Ifør dig din styrke, o Zion

»Jesus … talte igen til dem i lignelser:

›Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup.

Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.

Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!

Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning.‹«⁷

I fordums tid var en af de mest glædelige begivenheder i det jødiske liv en bryllupsfest – en begivenhed, der strakte sig over en uge eller endda to. En sådan begivenhed krævede omfattende planlægning, og gæster blev informeret lang tid i forvejen og en påmindelse blev sendt på den første dag for festlighederne. En invitation fra en konge til sine undersåtter til et bryllup som dette blev i bund og grund betragtet som en befaling. Alligevel kom mange af de indbudte gæster i denne lignelse ikke.⁸

»Afvisningen af at deltage i kongens fest var en bevidst oprørshandling mod kongelig myndighed og en personlig nedværdigelse mod både den regerende regent og hans søn … At den ene mand vælger at besøge sin gård og den anden at hellige sig sine [forretningsinteresser]«⁹ afspejler deres vildledte prioriteter og fuldstændige tilsidesættelse af kongens vilje.¹⁰

Lignelsen fortsætter:

»Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.

Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.

Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.«¹¹

På den tid var det skik for værten for et bryllup – i denne lignelse kongen – at sørge for klædninger til bryllupsgæsterne. Sådanne bryllupsklæder var enkle, ubetydelige rober, som alle deltagere bar. På denne måde blev rang og status elimineret, og alle ved festen kunne blande sig som ligeværdige.¹²

Folk, der var inviteret fra vejene til at deltage i brylluppet, ville ikke have haft tid eller midler til at anskaffe sig passende tøj som forberedelse til begivenheden. Derfor gav kongen sandsynligvis gæsterne klædningerne fra sit eget klædeskab. Alle fik mulighed for at klæde sig i kongelige klæder.¹³

Da kongen kom ind i bryllupssalen, tilså han publikum og bemærkede straks, at en iøjnefaldende gæst ikke havde bryllupsklæder på. Manden blev ført frem, og kongen spurgte: »Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.«¹⁴ I virkeligheden spurgte kongen: »Hvorfor har du ikke bryllupsklæder på, selvom de blev givet til dig?«¹⁵

Manden var tydeligvis ikke klædt ordentligt på til denne særlige lejlighed, og sætningen: »Men han tav,« indikerer, at manden ikke havde nogen undskyldning.¹⁶

Ældste James E. Talmage kommer med denne oplysende kommentar om betydningen af mandens handlinger: »At gæsten uden bryllupsklæder var skyldig i forsømmelse, bevidst mangel på respekt eller en mere alvorlig fornærmelse, er tydelig fra konteksten. Til at begynde med var kongen elskværdigt hensynsfuld og spurgte kun om, hvordan manden var kommet ind uden bryllupsklæder. Havde gæsten kunnet forklare sit usædvanlige udseende, eller havde han kunnet komme med en rimelig undskyldning, ville han helt sikkert have talt; men vi får at vide, at han forblev tavs. Kongens indbydelse var frit blevet givet til alle, som hans tjenere havde fundet; men de måtte alle komme ind i kongepaladset ved døren; og før de nåede frem til festsalen, hvori kongen ville vise sig personligt, ville de hver især blive passende iklædt; men manden uden bryllupsklæder var på en eller anden måde kommet ind en anden vej; og da han ikke havde passeret vagterne ved porten, var han en indtrængende.«¹⁷

En kristen forfatter, John O. Reid, bemærkede, at mandens afvisning af at have bryllupsklædningen på var et eksempel på åbenlys »manglende respekt for både kongen og hans søn.« Han manglede ikke bryllupsklæder; i stedet valgte han ikke at gå med dem. Han nægtede oprørsk at klæde sig passende på til lejligheden. Kongens reaktion var hurtig og beslutsom: »Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«¹⁸

Kongens dom over manden er ikke primært baseret på manglen på bryllupsklæder – men på at »han faktisk var opsat på ikke at bære dem. Manden … ønskede den ære at deltage i bryllupsfesten, men … ønskede ikke at følge kongens skik. Han ville gøre tingene på sin egen måde. Hans mangel på passende påklædning afslører hans indre oprør mod kongen og hans instruktioner.«¹⁹

