Jeg tror, jeg kan – Jeg kunne godt

Mine kære brødre i det hellige præstedømme, jeg beder for, at I forstår, når jeg taler til denne store tilhørerskare i aften. Gordon B. Hinckley har som præsident for Kirken udført næsten uoverkommelige opgaver. Dog var han engang en ung bærer af Det Aronske Præstedømme ligesom mange af jer. I unge mænd i Det Aronske Præstedømme skal være Kirkens fremtidige ledere. I aften vil jeg gerne rette min tale hovedsagelig til jer. I skal forstå, at succes – både jeres egen og Kirkens – afhænger af jeres beslutning om at udføre Herrens værk. I må hver især have tro og tillid til at gå fremad.

Hver mand og dreng, der lytter her i aften, er blevet betroet den største magt på jorden – Guds hellige præstedømme. Det er kraften til at handle retfærdigt i Herrens navn for at opbygge Guds rige på jorden. Må jeg minde jer om, »at præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.«¹ Præstedømmet er guddommelig kraft og Herren vil holde os ansvarlige for vores brug af denne storslåede myndighed.

Jeg hørte første gang den vidunderlige historie om Det lille lokomotiv, som kunne, da jeg var omkring 10 år. Som barn var jeg interesseret i historien, fordi togets vogne var fyldt med tøjdyr, en tøjklovn, lommeknive, puslespil og bøger, såvel som lækre ting, man kunne spise. Men det lokomotiv, som trak vognene over bjerget, brød sammen. Historien fortæller, at et større passagerlokomotiv kom forbi og blev bedt om at trække vognene over bjerget, men han ville ikke nedlade sig til at trække det lille tog. Et damplokomotiv kom forbi, men han ville heller ikke nedlade sig til at hjælpe det lille tog over bjerget, fordi han var et godslokomotiv. Et gammelt lokomotiv kom forbi, men han ville ikke hjælpe, fordi, som han sagde: »Jeg er så træt. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke.«

Så kom et lille blåt lokomotiv ned ad sporet, og hun blev bedt om at trække vognene over bjerget til børnene på den anden side. Det lille lokomotiv svarede: »Jeg er jo så lille. Og jeg plejer kun … at hjælpe til på stationen derhjemme. Jeg har aldrig før prøvet at køre over et bjerg.« Men hun bekymrede sig over, at børnene på den anden side af bjerget ville blive skuffede, hvis de ikke fik alle de gode ting i vognene. Så sagde hun: »Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan.« Og hun koblede sig selv til det lille tog. »›Fut, fut, tøf, tøf,‹ sagde det lille blå lokomotiv. ›Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan.‹« Med denne indstilling nåede det lille lokomotiv bjergets top og kørte ned ad den anden side og sagde: »›Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt.‹«²

Nogle gange bliver vi alle bedt om at anstrenge os selv og gøre mere, end vi tror, vi kan. Jeg mindes præsident Theodore Roosevelts replik: »Jeg er kun en almindelig mand, men jeg arbejder ved grød hårdere, end den almindelige mand!«³ Vi udvikler vore talenter ved i begyndelsen at tro, at vi kan. Vi kender alle lignelsen om talenterne. Mesteren gav fem talenter til en, to til en anden og én til den tredje, »enhver efter hans evne …

Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til.

Ligeledes tjente han med de to talenter to til.

Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge.«

Lang tid efter kom Mesteren for at gøre regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter sagde, at han havde tjent yderligere fem talenter og modtog denne ros: »Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget.« Den, der havde modtaget to talenter og tjente yderligere to talenter, modtog også løftet om et større rige. Men den, som havde modtaget én talent, kom tilbage med denne ene talent og sagde: »Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt,

og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.«⁴

Ved denne dovne tjeners aflæggelse af regnskab beskyldte han sin mester for hans egne karakterbrist.⁵ Han kunne i det mindste have investeret pengene og modtaget renter af dem i stedet for at begrave den i jorden. Hans talent blev taget fra ham og givet til den, som havde ti talenter. Så fortæller Herren os: »For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.«⁶

