En evig familie

Som 19-årig besøgte jeg mine bedsteforældre for sidste gang, inden jeg skulle af sted på en tre måneders humanitær rejse til Ecuador. Min bedstefar var kommet på plejehjem, fordi han havde et skrøbeligt helbred. Han var dement og led også af andre fysiske lidelser, der var kommet med alderen.

Da min familie og jeg trådte ind på plejehjemmet, blev jeg trist til mode, for jeg fornemmede, at dette nok ville blive mit sidste besøg hos min bedstefar. Jeg vidste, at han ville gå bort, mens jeg var væk, og jeg fik dårlig samvittighed over at skulle rejse.

Lige før vi trådte ind på hans værelse, havde en plejer sat min bedstefar i en kørestol. Vi kørte ham ind på plejehjemmets fællesstue. Min mor talte med en af plejerne, mens min 16-årige søster og jeg talte med bedstefar.

Han var ikke sig selv. Forværringen af hans mentale tilstand var tydelig, og han virkede forvirret. Da vi spurgte ham om, hvor mange børnebørn han havde, gav han et forkert svar. Vi drillede ham kærligt ved at lave et lille postyr over, hvor mange han i virkeligheden havde.

Jeg var ked af det på hans vegne. Men så midt i al forvirringen og midt i alle sine forkerte svar på vores spørgsmål, sagde min bedstefar pludselig: »En evig familie.«

Jeg var chokeret. En plejer, der stod i nærheden, forstod ikke, hvad han mente, men min søster og jeg så på hinanden. Vi havde begge hørt ham tydeligt. Så gentog han: »En evig familie.« Denne gang hørte vores mor det også.

Jeg mindes ikke andet fra det besøg den dag. Det eneste jeg ved, er, at da vi gik fra plejehjemmet, hulkede jeg både af sorg og af glæde – sorg på grund af den mand, som vi efterlod, og som jeg aldrig i dette liv ville se igen, og af glæde for de enkle ords milde barmhjertighed og den fred, som de efterlod i mit hjerte.

Jeg ved, at på trods af min bedstefars tilstand, så var han for sidste gang i stand til at dele sin stærke overbevisning og viden om, at familien er evig.

Jeg tog snart af sted på min humanitære rejse. Jeg følte fred, da jeg fik nyheden om min bedstefars død, en uge inden jeg vendte hjem. Jeg vidste og ved stadig, at jeg en dag skal se ham igen. Takket være tempelordinancerne, kan familien være evig.