Og selv om han ikke gør det

Nogle af mine bedste minder er forbundet med weekend-opgaver i forbindelse med stavskonferencer, når jeg har ledsaget en stavspræsident ved besøg hos medlemmer af hans stav, medlemmer, som kæmpede med livets udfordringer med hensyn til mod og tro, især dem, som har mistet et barn eller som kæmper tappert med at passe et sygt eller forkrøblet eller handicappet barn. Jeg ved af bitter personlig erfaring, at der ikke findes nogen nat helt så mørk som ved tabet af et barn. Ej heller er der nogen dag, der er helt så lang og udmattende, som den svære omsorg for et barn, der er forkrøblet i form eller evner. Alle sådanne forældre kan i høj grad føle med faderen til det barn, der var ramt af en »ånd, som gør ham stum« – Faderen reagerede der på Frelserens formaning om at tro, med sjælssmerte: »Jeg tror, hjælp min vantro!« (se Mark 9:17, 23-24).

I dag vil jeg gerne tale til alle, som kæmper i dette troens anvendelses-laboratorium, som kaldes jordelivet, og især til dem, som har mistet en af deres kære, er bebyrdede og sørgende forældre, som tryglende spørger: »Hvorfor?«

For det første skal I vide, at sorg er et naturligt biprodukt af kærlighed. Man kan ikke elske en anden person uselvisk og så ikke sørge over vedkommendes lidelse eller eventuelle død. Den eneste måde, man kan undgå sorgen på, er ved ikke at opleve kærligheden, og det er kærlighed, der giver livet rigdom og betydning. Derfor er det, som en sørgende forælder kan forvente at modtage fra Herren som svar på oprigtig bøn, ikke nødvendigvis fjernelsen af sorgen, men i stedet en smuk forvisning om, at uanset hvad hans eller hendes situation er, så er barnet i vor kærlige himmelske Faders blide omsorg.

Tvivl dernæst aldrig på Guds godhed, selv om I ikke ved »hvorfor«. Det overvældende spørgsmål, som stilles af de efterladte og de bebyrdede er ganske enkelt dette: Hvorfor? Hvorfor døde vores datter, når vi bad så inderligt om, at hun måtte leve, og når hun modtog en præstedømmevelsignelse? Hvorfor skal vi kæmpe med denne ulykke, når andre fortæller om oplevelser med mirakuløs helbredelse for deres kære? Disse er naturlige spørgsmål, forståelige spørgsmål. Men de er også spørgsmål, som sædvanligvis forbliver ubesvarede i jordelivet. Herren har ganske enkelt sagt: »Mine veje [er] højt over jeres veje, og mine planer over jeres planer« (Es 55:9). Ligesom Sønnens vilje var »opslugt i Faderens vilje« (Mosiah 15:7), skal det være med vores.

Dog ønsker vi jordiske mennesker naturligvis at vide hvorfor. Når vi alligevel presser for ihærdigt for at få et svar, kan vi glemme, at jordelivet på en måde var konstrueret som en tid med ubesvarede spørgsmål. Jordelivet har et anderledes, mere snævert defineret formål: Det er et sted, hvor vi beviser os selv, en prøvetilstand, en tid, hvor vi skal vandre ved tro, en tid, hvor vi forbereder os til at møde Gud (se fx Abraham 3:24-25; 2 Nephi 31:15-16, 20; Alma 12:24; 42:4-13). Det er i opbyggende ydmyghed (se Alma 32:6-21) og underkastelse (se Mosiah 3:19) vi kan forstå en fylde af den tilsigtede jordiske erfaring og sætte os selv i en sindstilstand og en tilstand i hjertet, hvor vi kan modtage Åndens tilskyndelser. I den egentlige betydning er ydmyghed og underkastelse et udtryk for fuldstændig villighed til at lade »hvorfor«-spørgsmålet være ubesvaret lige nu, eller måske endog spørge: »Hvorfor ikke?« Det er ved at »udholde godt« til enden (se 2 Nephi 31:15-16; Alma 32:15; L&P 121:8), at vi kan nå dette livs hensigter. Jeg tror, at jordelivets største prøve er at stå over for »hvorfor?« og så lade det være, idet man stoler ydmygt på Herrens løfte om, at »alt må ske til sin tid« (L&P 64:32).

Men Herren har ikke ladt os uden trøst eller uden svar. Med hensyn til helbredelse af de syge har han tydelig sagt: »Og den, der har tro til at blive helbredt og ikke er bestemt til at dø, skal blive helbredt« (L&P 42:48, fremhævelse tilføjet). Alt for ofte overser vi den afgørende vending: »… og ikke er bestemt til at dø« (»eller«, kunne vi tilføje, »til sygdom eller handicap«). Fortvivl ikke, når inderlige bønner er blevet bedt og præstedømmevelsignelser givet, og jeres kære ikke har nogen fremgang eller måske går bort fra jordelivet. Find trøst i kundskaben om, at I gjorde alt det, I kunne. Sådan en tro, faste og velsignelse kan ikke være forgæves! At jeres barn ikke kom sig på trods af alt det, der blev gjort på dets vegne, kan og bør være grundlag for fred og forvisning til alle, som elsker det! Herren – som inspirerer velsignelserne, og som hører alle oprigtige bønner – kaldte det hjem alligevel. Alle erfaringerne med bøn, faste og tro kan have været mere til vores gavn end barnets.

