Pionertro og sjælsstyrke før og nu

Det var ikke blot dem, der var ledere, der havde tro nok til at følge Brigham Young ud i den golde ødemark. Mange almindelige, men modige kirkemedlemmer tog også med. Fra Kirkens historie får vi kendskab til Oliver Huntingtons forældre, der i 1836 forlod velstillede forhold i Watertown i New York, deriblandt en gård på 93 ha med et flot murstenshus og to lader, og sammen med familien drog de af sted for at tilslutte sig de hellige i Kirtland i Ohio.

Da de havde efterladt alt, skrev Oliver: »Det var med stor smerte for begge mine forældre at skulle se hinanden lide nød, og endnu værre, at skulle se deres børn græde efter brød og intet have at give dem eller ikke vide, hvor det næste skulle komme fra.« Oliver bekræftede sin families tro ved at sige, at han aldrig hørte sine forældre murre eller beklage sig mod nogen som helst autoritet i Kirken eller at udtrykke tvivl om værkets sandhed.²

Emily Partridge, datter af en af Kirkens første biskopper i denne uddeling, kunne huske, at de forlod deres magelige hjem i Painesville i Ohio for at flytte til Jackson County i Missouri i 1831, da hun blot var syv år gammel.³ Ikke længe efter blev hendes familie drevet fra deres hjem af en pøbelhob og måtte flytte til Clay County. Hun beskrev, hvordan de til sidst fandt »en gammel hytte, der var blevet brugt som stald … Der var et stort værelse og et skur med halvtag, men det kunne ikke bruges, eftersom gulvet næsten var brudt helt op, og rotter og klapperslanger boltrede sig. Der var et stort ildsted i et af de beboelige rum, og der var hængt tæpper op få meter fra ilden, så de to familier på i alt femten eller seksten kunne samles inden for tæpperne og holde sig varme fra den ekstreme kulde. En kulde, der var så kold, at blækket i fars pen frøs til is, mens han sad og skrev ved ilden.«⁴

Familien flyttede senere til Illinois. Emily opsummerede deres oplevelse: »Det var hårde tider, og vi led megen nød, efter at være blevet berøvet og drevet fra vores hjem og ejendele så mange gange og efter at have lidt megen sygdom.«⁵

Phoebe Carter blev ligeledes ledt 1.200 km fra Scarboro i Maine til Kirtland i Ohio i 1835. Phoebe var 28 år, da hun besluttede sig for at tilslutte sig Kirkens medlemmer, selv om det indebar, at hun måtte tage rejsen alene. Hun skrev senere: »Mine venner undrede sig over min beslutning, hvilket jeg også selv gjorde, men noget i mig tilskyndede mig. Min mors sorg over min afrejse var næsten mere end jeg kunne bære, og havde det ikke været for ånden i mig, ville jeg til sidst have bukket under. Min mor fortalte mig, at hun hellere så mig begravet end rejse ud i den hjerteløse verden alene … ›Phoebe,‹ sagde hun bestemt, ›hvis du finder ud af, at mormonismen er falsk, kommer du så tilbage til mig?‹ Jeg svarede tre gange: ›Ja, moder, det gør jeg‹ … Da det blev tid til afrejse, kunne jeg ikke få mig selv til at sige farvel, så jeg skrev et afskedsbrev til dem hver især og lagde dem på mit bord, løb ned ad trappen og sprang op i vognen. På denne måde forlod jeg mit elskede barndomshjem for at tilslutte mig Guds hellige.«⁶

På det tidspunkt havde Phoebe ingen idé om, at hendes trin i tro ville lede hende på en rejse til Kirtland på over 1.200 km. Ej heller at hun ville blive gift med Wilford Woodruff og slutte sig til ham på rejsen gennem Missouri til Nauvoo og derfra videre på den 2.200 km lange vandring gennem ødemarken til den store Saltsødal.

