Institut
Introduktion til missionærforberedelse – Lærerens vejledning (Religion 130)


Introduktion til missionærforberedelse – Lærerens vejledning (Religion 130)

Vores mål

Hensigtserklæringen med seminar og institut lyder:

»Vores formål er at hjælpe de unge og de unge voksne til at forstå og forlade sig på Jesu Kristi lærdomme og forsoning, være værdige til templets velsignelser og forberede sig selv, deres familier og andre på evigt liv hos vor Fader i himlen« (Evangelisk undervisning og læring: En håndbog for lærere og ledere i seminar og institut, 2012, s. 1).

Du kan som institutlærer bidrage til at nå dette mål, når du underviser i evangeliet på en god måde: »Vi underviser de studerende i evangeliets læresætninger og principper, som det findes i skrifterne og i profeternes ord. Der undervises i disse læresætninger og principper således, at det fører til forståelse og opbyggelse. Vi hjælper de studerende til at opfylde deres rolle i læringsprocessen og forbereder dem til at undervise andre i evangeliet« (Evangelisk undervisning og læring, s. x).

Grundbegreberne i Evangelisk undervisning og læring vil hjælpe både dig og dine studerende til at opfylde Formålet med seminar og institut, når I studerer skrifterne, profeternes ord og Forkynd mit evangelium sammen. Disse grundbegreber er som følger:

  • Undervis og lær ved Ånden.

  • Skab et læringsmiljø præget af kærlighed, respekt og klare mål.

  • Studér skrifterne dagligt og læs undervisningsmaterialet.

  • Forstå baggrunden for og indholdet af skrifterne og profeternes ord.

  • Find frem til, forstå, føl sandheden og vigtigheden af og anvend evangeliets læresætninger og principper.

  • Forklar, formidl og bær vidnesbyrd om evangeliske læresætninger og principper.

  • Behersk centrale passager i skriften og grundlæggende lærdomme.

»Når disse grundbegreber bliver iværksat klogt og i overensstemmelse med hinanden, bidrager de til den studerendes evne til at forstå skrifterne og de læresætninger og principper, som de indeholder. De opmuntrer også de studerende til at tage aktivt del i deres læring af evangeliet og øger deres evne til at efterleve evangeliet og lære andre om det« (Evangelisk undervisning og læring, s. 10). Disse grundbegreber bør ses som et resultat frem for en undervisningsmetode (se Evangelisk undervisning og læring, s. 10). Undervisningsforslagene i dette hæfte præsenterer metoder til at opnå disse resultater i din undervisning.

Formålet med dette kursus

Religion 130: Missionærforberedelse er udformet til at forberede de studerende til en fuldtidsmission ved at fokusere på læresætninger, principper og vejledning i skrifterne, profeternes ord og Forkynd mit evangelium. Dette hæfte, skrifterne og Forkynd mit evangelium er dine hovedkilder, når du forbereder dig til og underviser i dette kursus. Forkynd mit evangelium tjener som de studerendes hæfte til dette kursus, så du bør opmuntre dem til at få deres eget hæfte til at studere i og bruge i klassen. Du vil være til velsignelse for de studerende, når du er med til at gøre dem fortrolige med det og anvende det i deres forberedelse til at tage på mission.

Lektionernes tilrettelægning

Dette hæfte er udformet til at hjælpe såvel nykaldede som erfarne lærere. Kurset er planlagt til at vare et semester og er inddelt i 15 lektioner. Hver lektion er beregnet til 90 minutters undervisning. Hvis din undervisningstid er under 90 minutter, kan du enten vælge at forkorte lektionerne eller dele dem op i flere dele til to eller flere klasser.

Hver lektion i lærerens hæfte består af fem dele:

  • Indledning

  • Forberedelse

  • Forslag til undervisningen

  • Undervisningshjælp

  • Opfordring til handling

Indledning

Hver lektion begynder med en kort indledning, der sammenfatter de læresætninger, principper og vigtigste tanker, lektionen dækker.