Hvordan skal vi da nærme os nådens trone, mens vi beder oprigtigt for en af vore kære og lægger hænderne på hans eller hendes hoved for at give en velsignelse med præstedømmets myndighed? Hvordan udøver vi på rette vis vores tro? Profeten Joseph Smith definerede evangeliets første princip som »tro på Herren Jesus Kristus« (4. trosartikel, fremhævelse tilføjet). Det er denne definition – »på Herren Jesus Kristus« – vi af og til glemmer. Alt for ofte beder vi vore bønner eller giver vore velsignelser og venter derpå nervøst for at se, om vi får det, vi beder om, som om godkendelsen skulle give det nødvendige bevis på hans eksistens. Det er ikke tro! Tro er, ganske enkelt, tillid til Herren. Med Mormons ord, er det »et standhaftigt sind i hver form for gudsfrygt« (Moroni 7:30; fremhævelse tilføjet). De tre hebraiske øvrighedspersoner udtrykte tillid til, at Herren ville udfri dem fra ovnen med flammende ild, men »og selv om han ikke gør det,« sagde de til kongen, »[vil vi stadig ikke] dyrke din gud« (Dan 3:18; fremhævelse tilføjet). Bemærkelsesværdig nok sås ikke tre, men fire mænd midt i flammerne, og »den fjerde [så] ud som en gudssøn« (Dan 3:25).

Sådan er det med os. Det er almindeligt i vores timelige verden at sige, »at se er at tro«. Uanset hvilken værdi denne lille leveregel har i livets jordiske anliggender, gælder den ikke, når vi vender os til Herren i vores ulykkes mørke time. Herrens måde defineres bedst ved en anderledes leveregel, nemlig »at tro er at se«. Tro på Herren er forudsætningen, ikke resultatet. Vi ved, at han lever, derfor stoler vi på ham, at han vil velsigne os i henhold til sin guddommelige vilje og visdom. Denne barnlige tillid til Herren kendes i skrifterne ganske enkelt som »et offer« af »et sønderknust hjerte og en angergiven ånd« (L&P 59:8).

Jeg siger dette af dyb overbevisning, som blev skabt i livets erfaringers brændende smeltedigel. Vores anden søn, Adam, kom ind i vores liv, da jeg var langt borte i Vietnams jungler og rismarker. Jeg har stadig det glædelige telegram, der fortæller om hans fødsel. Adam var en lille fyr med blå øjne og blond hår og med en gavtyveagtig personlighed. Da Adam blev fem år gammel glædede han sig meget til at begynde skolen. Så kom en epidemi med en almindelig børnesygdom til vores samfund i det sydlige Californien, og Adam fik sygdommen. Bortset fra bekymring om hans velbefindende, var vi ikke urolige. Det så endda ud til, at han kun var let angrebet. Pludselig en morgen stod han ikke op af sengen, han var i dyb koma. Vi skyndte os på hospitalet, hvor han kom i intensiv behandling. En konstant gruppe af hengivne læger og sygeplejersker tog sig af ham. Hans mor og jeg sad uophørligt og vågede i venteværelset i nærheden.

Jeg ringede til vores kære stavspræsident, en barndomsven og nu en elsket kollega i De Halvfjerds, ældste Douglas L. Callister, og bad ham om at komme til hospitalet og hjælpe mig med at give Adam en præstedømmevelsignelse. Han var der i løbet af få minutter. Da vi gik ind i det lille, trange rum, hvor Adams livløse lille krop lå, og hans seng var omringet af en forvirrende mængde af overvågningsudstyr og andet medicinsk udstyr, trådte de venlige læger og sygeplejersker ærbødigt tilbage og foldede deres hænder. Da de kendte og trøstende ord i en præstedømmevelsignelse blev udtalt i tro og oprigtig bøn, blev jeg overvældet af en dyb følelse af, at der var nogen til stede. Jeg var overvældet af den tanke, at hvis jeg åbnede mine øjne, ville jeg se Frelseren stå der! Jeg var ikke den eneste i det rum, som følte Ånden. Ved et tilfælde fandt vi nogle måneder senere ud af, at en af sygeplejerskerne, som var til stede den dag, var så rørt, at hun opsøgte missionærerne og blev døbt.

Men alligevel fik Adam det ikke bedre. Han svævede mellem dette liv og det næste i flere dage, mens vi bad til Herren om at få ham tilbage. Til sidst, en morgen efter en urolig nat, gik jeg alene ned ad en øde hospitalsgang. Jeg talte til Herren og sagde til ham, at vi så meget ønskede vores lille dreng tilbage, men uanset hvad, det vi ønskede mest, var at hans vilje skulle ske, og at vi – Pat og jeg – ville acceptere det. Kort efter gik Adam over tærsklen ind i evighederne.

Helt ærlig sørger vi stadig over vores lille dreng, selv om Åndens blide påvirkning og årenes gang har mildnet vores bedrøvelse. Hans lille billede pryder vores kaminhylde i dagligstuen ved siden af et nyere familieportræt af børn og børnebørn. Men Pat og jeg ved, at hans vej i jordelivet af en kærlig himmelske Fader var tiltænkt at være kortere og lettere end vores, og at han nu er hastet i forvejen for at byde os velkommen, når vi på samme måde engang går over den samme vigtige tærskel.

I Jesu Kristi navn. Amen.