»Salige er de, som stifter fred«

Der er i skrifterne blevet profeteret om de farefulde tider, vi lever i. Vor tid er blevet forudset som en tid med »ild og uvejr og røgdampe i fjerne lande,« »krige og rygter om krige og jordskælv på forskellige steder,« »megen urenhed på jorden … og vederstyggeligheder af enhver art.«¹

Denne profeti genlyder af en tidligere beretning fra skriften om anden generation af menneskeliv² på jorden: »Og i de dage havde Satan stort herredømme blandt menneskene og rasede i deres hjerter; og fra den tid af blev der krige og blodsudgydelse; og en mands hånd løftede sig mod sin egen broder … i stræben efter magt.«³ Fra Kains og Abels tid⁴, Esaus og Jakobs⁵, og Josefs, som blev solgt til Egypten⁶, er fjendskabets flammer blevet næret af familiefejder.

Had blandt brødre og naboer har nu reduceret hellige byer til sorgens og smertens ruiner. Når jeg tænker over sådanne steders uheldige situation, mindes jeg et gammelt ordsprog: »Spottere ophidser byen, de vise afvender vrede.«⁷

Skrifterne kaster lys over både årsagen til og helbredelsen for sygdommen menneskelig had: »Det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det siden Adams fald og vil vedblive at være det i al evighed, medmindre det underkaster sig den Helligånds ledelse, aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig gennem forsoningen ved den Herre Kristus.«⁸

Freden kan kun få overhånd, når denne naturlige tendens til at slås bliver fortrængt af vores egen beslutning om at leve på et højere niveau. At komme til Kristus som »Freds Fyrsten«⁹ er vejen til fred på jord og Guds velbehag.¹⁰ Han gav os et løfte: »Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«¹¹

Jesus lærte folk, hvordan de skulle leve med hinanden. Han udtalte de to største befalinger: For det første, at »elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind«¹² og for det andet, at »elske din næste som dig selv«.¹³

Derpå tilføjede han: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.«¹⁴

Han lærte os den gyldne regel: »Hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.«¹⁵ Dette princip findes i næsten alle de store religioner. Andre, som fx Kong fuzi og Aristoteles har også undervist i det.¹⁶ Når alt kommer til alt begyndte evangeliet ikke med fødslen af barnet i Betlehem. Det er evigt. Det blev forkyndt i begyndelsen for Adam og Eva. Dele af evangeliet er blevet bevaret i mange kulturer. Selv hedensk mytologi er blevet beriget af dele af sandheden fra tidligere uddelinger.

Uanset, hvor den findes, og hvordan den udtrykkes, omfatter den gyldne regel Guds riges moralkodeks. Den forbyder indblanding i andres rettigheder. Den er på samme måde bindende for nationer, foreninger og personer. Med barmhjertighed og overbærenhed erstatter den hævnakter som fx »øje for øje og tand for tand«.¹⁷ Hvis vi forblev på denne gamle og uproduktive sti, ville vi blot være blinde og tandløse.¹⁸

Begrebet med at behandle andre, som man gerne vil behandles selv, er let at forstå. Og det erkender den dyrebare natur, som hver af Guds sønner og døtre har.¹⁹ Skrifterne beder forældre om at undervise deres børn i ikke at »strides og kives indbyrdes og tjene djævelen, som er syndens Herre«. I stedet skal vi lære dem at »elske og tjene hinanden.«²⁰

Jesus underviste i vigtigheden af forlig og løsning af stridigheder på et personligt plan. Han sagde:

»Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen …

Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig,

så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.«²¹

Mesterlæreren lærte os at »tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.

Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«²²

Jesus erklærede, at der ville komme en dommedag. Alle personer skal give en beretning over deres jordiske liv, og over hvordan de har behandlet andre mennesker.²³

Befalingen om at elske Gud og vores næste er forbundne. Vi kan ikke helt elske Gud, uden at elske vores næste. Vi kan ikke helt elske vores næste, uden at elske Gud. Menneskene er i virkelighed søskende, fordi Gud i virkeligheden er vor Fader. Uanset hvad, så er skrifterne fyldt med historier om strid og kamp. De fordømmer meget aggressionskrige, men støtter borgernes pligt til at forsvare deres familie og deres frihed.²⁴ Eftersom »vi tror, at vi må være loyale over for konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner og adlyde, ære og holde lovene,«²⁵ bliver medlemmer af denne kirke kaldet ind i militærtjenesten i mange nationer. »Vi tror, at regeringer indstiftedes af Gud til menneskets gavn, og at han holder menneskene ansvarlige for deres handlinger med hensyn til disse, både med henblik på lovgivningen og håndhævelsen til samfundets gavn og sikkerhed.«²⁶

