Miraklernes Gud De slovakiske hellige i Sheffield

Da jeg tjente i Det Europæiske Område, var jeg så privilegeret at se disse principper i aktion, efterhånden som et mirakel skete i Sheffield i England. I slutningen af 2008 overvejede biskop Mark Dundon i Sheffield 1. Menighed, hvad han kunne gøre for at hjælpe sin menighed med at vokse. Ved lederoplæringen havde hans stavspræsident spurgt biskopperne: »Hvad er du villig til at ofre for at have fremgang med missionering?« Fra sine lederes undervisning vidste biskop Dundon, at en god missionsleder er nøglen, et velfungerende menighedsråd er vigtigt, og villigheden til at lytte til Helligåndens tilskyndelser er afgørende.

Efter megen overvejelse og bøn udøvede biskop Dundon sine præstedømmenøgler og fulgte Åndens tilskyndelser om at afløse sine to rådgivere, Gregory Nettleship og Robert McEwen. Biskop Dundon kaldte derefter bror Nettleship som den nye missionsleder og bror McEwen som assisterende missionsleder. Medlemmerne af biskoprådet havde haft et tæt samarbejde, så det var ikke en nem forandring for dem. Men biskop Dundon vidste, at i denne specifikke situation var beslutningen rigtig, og begge rådgivere accepterede ydmygt deres nye kaldelse.

Biskoppen lagde med sine nye missionsledere og menighedsrådet bønsomt planer og målsætninger for menighedens vækst. Da de gennemførte deres planer, begyndte de at se en betydelig fremgang. Antallet af nydøbte steg betydeligt, og mange mennesker kom tilbage til aktivitet i Kirken. Dengang vidste menighedens ledelse ikke, at deres tro og gerninger blev belønnet på en måde, de aldrig havde troet muligt.

I marts 2011 kontaktede en ung missionær og hans kammerat mennesker på gaderne i Sheffield. Ældste Nicholas Pass så en mand og hans kone gå forbi og havde en stærk følelse af, at han skulle tale med dem. Ældste Pass og hans kammerat løb for at indhente parret. Kommunikationen var vanskelig – parret var fra Slovakiet og talte ikke engelsk – men en ledsagende ven tolkede. I samtalen på gaden brugte missionærerne billeder til at introducere det første syn og budskabet om genoprettelsen. Parret sagde ja til en aftale med missionærer, der begyndte at undervise dem.

Ludovit Kandrac, faderen i familien, begyndte at læse Mormons Bog. Han holdte op med at ryge. I undervisningsprocessen brugte missionærerne flere tolke og lærte selv lidt slovakisk. Den 14. maj 2011 blev Ludovit, en af hans døtre og to andre slægtninge døbt.

Ved sin dåb bar bror Kandrac sit vidnesbyrd. Ved hjælp af en tolk fortalte han om sit møde med missionærerne. Da han gik forbi ældste Pass og hans kammerat i Sheffield bycenter, havde han en varm følelse i brystet. Han ignorerede følelsen og fortsatte med at gå, men da han igen så over på missionærerne, blev han rørt over den kærlighed, de udviste, når de talte med folk. Selv om han gerne ville tale med dem, fortsatte bror Kandrac med at gå. Han blev overrasket, da missionærerne et minut senere henvendte sig til ham.

Sammen med en anden slovakisk familie, der havde tilsluttet sig Kirken et år tidligere, markerede disse dåb begyndelsen på et nutidigt omvendelsesmirakel blandt den slovakiske befolkning i Sheffield i England. Disse nye medlemmer kom i kirke hver uge og tog andre familiemedlemmer og venner med sig. De åbnede deres hjem for missionærerne og inviterede andre i deres lokalsamfund til at lytte til evangeliet.

Ældste Pass og hans nye kammerat, ældste Joseph McKay, besøgte ofte disse familier. De underviste dem, tjente dem, hjalp dem og velsignede dem. Det var en fantastisk tid for undersøgere, nyomvendte og stavs- og menighedsledere og medlemmer, en tid med undervisning, læring og modtagelse af Åndens gaver.

