godt mod. Hav tro og tillid. Herren svigter jer ikke.

Herren har lovet os: »Søg flittigt, bed altid og hav tro, så skal alting tjene jer til gode, dersom I vandrer retskaffent.«¹⁹

Jeg ved, som Alma fordum, at »den, der sætter sin lid til Gud, vil blive styrket i sine prøver og trængsler og genvordigheder, og vil blive ophøjet på den yderste dag.«²⁰

Vor himmelske Fader er stærk, handlekraftig og styrende. Om end vi til tider må bære på byrder af sorg og smerte, om end vi må kæmpe med at forstå de prøver på vores tro, som vi bliver pålagt at gennemgå, om end livet må synes mørkt og trist – så har vi ved tro fuldstændig tillid til, at en kærlig himmelsk Fader står ved vores side.

Som apostlen Paulus lovede: »Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.«²¹

Og en dag skal vi uhindret kunne se gennem mørket og ind i lyset. Vi skal forstå hans evige plan, hans barmhjertighed og hans kærlighed.

»Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

Efterhånden som Kirkens medlemmer nærer fuldstændig tillid i hjertet, omsætter deres håb og tro til gerninger og bestræber sig på at underordne sig Herrens vilje, bliver svaret på dette spørgsmål, som Frelseren stillede for 2.000 år siden, måske et rungende: »Ja, han vil finde troen. Han vil finde troen blandt dem, som påtager sig hans navn. Han vil finde den blandt dem, som efterlever hans guddommelige principper.«

Jeg vidner om, at vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, gennem vores profet, seer og åbenbarer, præsident Gordon B. Hinckley, taler til os alle i vore dage. Jeg vidner om, at evangeliet blev gengivet i sin fylde gennem profeten Joseph Smith. Tro, en evig kraft, er en gave fra vor himmelske Fader til alle mennesker. Om denne sandhed bærer jeg personligt vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.