Vendte tilbage med ære

Billede

Illustration: Greg Newbold

Da mine klasse sluttede sent på eftermiddagen, smuttede jeg forbi en antikvitetsbutik lige inden jeg tog hjem – et ærinde, som jeg gerne ville have overstået trods den tunge regn. Jeg var den eneste kunde i butikken og kvinden, der arbejdede der, hjalp mig med lampen, som jeg havde udset mig.

Da hun åbnede posen, lagde jeg mærke til de udstillede, farverige armbånd, der lå på disken. Jeg rakte ud efter et, idet hun lagde lampen i posen. Hun strejfede armbåndene, og omkring halvdelen af dem faldt på gulvet. Hun så lidt forfjamsket ud, men gjorde købet færdigt. Jeg forlod butikken med en paraply i den ene hånd og posen med lampen i den anden.

Jeg gik hjem, smed støvlerne og satte noget musik på. Da jeg tog lampen ud, lagde jeg mærke til noget i bunden af posen. Det var et rødt armbånd. Det måtte være faldet fra disken ned i min pose. Jeg smilte, da jeg tænkte på, hvor meget dette øjeblik begyndte at ligne en historie fra det gamle lektionshæfte i Unge Piger: »Så tænkte Viktoria på den lektion, de lige havde haft i Laurbærpigeklassen.«

Jeg smed armbåndet på sengen og satte min lampe til. Den gav et varmt lys på denne grå eftermiddag. Jeg så ud af vinduet. Nu regnede det endnu mere, og sneen på vejen forvandlede sig til sjap.

Jeg så på armbåndet. Det var kirsebærrødt. Jeg satte det mit håndled. Prisskiltet dinglede – $20. Jeg ville selvfølgelig aflevere det tilbage. Det faldt mig aldrig ind ikke at aflevere det. Jeg tog det af og lagde det øverst på en stabel af bøger, der skulle lægges væk. Jeg gik ind i det andet værelse for at lave en varm kop kakao.

Så gik jeg tilbage.

Hvor længe havde jeg egentlig udskudt at lægge bøgerne væk? Et stykke tid. Hvor længe ville armbåndet ligge der, hvis jeg udskød at aflevere det tilbage?

Det var min hensigt at aflevere det tilbage. Men hvornår skulle det være? Ville jeg vente lang tid nok til, at det blev pinligt at aflevere det tilbage? Ville jeg glemme det?

Jeg tøvede lidt længere. Jeg så igen ud af vinduet. Jeg tænkte på, hvor varme mine fødder endelig var blevet. Jeg tænkte på min lækre, varme kop kakao.

Så tog jeg armbåndet, tog støvlerne på igen og tog af sted.

Da jeg trådte ind i butikken, var kvinden i gang med at hjælpe en kunde. Jeg stod og ventede. Da hun var færdig, tog jeg armbåndet frem af jakkelommen og forklarede, hvordan det var endt der. Hun så overrasket ud, en smule forvirret, sagde tak, og det var det. Hun tilbød mig ikke en belønning for min ærlighed. Hun var ikke overdreven i sin tak. Og der var ikke andre omkring os, der så det.

På vej hjem, tænkte jeg på, hvordan jeg altid havde anset mig selv for at være en ærlig person. Det er en egenskab, jeg sætter pris på og ser efter hos andre. Men ægte ærlighed, som ægte kærlighed, er en aktiv egenskab. Uanset, hvor hæderlige og oprigtige mine hensigter var, så var jeg først en ærlig person, da jeg tog gummistøvlerne på og handlede på min hensigt.

Jeg kunne fornemme mit bare håndled indvendigt i jakken og smilede lidt.