Verden har brug for pionerer i dag

For mange, begyndte pionerrejsen i 1847 ikke i Nauvoo, Kirtland, Far West eller New York, men helt tilbage i England, Skotland, Skandinavien eller Tyskland. Små børn kunne ikke fuldt ud fatte den dynamiske tro, der motiverede deres forældre til at forlade familie, venner, magelighed og sikkerhed.

Et lille barn kunne spørge: »Mor, hvorfor skal vi rejse hjemmefra? Hvor skal vi hen?«

»Kom med, min skat, vi skal til Zion, vor Guds by.«

Imellem hjemmets tryghed og løftet om Zions stod Atlanterhavets truende og forræderiske vande. Hvem kan beskrive den frygt, der greb hjertet under en sådan farefuld overfart? Disse hellige pionerer stolede på Gud og påbegyndte deres rejse, der var tilskyndet af Åndens stille hvisken og opretholdt af en enkel men vedvarende tro.

De nåede endelig Nauvoo for blot igen at drage ud og udstå rejsens trængsler. Gravsten af salvie og sten markerede grave på hele ruten fra Nauvoo til Salt Lake City. Det var prisen, som nogle af pionererne betalte. Deres legemer er begravet i fred, men deres navne lever videre.

Trætte okser bevægede sig tungt af sted, vognhjulene knirkede, modige mænd puklede, krigstrommer gav lyd og prærieulvene hylede. Men de trosinspirerede og stormdrevne pionerer fortsatte. De sang ofte:

Disse pionerer huskede Herrens ord: »Mit folk må prøves i alt, så de kan blive beredt til at modtage den herlighed, som jeg har til dem, nemlig Zions herlighed; og den, der ikke vil tåle revselse, er ikke værdig til mit rige.«²

Tidens tand slører vore minder og mindsker vores påskønnelse af dem, der gik ad smertens vej og efterlod en tårevædet rute markeret af navnløse grave. Men hvad med vor tids udfordringer? Er der ingen bjergveje at tilbagelægge, ingen barske bjerge at bestige, ingen kløfter at krydse, ingen stier at afmærke, ingen floder at vade over? Eller er der et meget aktuelt behov for den selv samme pionerånd, der skal lede os væk fra de farer, der truer med at opsluge os, og føre os til et Zion af sikkerhed?

I årtierne efter 2. verdenskrig er moralens standarder blevet sænket igen og igen. Kriminaliteten skrues i vejret; anstændighed krænges nedad. Mange befinder sig på katastrofens rutsjebane og søger nuets spænding, alt imens de ofrer evighedens glæder. Herved forspilder vi freden.

Vi glemmer, hvordan grækerne og romerne sejrede storslået i en barbarisk verden, og hvordan den triumf endte – hvordan en slaphed og blødsødenhed endelig overvandt dem og styrtede dem i ruin. Til syvende og sidst – og mere end frihed – ønskede de sikkerhed og et mageligt liv; de mistede alt – tryghed, sikkerhed og frihed.

Giv ikke efter for Satans tillokkelser; men stå urokkeligt for sandhed. Sjælens utilfredsstillede længsler vil ikke blive stilnet af en evig søgen efter glæde i spænding og moralske fordærv. Moralsk fordærv fører aldrig til dyd. Had fremmer aldrig kærlighed. Fejhed giver aldrig mod. Tvivl inspirerer aldrig til tro.

Nogle finder det svært at modstå tåbernes hån og usmagelige bemærkninger, som latterliggør kyskhed, ærlighed og lydighed mod Guds befalinger. Men verden har altid nedgjort overholdelse af principper. Da Noa blev befalet at bygge arken, så den tåbelige skare mod den skyfri himmel og spottede og hånede – lige indtil det begyndte at regne.

Er vi nødt at lære sådanne bekostelige lektier om og om igen? Tider skifter, men sandheden varer ved. Når det ikke lykkedes os at lære af fortiden, er vi dømt til at gentage fejlene med al deres smerte, lidelse og sorg. Har vi ikke visdom til at adlyde ham, der ved alt fra begyndelsen til enden – vor Herre, som udtænkte frelsesplanen – i stedet for slangen, der foragtede planens skønhed?

En ordbog definerer en pioner, som »en foregangsmand, der bereder eller åbner vejen for andre.«³ Kan vi på en eller anden måde samle det mod og den standhaftighed, der karakteriserede den tidligere generation af pionerer? Kan du og jeg, i virkeligheden, være pionerer?

Det ved jeg, at vi kan være. Hvor verden dog også har brug for pionerer i dag!