Vi kunne spekulere på, om det var retfærdigt at tage talenten fra den ene, som havde mindst, og giv den til én, som havde mest. Fra begyndelsen, forklarer Herren, havde hver af mændene dog evner.⁷

Nogle af os er for tilfredse med det, vi allerede gør. Vi holder os til »æd, drik og vær lystig«, mens muligheder for vækst og udvikling findes i overflod. Vi går glip af muligheder for at opbygge Guds rige, fordi vi har den passive indstilling, at en anden tager sig af det. Herren fortæller os, at han vil give mere til dem, som er villige. De vil øge deres indsats, ligesom det lille blå lokomotiv, da den trak toget op ad bjerget. Men til dem, der siger: »Vi har nok, fra dem skal endog tages det, de har.«⁸

Herren betror alle sine tjenere, deriblandt alle præstedømmebærere, åndelige talenter. Herren, som begaver os med disse talenter, fortæller os: »Jeg tror, du kan. Jeg tror, du kan.« Selv om vi ikke alle er lige med hensyn til erfaring, evner og styrke, har vi forskellige muligheder for at anvende disse åndelige gaver, og vi vil alle skulle stå til regnskab for brugen af de gaver og muligheder, der gives til os.

Kirkens historie omfatter episoder med præstedømmebærere med store evner. Nogle få var højt begavede, men også uberegnelige og upålidelige og mistede derfor deres åndelige gaver og talenter, hvormed Herren så rigeligt havde begavet dem. Jeg vil gerne fortælle jer om en sådan.

Samuel Brannan førte nogle hellige rundt om Kap Horn på skibet Brooklyn. De holdt en kort pause i Hawaii, før de lagde til i San Francisco-bugten. Han blev overbevist om, at hovedgruppen af de hellige ikke skulle bosætte sig i Rocky Mountains, men skulle fortsætte videre til Californien. Derfor rejste han mod øst og mødte den første gruppe af emigranter under ledelse af Brigham Young ved Green River i Wyoming. Han brugte alle sine overtalelsesevner til at forsøge at overbevise Brigham Young om at udnytte de muligheder, han følte Californien kunne give dem. Brigham Young svarede: »Hvis vi tager til Californien, kan vi højst blive der i fem år, så lad os blive i bjergene, så kan vi dyrke vore egne kartofler og spise dem, og jeg regner med at blive her.«⁹ Brannan blev hos hovedgruppen af de hellige nogle få dage, men så rejste han, fordi han var stædig og selvcentreret, i august 1847 tilbage til Californien.

Ligesom det store lokomotiv, som ikke ville nedværdige sig til at trække toget over bjerget, var Sam Brannan ikke indstillet på at opbygge Guds rige. I stedet var hans opmærksomhed ledt mod forretning og at tjene penge. Han blev den første millionær i Californien med utallige forretningseventyr og store mængder af jord. Eftersom han havde været leder for den gruppe hellige, havde præsident Young bedt ham om at aflægge regnskab for den tiende, han havde indsamlet fra Kirkens medlemmer i Californien, deriblandt dem, der var involveret i guldfeberen, men han gjorde det ikke. Ej heller brugte han midlerne til at etablere Kirken eller hjælpe medlemmerne der.

En tid havde Brannan stor succes i oprettelsen af virksomheder og køb af jord til egen gavn, men til sidst blev det svære tider for ham. Hans familie forblev ikke sammen. Da han døde, var han alene, fysisk, åndeligt og økonomisk nedbrudt. I 16 måneder var der ingen, der gjorde krav på hans lig. Til sidst blev det begravet i San Diegos Mount Hope Cemetery. Sam Brannan opnåede meget i sit liv, men til sidst betalte han en frygtelig pris for ikke at ære sin præstedømmeforvaltning og for ikke at have fulgt Guds profet.¹⁰

De af os, som i øjeblikket har ansvar i præstedømmet i denne kirke, skal følge og opretholde vores profet, præsident Gordon B. Hinckley.

