2013
Barmhjertig overbevisning
Juli 2013


Barmhjertig overbevisning

Tilpasset fra et CES-foredrag den 9. sep. 2012. Læs hele talen med titlen »Israel, Israel, Gud nu kalder« ved at besøge cesdevotionals.lds.org.

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

Måden, hvorpå vi reagerer over for mennesker og situationer, må afspejle den fulde bredde af vores religiøse overbevisning og vore evangeliske forpligtelser.

For et stykke tid siden blev jeg inviteret til at tale til et møde for unge voksne i en stav. Da jeg trådte ind ad bagdøren til stavscentret, trådte en ung kvinde i 30’erne ind i bygningen på samme tid. Selv i massen af mennesker, der bevægede sig mod kirkesalen, var det ikke svært at bemærke hende. Som jeg husker det, havde hun et par tatoveringer, flere øre- og næseringe, strithår i alle regnbuens farver, en nederdel, der var for kort og en bluse, der var for nedringet.

Var denne kvinde en kæmpende sjæl tilhørende en anden tro, der var blevet ledt – eller endnu bedre, var blevet bragt hertil af en anden – til dette foredrag gennem Herrens vejledning i en indsats for at hjælpe hende med at finde evangeliets fred og retning, som hun havde brug for i sit liv? Eller var hun var et medlem, der var afveget en smule fra nogle af de håb og standarder, som Kirken anbefaler for dens medlemmer, men som, Herren være lovet, stadig var tilknyttet Kirken og havde valgt at deltage i kirkeaktiviteten den aften?

Uanset, hvordan man ville reagere over for den unge kvinde, må den evige regel være, at vi i al vores omgang og i alle vore handlinger må afspejle den fulde bredde af vores religiøse overbevisning og evangeliske forpligtelser. Derfor må måden, hvorpå vi reagerer i enhver situation, gøre tingene bedre, ikke værre. Vi kan ikke handle eller reagere på en sådan måde, at vi bliver skyldige i en større krænkelse i denne situation, end hun. Det betyder ikke, at vi ikke må have meninger, at vi ikke må have standarder, at vi på en eller anden måde fuldstændig skal tilsidesætte de guddommelige befalinger »Du skal« og »Du må ikke« i livet. Men det betyder, at vi må leve med de standarder og forsvare de »Du skal« og »Du må ikke« på retfærdig vis og af bedste evne på samme måde, som Frelseren efterlevede og forsvarede dem. Og han gjorde altid, hvad der skulle gøres for at bedre situationen – lige fra at undervise i sandheden, til at tilgive syndere, og til at rydde templet. Det er en stor gave at vide, hvordan man gør noget sådant på den rette måde!

Så angående vores nye bekendtskab med den usædvanlige påklædning og fremtoning, så begynder vi frem for alt med at huske på, at hun er en Guds datter og af evig værdi. Vi lægger ud med at huske på, at hun er en eller andens datter her på jorden og kunne under andre omstændigheder være min datter. Vi lægger ud med at være taknemlige, fordi hun deltager i en kirkeaktivitet frem for at undgå den. Kort sagt, vi forsøger at være det bedste, vi kan være i denne situation med et ønske om at hjælpe hende til at være det bedste, hun kan være. Vi vedbliver med at bede stille: Hvad er det rigtige at gøre her? Og hvad er det rigtige at sige? Hvad vil i sidste instans gavne denne situation og gavne hende? Ved at stille sig selv disse spørgsmål og virkelig forsøge at gøre, hvad Frelseren ville gøre, er, hvad jeg tror, at han mente, da han sagde: »Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!« (Joh 7:24).

Når det nu er sagt, minder jeg os alle om, at når vi rækker ud efter og hjælper med at bringe det lam tilbage, der er faret vild, har vi også et stort ansvar over for de 99, der ikke fór vild og over for Hyrdens ønsker og vilje. Der er en fold, og det er meningen, at vi alle skal være i den, for ikke at tale om den tryghed og de velsignelser, der kommer til os, der er der. Mine unge brødre og søstre, denne kirke kan aldrig ændre sine lærdomme som svar på social goodwill eller politisk hensigtsmæssighed eller af nogen anden grund. Det er kun den åbenbarede sandheds sikkerhed, der giver os fodfæste, så vi kan løfte en anden, der måske føler sig besværet eller forladt. Vores medfølelse og vores kærlighed – kristendommens grundlæggende egenskaber og krav – må aldrig tolkes som et kompromis med befalingerne. Som den suveræne George MacDonald engang sagde om sådanne situationer: »Vi er ikke forpligtede til at sige alt, hvad vi [tror] på, men vi er forpligtede til ikke at [ligne], hvad vi ikke [tror] på.«1

