Historietæppet

Kaya hoppede af sted langs fortovet mod det store egetræ, der stod på hjørnet af hendes gade. Det gamle træ gjorde det let at finde bedstemors hus.

Som sædvanlig sad bedstemor i sin stue og flettede lige så stille og syede strimler af farverigt stof. I bedstemors hus var de polerede trægulve beklædt med smukke tæpper, som bedstemor selv lavede.

»Hej, min skat,« sagde bedstemor, da Kaya kom ind. Snakken faldt hurtigt på det, som bedstemor kaldte for »gamle dage«. De så på sort/hvide billeder sammen. Kaya kunne særlig godt lide at se på tøjet og frisurerne, som hendes slægtninge havde, da de var unge.

»Alt var meget anderledes dengang,« sukkede bedstemor. »Vi havde jo ikke biler eller fjernsyn eller mobiltelefoner.«

Kaya kunne slet ikke forestille sig at skulle gå til alle steder. »Hvad gjorde I, når I skulle have det sjovt, bedstemor?« spurgte Kaya.

»Vi kunne rigtig godt lide at synge sammen. Vi samledes omkring klaveret om aftenen og sang vores yndlingssange. Nogle gange sang vi, så vi blev helt hæse! Det var virkelig hyggeligt.«

Bedstemor så ud mod haven, som om hun kunne skrue årene tilbage og gense dem igen og igen.

Kaya sad ved siden af det sammenrullede tæppe, der hang fra bedstemors skød. Hun fulgte de fine syninger med sine fingre.

»Jeg har tænkt på noget,« sagde bedstemor langsomt, »kunne du tænke dig at lave dit helt eget flettede tæppe?«

Kaya sprang op og klappede i hænderne.

»Det vil jeg rigtig gerne, bedstemor! Kan vi begynde i dag?«

Bedstemor lo. »Der er lige nogle ting, du først må gøre. Gå hjem og find noget gammelt tøj, som vi kan klippe i strimler.«

Hendes øjne strålede, da hun lænede sig frem mod Kaya, hun hviskede, som om hun fortalte en hemmelighed.

»Det er det, der gør tæppet til noget særligt. Fordi det er lavet af tøj, kan tæppet fortælle historien om dit liv. Hver enkelt fletning er som et kapitel i en bog, der handler om dig. Ved at se på stoffet fra en gammel kjole, kan du huske de steder, hvor du havde kjolen på, og hvad du gjorde, da du havde den på.«

Kaya gjorde store øjne. Hun pegede på tæppet, som bedstemor var ved at flette.

»Kan du huske alt om stoffet i det her tæppe?«

Bedstemor smilede. »Det kan du tro! Det her røde stykke stof er fra den kjole, som jeg havde på, da du blev født. Jeg kan huske, at jeg satte næsen mod ruden ind til børnestuen, så jeg bedre kunne se dig. Du var stadig helt lyserød og rynket.«

Kaya og bedstemor grinede sammen, mens bedstemor fortalte historier fra tæppet. Så snart Kaya kom hjem den aften, lagde hun og mor tøj til side, som Kaya kunne bruge.

Den næste dag tog Kaya tøjet med hen til bedstemor. Bedstemor viste Kaya, hvordan man klippede stoffet i lange strimler, flettede dem og syede fletningerne sammen.

Hver dag efter skole arbejdede Kaya på tæppet hjemme hos bedstemor.

Lidt efter lidt begyndte tæppet at vokse. Som dagene gik, lærte Kaya mange af bedstemors historier udenad. Nogle dage var det hende, der fortalte mange historier for bedstemor.

En dag, efter at have tilføjet en blå fletning, der engang var hendes yndlingsbukser, til tæppet, gned Kaya sin håndflade mod de farverige fletninger.

»Tror du ikke, at tæppet er ved at være færdigt nu?« spurgte bedstemor og så op fra sit arbejde.

»Ikke endnu,« sagde Kaya med et smil. Hun ønskede ikke at denne tid sammen med bedstemor nogensinde skulle slutte.