Forberedelse

Denne del indeholder de vigtigste studiekilder og nævner hjælpemidler (fx videoer, uddelingsark og så videre), som anvendes i hvert lektionsforslag, og som du har brug for i din forberedelse. Hvis det fx foreslås at vise i en lektion, vil det være klogt at hente eller på anden måde forberede videoen forinden.

Forslag til undervisningen

Denne del indeholder forslag til at undervise i de foreskrevne emner i kurset. Du bør som lærer studere denne del indgående. Forslagene til undervisning i dette hæfte følger den fremgangsmåde, som er beskrevet i kapitel 3 i Evangelisk undervisning og læring. De viser, hvordan du inddrager Grundbegreber i evangelisk undervisning og læring i din undervisning, så du kan hjælpe de studerende til at forstå og anvende evangeliets principper og styrke deres personlige omvendelse.

Under hovedafsnittet i hver lektion finder du adskillige vigtige læresætninger, principper og sandheder, som står med fed skrift. Disse læresætninger og principper tydeliggøres i pensummet, fordi (1) de viser vigtige sandheder fra skrifterne og Forkynd mit evangelium, (2) de er særligt anvendelige for en kommende missionærs behov og omstændigheder eller (3) de er væsentlige sandheder, der kan hjælpe de studerende til at uddybe deres forhold til Herren og forberede dem til en fuldtidsmission. Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt: »Når I forbereder en lektion, kan I se efter omvendelsesprincipper … Et omvendelsesprincip er et princip, der fører til lydighed mod Guds vilje« (»Converting Principles«, tale til CES-lærere, 2. feb. 1996, s.1; si.lds.org). Vær opmærksom på, at det i dette hæfte ikke forsøges at nævne alle de læresætninger og principper, der kan undervises om i lektionen, og du kan af Ånden blive ledt til at undervise om andre principper og læresætninger, der ikke omtales i lektionsmaterialet. Find flere ideer til tilpasning af lektioner i afsnittet »Beslut dig for, hvad du vil undervise i og hvordan« nedenfor.

Undervisningshjælp

Undervisningshjælp fremgår af felter undervejs i lektionerne, og de giver vejledning til forskellige metoder, færdigheder og teknikker inden for undervisning. De har til formål at give yderligere indsigt i undervisningen af evangeliets grundlæggende principper. Læg mærke til, hvordan du bedst og kontinuerligt anvender denne hjælp i din undervisning.

Opfordring til handling

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Mit inderlige håb for hver af jer unge mænd er, at I ikke blot vil tage på mission – men at I vil blive missionærer, længe før I indsender jeres missionspapirer, længe før I modtager kaldet til at tjene, længe før I indsættes af jeres stavspræsident, og længe før I kommer på MTC« (»Bliv missionær«, Liahona, nov. 2005, s. 45). I overensstemmelse med denne tanke indeholder hver lektion forslag til aktiviteter for at opmuntre de kommende missionærer til at begynde at tænke, handle og tjene som missionærer, før de kommer på missionærskolen. Aktiviteterne i dette afsnit opmuntrer deltagerne til at omsætte det, de har lært i klassen, i praksis. Der er forskellige måder at tildele eller præsentere disse aktiviteter på. Du kan fx udlevere et uddelingsark i løbet af den første lektion, der viser de anbefalede aktiviteter for hver uge i semestret. Du kan også skrive en ugentlig liste over aktiviteter på tavlen, eller sende dine deltagere en ugentlig sms eller e-mail.

Hvad og hvordan vil du vil undervise i

Vælg de forslag til undervisningen, der imødekommer de studerendes behov

Når du forbereder din undervisning, kan du stille dig selv spørgsmål som disse: Hvilke metoder eller læringsaktiviteter vil hjælpe mine studerende til at forstå, hvad de har brug for at vide? Hvad vil hjælpe de studerende til at finde, forstå og forklare de vigtigste læresætninger og principper? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe de studerende til at fornemme vigtigheden af disse læresætninger og principper? Hvordan kan jeg hjælpe de studerende til at anvende disse læresætninger og principper på sig selv?