Når vi må fælde dom

I denne henseende er der nogle gange en mulighed for misforståelse, især blandt unge, der måske tror, at det ikke er meningen, at vi må dømme noget som helst, at vi aldrig bør foretage os en saglig bedømmelse af nogen slags. Vi må hjælpe hinanden med dette, fordi Frelseren gør det klart, at vi i nogle situationer skal dømme, vi er forpligtede til at dømme – som da han sagde: »Giv ikke hundene det hellige, og kast ikke jeres perler for svin« (Matt 7:6). For mig lyder det som en dom. Det uacceptable alternativ er at overgive sig til en postmoderne, relativistisk moral, som, hvis den skubbes langt nok, til sidst erklærer, at intet er evigt sandt eller særligt helligt, og derfor kan ingen holdning om et hvilket som helst emne betyde mere end det andet. Og i Jesu Kristi evangelium passer dette ganske enkelt ikke.

I denne evalueringsproces bliver vi ikke bedt om at dømme andre, men vi bliver bedt om at træffe beslutninger hver dag, der afspejler dømmekraft – god dømmekraft, håber vi. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, henviste engang til den slags valg som »mellem-bedømmelser«, som vi ofte foretager på vegne af vores egen eller andres tryghed i modsætning til det, han kaldte for »endelige bedømmelser«, som kun kan foretages af Gud, som kender alle kendsgerningerne.2 (Husk på at Frelseren i det tidligere nævnte skriftsted sagde, at disse skulle være »retfærdige domme«, ikke selvretfærdige domme, som er noget helt andet).

Fx ville ingen bebrejde en forælder, der bremsede sit barn i at løbe ud på en trafikeret vej. Så hvorfor skulle man bebrejde en forælder, der nogle år senere interesserer sig for, hvilket tidspunkt deres børn kommer hjem på om aftenen, eller i hvilken alder de dater, eller om de eksperimenterer med sex, stoffer eller pornografi? Nej, vi træffer valg og tager standpunkter og genbekræfter vore værdier – kort sagt, foretager »mellemliggende bedømmelser« – hele tiden, eller det burde vi gøre.

»Har andre ikke deres handlefrihed?«

Unge undrer sig måske over den universelle anvendelse af en holdning eller en bestemt politik, som Kirken har, og siger: »Vi ved, hvordan vi bør opføre os, men hvorfor skal vi få andre mennesker til at acceptere vore standarder? Har de ikke deres handlefrihed? Opfører vi os ikke selvretfærdigt eller fordømmende ved at tvinge vore overbevisninger ned over andre og kræve, at de ligesom os opfører sig på en bestemt måde?« I disse situationer må man pænt forklare, hvorfor visse principper forsvares, og at man modsætter sig visse synder, hvor end de måtte findes, fordi emnet og de involverede love ikke blot har sociale eller politiske, men evige følger. Og mens vi ikke ønsker at fornærme nogen, der har en anden overbevisning end os, så er vi mere optaget af ikke at fornærme Gud.

Det er ligesom, når en teenager siger: »Nu hvor jeg må køre bil, så ved jeg, at jeg skal holde for rødt lys, men behøver vi virkelig at være fordømmende og få alle andre til at holde for rødt?« Ja, så må man forklare hvorfor, og ja, vi håber virkelig, at alle standser for rødt lys. Og det må man gøre uden at nedgøre dem, der overtræder eller har en anden overbevisning end os, for, jo, de har deres handlefrihed. Og vær aldrig i tvivl om, at der er fare overalt, hvis nogle vælger ikke at adlyde.

Mine unge venner, der er en bred mangfoldighed af overbevisninger i denne verden, og alle har handlefrihed, men ingen har ret til at handle, som om Gud er stum over for disse emner, eller som om befalingerne kun betyder noget, hvis der er almindelig enighed om dem.

Jeg kender ikke nogen vigtigere evne og større retskaffenhed, vi kan udvise end at træde på den varsomme sti – at tage et moralsk standpunkt ifølge det, som Gud har sagt, samt de love, som han har givet, men gøre det med barmhjertighed, med forståelse og stor kærlighed. Det er en udfordring – fuldkomment at kunne skelne mellem synd og synderen! Jeg kender kun få sondringer, der er sværere at foretage og endnu sværere at forklare, men vi må på kærlig vis forsøge at gøre netop det.

Noter

  1. George MacDonald, The Unspoken Sermons, 2011, s. 264.

  2. Se Dallin H. Oaks, »›Judge Not’ and Judging«, Ensign, aug. 1999, s. 6-13.