Min oldefar Henry Ballard tilsluttede sig som 17-årig Kirken i februar 1849 i Thatcham i England. For at kunne betale for sin rejse til Amerika, underskrev Henry en toårig arbejdskontrakt hos et selskab, der delvist var ejet af Lorenzo og Erastus Snow. Han blev hyret til at drive en flok får vestpå til Salt Lake Valley. Med følgende ord beskrev Henry sin entre ind i dalen:

»I oktober, da jeg drev fårene ned ad et lille bjerg og gennem indgangen til Emigration Canyon, så jeg for første gang Saltsødalen. Selvom jeg frydede mig over at se ›det forjættede land‹, frygtede jeg, at nogen skulle se mig. Jeg gemte mig bag buske og krat hele dagen indtil mørket faldt på, for de pjalter, jeg havde på, dækkede ikke min krop, og jeg skammede mig derfor over at vise mig frem. Efter mørkets frembrud krydsede jeg over marken til et hus, hvor der var lys … og bankede forsigtigt på døren. Heldigvis åbnede en mand døren, og stearinlysets skær afslørede mig ikke for familiens andre medlemmer. Jeg tiggede om tøj, der kunne skjule min nøgne krop, så jeg kunne fortsætte min rejse og finde mine forældre. Jeg fik noget tøj, og den næste dag fortsatte jeg min rejse, og jeg kom til Salt Lake City den 16. oktober 1852. Jeg følte stor tak til Gud for at have nået mit fremtidige hjem i sikkerhed.«⁷

Med vore mange velsignelser i dag, fyldes mit hjerte med kærlighed og beundring for så noble og modige forfædre.

Min oldemor var en pige fra Skotland ved navn Margaret McNeil, som kom til Utah med sine forældre i en alder af 13 år. Hun vandrede over sletterne og drev en ko, mens hun det meste af vejen bar sin yngre bror James på sin ryg. Hun og hendes familie slog lejr i udkanten af Ogden, og senere i sin biografi, skrev hun:

»Over for vores lejr lå der et lille hus på en mark, og i haven var der en stor bunke squash. Vi var alle dødeligt udhungrede. Min mor sendte mig derover for at tigge om en squash, for vi havde ikke en øre, og nogle af børnene var meget svage af mangel på mad. Jeg bankede på døren og en ældre dame åbnede og sagde: ›Kom ind, kom ind, jeg vidste, at I var på vej, og jeg har fået besked om at give jer mad.‹ Hun gav mig et stort nybagt brød og bad mig om at sige til min mor, at hun snart ville komme over. Det varede ikke længe før hun kom og havde medbragt et dejligt måltid mad, hvilket vi ikke havde fået i lang tid.«⁸

Fra pionerernes oplevelser kan vi lære, hvilken stor tro og hvilket stort mod det krævede at krydse sletterne for 165 år siden. Selv om håndkærre-pionererne kun repræsenterer mindre end 10 procent af de sidste dages hellige immigranter fra 1847 til 1868, er de blevet et vigtigt symbol i den sidste dages hellige kultur, der repræsenterer pionergenerationens trofasthed og offer.

Som I kan huske, løb Willies og Martins håndkærrekompagnier ind i den tidlige sne i Wyoming, og mange af de hellige døde i kulden. For få år siden, da vi var på en vandring, der fulgte deres rute, stod min familie og jeg og så ned på området omkring Sweetwater, hvor Willie-kompagniet var strandet, kolde og sultne. Vi læste i deres dagbøger om deres alvorlige trængsler og glæden ved deres redning. John Chislett skrev:

»Lige som solen gik smukt ned bag de fjerne høje … så vi flere tildækkede vogne … komme mod os. Nyheden spredte sig som en løbeild gennem lejren … der hørtes høje glædesråb, stærke mænd hulkede og tårerne løb dem ned af deres furede, solbrændte kinder …

Den aften lød Zions sange for første gang i lang tid i lejren … med sult, der blev stillet og hjerter fyldt af taknemlighed til Gud og vore gode brødre, samledes vi alle i bøn og lagde os dernæst til at sove.«⁹