Dette hæfte er udformet til at støtte dig i planlægningsprocessen af lektionen. Gennemgå omhyggeligt lektionsmaterialet. Vælg de undervisningsforslag, der bedst imødekommer de studerendes behov, og tilpas dem din egen undervisningsform. Helligånden vil vejlede dig i denne proces. Du kan vælge at bruge det hele eller dele af forslagene til pensummet, eller du kan tilpasse forslagene efter klassens behov og forhold. Når du beslutter, hvordan du vil tilpasse lektionsmaterialerne, skal du huske at forberede dig grundigt og også give plads til Åndens vejledning. Overvej dette råd fra ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum: »Først tilegner vi os, så tilpasser vi os. Hvis vi har sat os grundigt ind i den foreskrevne lektion, vi skal give, kan vi følge Ånden for at tilpasse den« (»A Panel Discussion with Elder Dallin H. Oaks«, Satellittransmission for seminar og institut, 7. aug. 2012, s. 6; si.lds.org).

Sørg for undervisningsmuligheder for de studerende

En af de vigtigste ting, du kan gøre som lærer i dette kursus, er at give de studerende mange muligheder for at øve sig på at undervise og bære vidnesbyrd for klassen, eftersom mange unge mennesker er usikre på at undervise i evangeliets læresætninger og principper. Giv de studerende muligheden for at besvare spørgsmål, forklare andre i klassen evangeliets sandheder og undervise i lektionerne i Forkynd mit evangelium. Når kommende missionærer lærer at forstå, hvordan evangeliets læresætninger og principper fører til frelse, vil de undervise i evangeliet med større oprigtighed og kraft.

Udover at lære, hvad de skal sige og gøre, må de også lære at fokusere på undersøgernes behov og med Åndens hjælp afgøre, hvad hver undersøger behøver for at fortsætte på omvendelsens vej. Hjælp de studerende til at forstå, at en undersøgers varige omvendelse afhænger mindre af, hvad en missionær siger og gør, end af undersøgerens handlen i tro. De bedste missionærer lægger omhyggeligt mærke til, hvad undersøgere siger og gør, og de hjælper dem derpå kærligt frem mod omvendelse.

Afstem forventninger med de studerende

Følgende forslag kan være en hjælp, når du forbereder dig til og underviser i en lektion:

  • Bed de studerende om at læse anvendelige afsnit i Forkynd mit evangelium eller generalkonferencebudskaber før hver lektion. Overvej at give de studerende en læseplan eller kursusoversigt ved begyndelsen af kurset, der forklarer, hvad der vil blive undervist i for hver klasse, og hvad de studerende bør læse som forberedelse til hver undervisning. Deltagere, der forbereder sig i god tid, er mere tilbøjelige til at tage imod Helligåndens undervisning under lektionen.

  • Forvent, at de studerende påtager sig deres ansvar som elever (se Evangelisk undervisning og læring, s. 6, 15, 55).

  • Giv de studerende mulighed for selv at opdage evangeliets sandheder. De studerende opbygges, når du leder dem gennem en læringsproces, der ligner den, du har gennemgået under din lektionsforberedelse. Når de studerende selv opdager læresætninger og principper, giver det dem mulighed for at forklare disse sandheder med deres egne ord og fortælle og bære vidnesbyrd om det, de ved, hvad de føler, og hvad de har planer om at gøre.

  • Skab et miljø, hvor de studerende kan mærke Herrens Ånd, mens de underviser og lærer af hinanden (se L&P 88:78, 122).

  • Motivér de studerende til at medbringe deres skrifter, hæftet Forkynd mit evangelium og en studiebog til hver undervisning. Forklar, hvad en studiebog er, og hvordan den bruges.