Under anden verdenskrig, da medlemmerne af Kirken var tvunget til at kæmpe på modsatte sider, erklærede Det Første Præsidentskab, at »staten er ansvarlig for den borgerlige kontrol af dens borgere, for deres politiske velfærd, og for udførelsen af politiske regler, indenlandske og udenlandske. Men selve Kirken har som sådan ikke noget ansvar for disse regler, [bortset fra] at formane medlemmerne til fuldstændigt at være loyale mod deres land.«²⁷

På grund af den lange historie med fjendskab på jorden, føler mange, at fred ligger uden for det mulige. Jeg er uenig. Fred er mulig. Vi kan lære at elske vore medmennesker over hele verden. Uanset om de er jøder, muslimer eller medkristne, uanset om de er hinduer, buddhister eller andet, kan vi leve sammen i gensidig beundring og respekt, uden at svigte vores religiøse overbevisning. Der er flere ting, som vi har fælles, end der er forskelle. Fred er en vigtig prioritet, som kræver vores indsats. Profeter i Det Gamle Testamente troede, at fred var mulig, og det må vi også. Salmisten sagde: »Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler.«²⁸ »Han gør ende på krige over hele jorden.«²⁹

Fader Abraham blev på enestående vis kaldet en »Guds ven.«³⁰ Fred var en af Abrahams højeste prioriteter. Han søgte efter at være »en fredsfyrste«.³¹ Hans påvirkning kunne have stor indflydelse i vores nuværende søgen efter fred. Hans sønner, Ishmael og Isak, overvandt, skønt de var født af forskellige mødre, deres forskelligheder, da de var optaget af en fælles sag. Efter at deres far døde, arbejdede de sammen for at begrave de jordiske rester af deres ophøjede far.³² Deres efterkommere kunne følge dette mønster.

Abrahams efterkommere har en guddommeligt tildelt mulighed. Herren erklærede, at Ishmael skulle blive en stor nation³³, og at Abrahams, Isaks og Jakobs sæd ville velsigne alle jordens nationer.³⁴

Efterkommere af Abraham har derfor – betroet store løfter af uendelig indflydelse – en central mulighed for at opstå som fredsstiftere. Udvalgt af den Almægtige kan de føre deres mægtige muligheder mod fred.

Løsning af nuværende politiske problemer kræver megen tålmodighed og forhandling. Processen vil være betydelig hurtigere, hvis man gik til den med en bøn.

Esajas profeterede om håb i vor tid. Om Israels indsamling og Kirkens genoprettelse ved profeten Joseph Smith har Esajas skrevet:

»På den dag løfter Herren atter sin hånd for at genvinde den rest af sit folk …

Han rejser et banner for folkene, han samler Israels fordrevne og bringer Judas spredte tilbage fra de fire verdenshjørner.«³⁵

Disse profetier om håb ville gå i opfyldelse, hvis landenes ledere og borgere ville anvende Jesu Kristi lærdomme. Vores tid kunne da være en tidsalder med fred og fremgang uden sidestykke. Fortidens barbarisme ville forsvinde. Krig med dens rædsler ville blive forvist til hukommelsens sentimentale sfære. Nationernes mål vil være gensidigt støttende. Fredsstiftere kunne føre an i forhandlingens kunst, give lindring til de nødstedte og bringe håb til dem, der frygter. Sådanne vil patriotiske, fremtidige generationer prise og vor evige Gud vil herliggøre dem.

Verdens håb er Fredsfyrsten – vor skaber, Frelser, Jahve og dommer. Han tilbyder os det gode liv, overflodens liv og evigt liv. Fredeligt – endog fremgangsrigt – liv kan komme til dem, som holder hans forskrifter³⁶ og følger hans vej til fred. Det erklærer jeg for hele verden.

Hvad forventer Herren af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige? Som kirke skal vi »tal[e] … imod krig og forkynd[e] fred«.³⁷ Som individer bør vi »stræbe efter det, der tjener freden.«³⁸ Vi bør være personlige fredsstiftere. Vi bør leve fredeligt – som ægtepar, familier og naboer. Vi bør efterleve den gyldne regel. Vi har Judas’ efterkommeres skrivelser som nu er blandet med Efraims efterkommeres skrivelser.³⁹ Vi bør anvende dem og udvide vores kærlighedscirkel så den omfatter hele den menneskelige race. Vi bør bringe guddommelig kærlighed og den gengivne religions åbenbarede lærdomme til vores naboer og venner. Vi bør tjene dem i henhold til vores evner og muligheder. Vi bør holde vore principper på et højt stade og stå for det rigtige. Vi skal fortsat samle det spredte Israel fra hele jorden og tilbyde ordinancerne og pagterne, som besegler familier for evigt. Disse velsignelser skal vi bringe til folk i alle nationer.

Ved at leve således, vil vores Mester velsigne os. Han gav dette løfte: »Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.«⁴⁰

Hans himmelske værk er vores. Hele menneskehedens evige herligheds sag er vores. Og som fredsstiftere skal vi kaldes Guds børn. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.