Da vi stod på højen, der nu kaldes »the Eminence«, blev jeg tilskyndet til at bære mit vidnesbyrd for min familie og dem, der var med os. Jeg sagde: »Lige så taknemlige som disse trofaste pionerer var for at se deres redningshold, hvor meget større er så ikke den redning, der kommer gennem Jesu Kristi forsoning.« Jeg mindede vores gruppe om, at Herren Jesus Kristus – verdens Frelser – uanset ens religiøse tilhørsforhold er kernen i al kristen tro, og han redder hele menneskeheden. Gennem sin forsoning giver han os alle håb for dagen i dag og vished om evigheden.

Pionerernes lidelser gav dem en styrke i deres liv, der er blevet videregivet til os. De fleste af os vil ikke blive bedt om at udvise tro og mod ved at pakke få ejendele ned i en vogn eller håndkærre og vandre 2.000 km. Vi møder anderledes udfordringer i dag – andre bjerge, der skal bestiges, andre floder, der skal krydses og andre dale, vi skal få til at »blomstre som rosen« (Es 35:1). Men selv om den ødemark, som det er blevet givet os at overvinde, ser helt anderledes ud end den rå og usikre rute til Utah og det golde landskab, som vore pionerforfædre mødte, så er det ikke desto mindre lige så udfordrende og prøvende for os, som det var for dem.

Vores kamp består i at leve i en verden gennemsyret af synd og åndelig ligegyldighed, hvor vellevned, uærlighed og grådighed synes at være til stede overalt. Vor tids ødemark er fyldt med forvirring og modstridende budskaber. Pionererne måtte kæmpe med ødemarkens klippefyldte højdedrag og støv eller sneklædte bjergstier med en tro rettet mod Zion og oprettelsen af Kirken i Salt Lake-dalen.

Vi må forpligte os til at tjene Herren og i vore samfund med samme flid og tro som pionererne. Vi må altid være på vagt, så vi ikke bliver for afslappede i at overholde Guds befalinger, i altid at holde hans love og i at være ærlige og pålidelige i alt, hvad vi gør. Vi må undgå de onde fælder, der findes på internettet, som er så let tilgængelige via vore computere, tablet og mobiltelefoner. Hvis vi bliver skødesløse på disse områder, vil Lucifer finde en måde, hvorpå han kan sløve vores hengivenhed og ødelægge vores tro og vores kærlighed til Herren og til hinanden, og så vil vi fare vild i verdens ødemark.

Det kræver tro og styrke af en oprigtig, nutidig pioner at undgå verdens fristelser og ondskab. Vi må stå sammen som vor tids pionerer, leve et Kristuslignende liv, støtte gode sager i vore samfund og styrke vore familier og hjem.

Når vi virkelig har tro, spørger vi ikke: »Hvad skal jeg gøre?« men snarere: »Hvad mere kan jeg gøre?« Når vores tro bliver bekræftet i vores sjæl ved Guds Ånd, så bliver tro en underliggende kraft i vores liv, som fører enhver tanke, ord og gerning mod himlen. Vi beder tillidsfuldt om styrke og vejledning – præcis som vore forfædre gjorde. Det er betydningen af at gå med tro i hvert et fodtrin. Således forholdt det sig for vore forfædre, som var pionerer, og således må det forholde sig for os i dag. Vi må indgyde den samme ånd, der drev pionererne fremad, i vore børn og børnebørn.

Må vi stå sammen som vor tids pionerer og altid søge Guds hjælp til at vejlede vore familier. Må vi af fortiden lære vigtigheden af at ære vore forældre, bedsteforældre og forfædre, og må vi finde styrken og modet til at møde vores fremtid, som de mødte deres. Må Herren Jesu Kristi liv og tjenestegerning brænde stærkt i vores hjerte og sind. Og må vores vidnesbyrds flamme brænde i vor indre – præcis som den gjorde i de tidlige sidste dages helliges liv.