Når du beslutter dig for, hvad der skal undervises i og hvordan, så husk disse ord af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum:

»Jeg har lagt mærke til et fælles træk hos de lærere, der har haft størst indflydelse på mit liv. De har hjulpet mig til at søge lærdom ved tro. De har nægtet at give mig lette svar på svære spørgsmål. De har faktisk overhovedet ikke givet mig noget svar. De har derimod vist vej og hjulpet mig til selv at finde svar. Jeg har bestemt ikke altid være begejstret for denne tilgang, men erfaringen har gjort mig i stand til at forstå, at man for det meste ikke husker et svar fra et andet menneske ret længe, hvis vi overhovedet husker det. Men et svar, som vi selv finder eller opnår ved udøvelse af tro, bliver for det meste hos os resten af livet« (»Seek Learning by Faith«, en aften med ældste David A. Bednar, 3. feb. 2006, s. 5; si.lds.org).

Undervisningsaktiviteter

Der er mange måder at udføre undervisningsmaterialets foreslåede aktiviteter på i klassen. Det er generelt en god ide at veksle mellem udførelsesformer for disse aktiviteter for at bevare de studerendes interesse og opmærksomhed. Overvej fx under rollespillene, hvor det er muligt at bede de studerende om at skiftes til at være missionær og undersøger, og bedømmer. Du kan også deltage i disse roller efter behov.

Billede
groups of 4 diagram
Billede
groups of 2, 3 diagram

M = Missionær, U = Undersøger, B = Bedømmer

Læringsmodel

Den læringsmodel, der anvendes i missionærskolens læseplan, kan tilpasses dette kursus for at hjælpe de studerende til at udvikle færdigheder og evner. Elementerne i denne model kan anvendes i en hvilken som helst rækkefølge og gentages for på bedst mulig vis at nå målet om at hjælpe de studerende til at forbedre sig ved at øve sig.

Forklar – vis – øv – bedøm – øv igen

Forklar

Forklar begreber og færdigheder, som de studerende bør kende til, og lær dem, hvordan disse færdigheder og begreber er med til at opfylde formålet med missionering.

Vis

Giv et eksempel på, hvad de studerende skal gøre. Det kan gøres ved persondemonstrationer, videoer og andre måder.

Øv

Lad de studerende øve deres færdigheder i par eller grupper.

Bedøm

Find med de studerendes medvirken ting, de gør godt, og foreslå, hvordan de kan forbedre deres færdigheder. Giv dem opmuntring.

Øv igen

Afsæt om muligt tid til at øve det igen.

Missionering over internettet

Som fuldtidsmissionærer vil dine studerende bruge internettet som et redskab til at forkynde og til at finde og kontakte undersøgere, kontakte medlemmer, arbejde sammen med lokale præstedømme- og missionsledere, besvare spørgsmål, modtage og kontakte henvisninger, følge op på forpligtelser, bekræfte aftaler og undervise i principperne fra Forkynd mit evangelium. Forskellige forslag i dette hæfte vil hjælpe dig til at opmuntre de studerende til at begynde at fortælle om evangeliet via internettet.

Som lærer i dette kursus kan du drage fordel af elektroniske værktøjer ved at kontakte de studerende i løbet af ugen på sms eller sociale medier for at følge op på opgaver, opmuntre dem til at læse, før de møder op i klassen, eller minde dem om at læse Mormons Bog dagligt.

Brug af hæftet til studerende med handicap

Når man underviser studerende med handicap, kan man tilpasse lektionerne, så de imødekommer de studerendes evner. For at tilpasse lektionerne til studerende, der ikke kan læse, kan du fx overveje selv at læse højt, lade de studerende læse eller bruge materialer, der er optaget på forhånd (fx lyd- og videoudgaver af skrifterne, Forkynd mit evangelium og generalkonferencetaler). Når der i lektioner opfordres til skriftlige svar, kan du i stedet bede de studerende om at give mundtlige svar. Andre studerende kan også hjælpe personer med handicap ved at læse materialerne for dem eller skrive svarene for dem.

Find flere forslag og hjælpekilder ved at gå til hjemmesiden for hjælp til personer med handicap på disabilities.lds.org og afsnittet »Adapted Classes and Programs for Students with Disabilities« i S&I policy manual.