Tilgiv personen i spejlet

I dag er det for mange mennesker svært at forestille sig et liv uden elektrisk lys. På et øjeblik kan et mørkt rum blive oplyst, blot ved et tryk på en kontakt. Enkle opgaver, der for ikke længe siden måtte udsættes til daggry eller måtte udføres ved stearinlysets svage lys, kan nu nemt udføres ved hjælp af en opfindelse, der var alt andet end let at udvikle.

Billede

Thomas Edison arbejdede i flere år og prøvede flere end 1.000 forskellige materialer, før han fandt en passende glødetråd (den tynde tråd, der sidder midt i en el-pære), der kunne give varigt og prisbilligt lys. Edison, der var evig optimist, betragtede blot ethvert materiale, der ikke fungerede, som et skridt tættere på det, der ville komme til at fungere. Og da han endelig fandt det, blev verden aldrig den samme igen.

Der findes utallige andre inspirerende beretninger om sportsfolk, tænkere, kunstnere og andre, der vidste, hvordan man lærte af sine fejl og blev ved med at prøve. Prøv, prøv, prøv og så lykkes det – det er en historie, vi aldrig bliver trætte at høre, medmindre helten i den pågældende historie tilfældigvis er os selv.

Med hensyn til overholdelsen af befalingerne, er der alt for mange af os, der uafbrudt kræver fuldkommenhed af os selv. Det er som at forvente at skabe den næste millionindbringende opfindelse uden nogen sinde at skulle justere på det oprindelige koncept eller håbe på at vinde det store mesterskab uden nogen sinde at tabe en eneste kamp under sæsonen. Når vi synder og fejler, fejler vi ofte i at tilgive os selv og vedblive at prøve.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Når Herren forlanger, at vi tilgiver alle mennesker, omfatter det også at tilgive sig selv. Sommetider kan det af alle mennesker i verden, være sådan, at den, det er sværest at tilgive – og som måske trænger mest til vores tilgivelse – er den person, som stirrer tilbage på os, når vi ser os selv i spejlet.«¹

Men hvordan gør vi det? Det kan give perspektiv at studere Ammons liv, profeten fra Mormons Bog.

Ammons missionæroplevelser blandt det lamanittiske folk er lige så mirakuløse, som de er inspirerende. Lige fra at forsvare kongens får til at prædike for kong Lamoni og til at hjælpe med at bringe evangeliet til en hel nation, er beretningen om Ammons liv og tjenestegerning en af de største og mest inspirerende i hele skriften.

Og dog havde Ammon ikke altid været den retskafne, trofaste mand, der prædikede så kraftigt for lamanitterne. Han havde begået fejl – alvorlige fejl. Som en af Mosijas sønner, hørte Ammon engang til dem, der drog rundt »for at tilintetgøre kirken og føre Herrens folk på afveje i modstrid med Guds befalinger« (Mosi 27:10).

Ammon forstyrrede sammen med sine brødre og Alma den yngre Guds værk så meget, at en Herrens engel viste sig for dem og talte »som med en tordenrøst, hvilket fik jorden, hvorpå de stod, til at ryste« (Mosi 27:11) og kaldte dem til omvendelse.

Det var tydeligt, at Ammon havde alvorlige overtrædelser, som han skulle omvende sig fra, og det gjorde han. Hvad nu, hvis han havde undladt at tilgive sig selv? Hvad, hvis han aldrig var taget på mission, fordi han mente, at det var for sent for ham? Hvis han ikke havde gjort det, ville han ikke efter mange år have kunnet fryde sig sammen med sine brødre over deres fremgang blandt lamanitterne. »Se nu, vi kan se tilbage og se frugterne af vort arbejde, og er de få?« spurgte Ammon sine brødre. »Jeg siger jer: Nej, de er mange; ja, og vi kan se deres oprigtighed på grund af deres kærlighed til deres brødre og også til os« (Alma 26:31). Som følge af deres missionærindsats, fandt tusindvis frem til sandheden.

Selv med så klar tale fra Kirkens ledere og med eksempler fra skriften, tror nogle af os stadig, at vi er forsoningens undtagelser, at vi er for langt væk til at kunne reddes. Vi kan ikke klare at slippe den tunge byrde af egen skyld selv efter oprigtig omvendelse. Nogle holder endda op med at prøve.

Hvorfor besvære sig med at rejse sig, når man alligevel falder igen? Det er i det mindste det, som modstanderen gerne vil have, at vi tænker. En sådan tankegang er ikke blot åndeligt og følelsesmæssigt lammende, den er også en løgn.

Skriften lærer os, at Frelserens forsoning er uendelig og tilgængelig for alle. »Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld« (Es 1:18). Det kan lykkes os. Vi kan prøve igen. Og vi har Herrens hjælp på hvert skridt af vejen.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har klart udtrykt, at vi ikke må give op over for os selv. »Uanset hvor mange chancer du synes at have forfejlet, hvor mange fejl du føler, at du har begået, eller talenter, du ikke synes du har, eller uanset hvor langt væk fra hjemmet, fra familien eller Gud, du synes at være kommet, så vidner jeg om, at du aldrig kommer så langt væk, at den guddommelige kærligheds arme ikke kan nå dig. Det er umuligt for dig at falde uden for rækkevidden af Kristi forsonings uendelige lys.«²

Ældste Holland belærer os desuden om at holde øjnene rettet mod Guds godhed: »Troens formel er at holde ud, arbejde videre, færdiggøre tingene og lade tidligere tiders sorger – hvad enten de er virkelige eller indbildte – drukne i den endelige belønnings overdådighed.«³

Selv om man ikke kan tage let på synd, så er omvendelse virkelig. Tilgivelse er virkelig. Frelserens forsoning kan give os en mulighed for at begynde forfra med ren tavle. Ligesom Ammon fandt tilgivelse, kan du også gøre det.

Vi kan virkelig håbe på en lysere fremtid. Apostlen Paulus belærte os: »Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!« (Rom 15:13).

Takket være omvendelsesgaven kan vi alle tro på os selv igen.