I løbet af sommeren og efteråret 2011 tilsluttede flere slovakker sig Kirken. Det stigende antal gjorde det vanskeligt for de lokale medlemmer fortsat at sørge for transport til og fra kirkebygningen. I flere uger gik de trofaste slovakiske hellige otte km hver vej for at komme til søndagsmøderne, der foregik på et sprog, de ikke kunne forstå.

I september 2011 blev stavspræsidentskabet i Sheffield reorganiseret, og biskop Dundon blev kaldet som den nye stavspræsident. En måned senere blev der holdt et foredrag for både engelske og slovakiske hellige, hvor der var tolke til stede.

Mens præsident Dundon sad på forhøjningen, følte han sig inspireret til at danne en gruppe af slovakker, der skulle være tilknyttet Sheffield 1. Menighed, men som kunne mødes et sted i det slovakiske kvarter. Man fandt hurtigt et egnet mødested, og lokaler blev lejet. Den 11. december 2011 blev de første møder afholdt i de nye lokaler. Sheffield 1. Menigheds ledere håbede optimistisk på, at 50 personer ville deltage. I stedet deltog 84 personer – deriblandt 63 slovakker.

Efter reorganiseringen af Sheffield Stav blev Robert McEwen kaldet som biskop i Sheffield 1. Menighed. Bror Nettleship fortsatte med at tjene som missionsleder. Under begge biskopper gjorde missionslederen og menighedsrådet et fantastisk arbejde med at lede menigheden til at »være hos og styrke« de slovakiske hellige (L&P 20:53).

Menighedsrådet tog fat på emner, som hvordan man sørger for nye medlemmers behov, hvordan man hjælper dem med at tage del i menighedens aktiviteter, hvordan man nærer dem i evangeliet, og hvordan man overvinder sprogbarrierer. Medlemmerne i rådet fastede og bad om guddommelig hjælp og arbejdede derefter hårdt. De besøgte de nye medlemmer og deltog i undervisningsaftaler med fuldtidsmissionærerne. De sørgede for transport. De bestilte kirkematerialer på slovakisk. De tog de nydøbte medlemmer med til templet for at udføre dåb for de døde.

Menighedens ledere organiserede også et juletjenesteprojekt. Menighedens medlemmer donerede midler og indsamlede legetøj, tøj og andre gaver. Store juleposer med mad til en julemiddag blev delt ud juleaften til de slovakiske hellige og andre familier inden for menighedens grænser.

Gamle og nye medlemmer forstod meget lidt af hinandens sprog, men de følte alle varmen fra kærlighedens sprog. En utrolig følelse af glæde, lykke og begejstring omsluttede medlemmer og undersøgere.

I løbet af det næste års tid udviklede denne lille gruppe sig til en stærk kirkeenhed med familier, der blev døbt og forenet med Kirken. Fædrene blev ordineret til Det Aronske og Melkisedekske Præstedømme, sønner blev ordineret til Det Aronske Præstedømme, en Primary med flere end 20 børn blev oprettet, og Unge Mænd og Unge Piger blev organiseret med flere end 25 unge, der kom hver uge. Herren sørgede for en fuldtidsmissionær fra Tjekkiet, der kunne tale sproget og give gruppen yderlig støtte. På samme tid sendte disse familier henvisninger til deres hjemland.

Hvorfor skete det? Fordi Gud ikke er hørt op med at være miraklernes Gud. Fordi trofaste missionærer flittigt søgte dem, der var forberedte til at modtage evangeliet. Fordi stavspræsidenten og biskopperne handlede i tro og fulgte Helligåndens vejledning. Fordi menighedsrådet tog ansvar og arbejdede i enighed. Fordi medlemmerne lærte kærlighedens sprog og handlede på opfordring fra deres ledere, havde tro og tillid til, at Gud mente det, han havde sagt: »Jeg er en Gud, der gør mirakler, og jeg vil vise i verden, at jeg er den samme i går, i dag og for evigt« (2 Ne 27:23).

Succesen i Sheffield behøver ikke at være et enestående tilfælde. Den minder os om de løfter, der er givet gennem profeterne, og kan tænde vores tro og vores ønske om at være redskaber i Guds hænder ved at invitere folk omkring os til at komme til Kristus. Hvis vi gør det, vil vi placere os selv i en position, hvor Herren kan velsigne os med mulighed for at undervise, aktivere og nære andre. Og vi vil se beviser på, at han fortsat er miraklernes Gud.