Ligesom »Det lille lokomotiv, som kunne«, skal vi være på det rette spor og udvikle vore talenter. Vi skal huske, at præstedømmet kun kan bruges med retfærdige hensigter. Når det bruges »i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte.«¹¹

For at blive på det rette spor må vi ære og opretholde dem, som har det præsiderende præstedømmes nøgler. Vi bliver mindet om, at »mange er kaldede, men få er udvalgt«.¹² Hvornår er vi udvalgt? Vi er kun udvalgt af Herren, når vi har gjort vores bedste for at få dette hellige værk til at gå fremad ved vores indviede indsats og talenter. Vores indsats skal altid være vejledt af de retfærdige principper, som er fastsat af Herren i afsnit 121 i Lære og Pagter:

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed;

gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle sjælen meget.«¹³

Præstedømmet blev givet for at velsigne andre. Præsident David O. McKay sagde: »Præstedømmets grundlæggende natur er evig. Når det finder udtryk i livet, tilkendegiver det magt. Forestil jer præstedømmets magt som værende muligt eksisterende som et opdæmmet vandreservoir. En sådan magt bliver kun dynamisk og produktiv i det godes sag, når den frigivne kraft bliver aktiv i dalene, markerne, haverne og lykkelige hjem, så kraftprincippet bliver kun tilkendegivet, når det bliver aktiv i menneskenes liv, idet det vender deres hjerte og ønsker mod Gud og tilskynder til tjeneste af deres medmennesker.«¹⁴ Hvis vi ikke tjener andre, så gavner præstedømmet os i virkelighed ikke, fordi det ikke er en passiv kraft. Brødre, vær gavmilde med hensyn til kraften i at velsigne, som kommer fra præstedømmet, især til medlemmer i din egen familie. Husk, at Herren har sagt: »Den, du velsigner, vil jeg velsigne.«¹⁵

I forberedelsen til den tid, hvor vi skal stå til regnskab for Herren for vores personlige præstedømmeforvaltning, hvor vil vi så være? Husk, at »portens vogter er Israels Hellige og han beskæftiger ingen tjenere der.«¹⁶

Jeg håber, at vi ikke er som det store passagerlokomotiv, for stolt til at acceptere de opgaver, vi får. Jeg beder til, at vi ikke vil være som personen i det velkendte digt, som sagde:

Jeg håber også, at vi ikke bliver som det lille godstog, som var uvillig til at køre den »ekstra mil« i tjeneste. Mesteren har lært os, at »dersom nogen tvinger dig til een mil, da gå to med ham!«¹⁸ Nogle af de bedste tidspunkter i vores liv er disse »ekstra mil«-timer, der gives i tjeneste, når legemet siger, at det ønsker at slappe af, men vores bedre jeg kommer frem og siger: »Her er jeg, send mig.«¹⁹

Eller som det lille gamle lokomotiv – siger vi, at vi er for trætte – eller for gamle? Jeg minder jer om, at præsident Hinckley er 92 og stadig i fuld vigør!

Jeg håber, at vi alle kan være som »Det lille lokomotiv, som kunne«. Det var ikke særlig stort, det havde kun været brugt til at skifte vogne med, og havde aldrig kørt over et bjerg, men det var villigt. Det lille lokomotiv koblede sig til det strandede tog, tøffede op til bjergets top og futtede ned ad bjerget, idet hun sagde: »Jeg kunne godt.« Vi skal hver især bestige bjerge, som vi aldrig har besteget før.

Brødre, vores værk er storslået, og vore præstedømmeansvar er tunge. Jeg håber og beder for, at vi kan gå fremad med dette værk værende ydmyge, bønsomme og forenede under Herrens vejledende Ånd og præsident Gordon B. Hinckleys ledelse. I Jesu Kristi navn. Amen.