Lignelsen slutter derpå med dette gennemtrængende skriftsted: »Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«²⁰

Interessant nok foretog Joseph Smith følgende tilpasning af dette vers fra Matthæus i sin inspirerede oversættelse af Bibelen: »Thi mange er kaldet, men få er udvalgt; derfor har alle ikke bryllupsklædningen på.«²¹

Invitationen til bryllupsfesten og valget om at deltage i festen er beslægtet, men forskelligt. Invitationen er til alle mænd og kvinder. En person kan endda tage imod invitationen og sætte sig ved festmåltidet – men ikke blive udvalgt til at tage del, fordi han eller hun ikke har den passende bryllupsklædning til omvendende tro på Herren Jesus og hans guddommelige nåde. Derfor har vi både Guds kald og vores personlige svar på det kald, og mange kan kaldes, men få er udvalgte.²²

At være eller blive udvalgt er ikke en særlig status, som bliver tildelt os. I stedet kan I og jeg i sidste ende vælge at blive udvalgt gennem retskaffen udøvelse af vores handlefrihed.

Bemærk brugen af ordet udvalgt i de følgende velkendte vers fra Lære og Pagter:

»Se, mange er kaldet, men få er udvalgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt?

Fordi deres hjerte er så optaget af det, der hører denne verden til, og tragter efter anerkendelse fra mennesker.«²³

Jeg tror, at betydningen af disse vers er ganske ligetil. Gud har ikke en liste over favoritter, som vi kan håbe at få vores navn på en skønne dag. Han begrænser ikke »de udvalgte« til nogle ganske få. I stedet afgør vores hjerte, vores ønsker, vores overholdelse af hellige evangeliske pagter og ordinancer, vores lydighed mod buddene og vigtigst af alt Frelserens forløsende nåde, om vi regnes for en af Guds udvalgte.²⁴

»For vi arbejder flittigt med at skrive for at formå vore børn og også vore brødre til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud; for vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre.«²⁵

I hverdagens travlhed og postyret i den moderne verden, vi lever i, kan vi blive distraheret fra de evige ting, der betyder mest, ved at gøre nydelse, fremgang, popularitet og fremstående stillinger til vores primære prioriteter. Vores kortsigtede optagethed af »denne verdens ting« og »menneskers ære« kan få os til at miste vores åndelige førstefødselsret for langt mindre end en portion linser.²⁶

Jeg gentager Herrens formaning til sit folk, som blev givet gennem profeten Haggaj fra Det Gamle Testamente: »Derfor siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer.«²⁷

Vi bør alle evaluere vores timelige og åndelige prioriteter oprigtigt og bønsomt for at finde de ting i vores liv, der kan hæmme de gavmilde velsignelser, som vor himmelske Fader og Frelseren er villige til at skænke os. Og Helligånden vil bestemt hjælpe os til at se os selv, som vi virkelig er.²⁸

Når vi passende søger efter den åndelige gave af øjne at se og ører til at høre,²⁹ lover jeg, at vi vil blive velsignet med evnen og dømmekraft til at styrke vores pagtsforbindelse med den levende Herre. Vi vil også modtage guddommelighedens kraft i vores liv²⁶ – og i sidste ende både blive kaldet og udvalgt til Herrens fest.

»Vågn op, vågn op! Ifør dig din styrke, o Zion.«³¹

»For Zion må tiltage i skønhed og i hellighed; hendes grænser skal udvides; hendes stave skal forstærkes; ja, sandelig siger jeg jer: Zion skal rejse sig og iføre sig sine smukke klæder.«³²

Jeg forkynder med glæde mit vidnesbyrd om den evige Faders og hans elskede Søns, Jesu Kristi, guddommelighed, og at de virkelig findes. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser, og at han lever. Jeg vidner også om, at Faderen og Sønnen viste sig for drengen Joseph Smith, og derved påbegyndte gengivelsen af Frelserens evangelium i de sidste dage. Må vi hver især søge efter og blive velsignet med øjne til at se og ører til at høre, det beder jeg om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.