Lær at være lydig

Da jeg voksede op tilbragte min familie hver sommer fra begyndelsen af juli til begyndelsen af september i vores hytte ved Vivian Park i Provo Canyon i Utah.

En af mine bedste venner i de sorgløse dage i dalen var Danny Larsen, hvis familie også ejede en hytte ved Vivian Park. Hver dag strejfede vi om i dette paradis for drenge, fiskede i bækken og i floden, samlede sten og andre skatte, vandrede, klatrede og nød ganske enkelt hvert eneste minut i hver eneste time hver eneste dag.

En morgen besluttede Danny og jeg, at vi den aften ville sidde ved et lejrbål sammen med alle vore venner i dalen. Vi skulle kun rydde et lille område på en nærliggende mark, hvor vi alle kunne samles. Græsset fra juni, der dækkede marken, var blevet tørt og stikkende, hvilket gjorde marken uegnet til vores formål. Vi begyndte at trække det høje græs op, idet vi planlagde at rydde et stort, rundt område. Vi trak og vi hev af alle kræfter, men vi kunne kun rive små håndfulde af det irriterende græs op. Vi erkendte, at opgaven ville tage hele dagen, og vores energi og begejstring aftog hurtigt.

Og så dukkede en efter min mening fuldkommen løsning op i mit 8-årige hoved. Jeg sagde til Danny: »Vi kan bare sætte ild til græsset. Vi brænder kun en rundkreds i græsset!« Han var helt med på ideen, og jeg løb hen til vores hytte for at hente nogle tændstikker.

Hvis nogen af jer tror, at vi som 8-årige havde lov til at bruge tændstikker, så lad mig sige helt klart, at både Danny og jeg havde forbud mod at bruge dem uden voksentilsyn. Vi var begge gentagne gange blevet advaret om farerne ved ild. Men jeg vidste, hvor min familie opbevarede tændstikkerne, og vi skulle bare rydde den mark. Uden nogen forbehold løb jeg til vores hytte og snuppede et par tændstikker og sikrede mig, at ingen så mig. Jeg gemte dem hurtigt i en af mine lommer.

Jeg løb tilbage til Danny begejstret over, at jeg i min lomme havde løsningen på vores problem. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ilden kun brændte dertil, hvor vi ønskede det, og så ville den på en eller anden magisk måde gå ud af sig selv.

Jeg strøg en tændstik på en klippe og satte ild til det knastørre juni-græs. Det fængede, som var det overøst med benzin. I begyndelsen var Danny og jeg begejstrede, da vi så græsset forsvinde, men hurtigt blev det klart, at ilden ikke ville gå ud af sig selv. Vi blev panikslagne, da vi forstod, at vi intet kunne gøre for at slukke den. De farlige flammer begyndte at fortære det vilde græs op langs bjergsiden, hvor de truede fyrretræerne og alt andet på deres vej.

Endelig indså vi, at vores eneste mulighed var at løbe efter hjælp. Snart løb alle tilstedeværende mænd og kvinder i Vivian Park frem og tilbage med våde lærredssække og slog på flammerne i et forsøg på at slukke dem. Efter flere timer blev de sidste gløder slukket. De gamle fyrretræer var blevet reddet og ligeså de huse, som flammerne i sidste ende ville være nået frem til.

Danny og jeg lærte flere vanskelige, men vigtige lektier den dag – ikke mindst vigtigheden af lydighed.

Der findes regler og love for at sikre vores fysiske sikkerhed. På samme måde har Herren givet os retningslinjer og befalinger til at sikre vores åndelige sikkerhed, så vi kan komme sikkert gennem dette ofte farefulde liv på jorden og i sidste ende vende tilbage til vor himmelske Fader.