Institut
Lektion 1: Formålet med missionering


1

Formålet med missionering

Indledning

I Forkynd mit evangelium står der, at formålet med missionering er at »indbyde andre til at komme til Kristus ved at hjælpe dem til at modtage det gengivne evangelium ved tro på Jesus Kristus og hans forsoning, omvendelse, dåb, modtagelse af Helligåndsgaven og at holde ud til enden« (Forkynd mit evangelium, s. 1). Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jeres mission bliver en hellig mulighed for at føre andre til Kristus og være med til at forberede Frelserens andet komme,« (»Forbered verden på det andet komme«, Liahona, maj 2011, s. 50). Dette kursus kan være med til at forberede dine studerende på at deltage i den hellige mulighed for at missionere.

Forberedelse

Forslag til undervisningen

Formålet med missionering

Bed de studerende om at nævne gøremål og opgaver, som missionærer udfører regelmæssigt, og skriv dem på tavlen. (Det kan være svar som at banke på døre, studere, undervise, bede og tjene).

Bed en studerende om at læse teksten i boksen »Dit mål« på side 1 i Forkynd mit evangelium. (Eftersom dette er den første klasse, er der måske mange af de studerende, der ikke har Forkynd mit evangelium med. Du bliver måske nødt til at uddele fotokopier af denne og andre relevante sider).

Bed dem dernæst om at sammenligne udtalelsen om formålet med missionering med listen over opgaver på tavlen og spørg:

  • Hvordan giver denne udtalelse om formålet med missionering jer en dybere indsigt i, hvad missionærer gør? Hvordan hænger det formål sammen med de opgaver, missionærer udfører?

  • Hvor i udtalelsen om dette formål finder vi en missionærs ansvar, og hvor finder vi undersøgerens ansvar?

  • Hvordan kan det gøre dig til en mere effektiv missionær at anvende denne udtalelse om formålet med missionering som et vejledende princip? (Udtalelsen om formålet anviser en retning for det arbejde, en missionær udfører. Det hjælper missionærer til at fokusere mindre på opgaver og mere på at opfylde det egentlige formål).

Hjælp klassedeltagerne til bedre at forstå formålet med missionering ved at lade dem slå op på side 2 i Forkynd mit evangelium og derpå bede en deltager om at læse det sidste afsnit højt, der begynder med »Du er kaldet«.

Drøft som klasse følgende spørgsmål:

  • Hvad skal en person ifølge dette afsnit gøre for at komme til Frelseren?

  • Hvad gør en missionær ifølge dette afsnit for at hjælpe andre til at komme til Jesus Kristus?

Giv hver studerende en kopi af uddelingsarket »Formålet med, at vi missionerer«. Arket indeholder en del af en tale af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum. Del deltagerne op i mindre grupper, eller opfordr dem til at danne deres egne. Bed grupperne om at læse arket og drøfte spørgsmålene i slutningen.

Billede
Uddelingsark Formålet med missionering

Når de studerende har haft tilpas tid til at læse og drøfte ældste Christoffersons tale, beder du flere af dem om at fremkomme med deres svar på spørgsmålene. Spørg dernæst om følgende:

  • Hvordan kan I begynde at fokusere på udtalelsen om formålet med missionering? (Det kan være svar som: De studerende kan vælge at lære den udenad, de kan skrive den ned og lægge den et sted, hvor de kan se den hver dag, de kan bede om hjælp til bedre at forstå den eller de kan se efter aspekter ved dette formål som en del af deres skriftstudium).

Bed en elev læse følgende citat af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum højt:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Vi underviser eller forkynder ikke bare for at ›bringe folk ind i Kirken‹ eller øge medlemstallet i Kirken. Vi forkynder eller underviser ikke bare for at overtale folk til at leve bedre liv … Vi indbyder alle til at komme til Kristus ved omvendelse, dåb og bekræftelse for at åbne dørene til det celestiale rige for Guds sønner og døtre [se L&P 76:51-52]. Ingen andre kan gøre dette« (»The Purpose of Missionary Work«, satellitudsendelse for missionærer, apr. 1995).

  • Hvorfor er det vigtigt at huske, at det drejer sig om noget langt større at forkynde evangeliet end blot at hjælpe nogen til at blive medlem af Kirken? (Se også 3 Ne 11:33-34).

  • Hvilke tanker får I, når I overvejer, at I vil være med til at »åbne dørene til det celestiale rige« for dem, I skal undervise?

Bed de studerende om at tænke over, hvordan de selv kan indarbejde formålet med missionering, og bed dem om at overveje, hvorvidt deres personlige motivering for at tage på mission er i overensstemmelse med udtalelsen om formålet med missionering i Forkynd mit evangelium. Bed de studerende om at bruge et øjeblik på at skrive (på et stykke papir eller i en studiebog), hvilke konkrete ting de vil gøre for at få deres motiver til at tage på mission til at harmonere bedre med udtalelsen om formålet med det.

Undervisning i Kristi lære

Forklar klassen, at Frelseren sagde, at et af hovedformålene med Mormons Bog er at »bringe mit evangelium [og] de sande punkter i min lære frem i lyset« (L&P 10:62). Kristi lære indeholder befalingen om, at hele menneskeheden må tro på Jesus Kristus som vor Herre og Frelser, omvende sig fra synd, blive døbt og modtage Ånden (se 3 Ne 11:32). Skriv følgende på tavlen:

2 Ne 31:2, 10-21   3 Nefi 11:31-41   3 Nefi 27:13-21

Del klassen op i tre grupper Bed den ene gruppe om at læse 2 Nefi 31:2, 10-21, den anden 3 Nefi 11:31-41 og den tredje 3 Nefi 27:13-22. Bed hver gruppe om at læse deres vers og finde frem til det, der forventes af dem, der ønsker at følge Jesus Kristus. Du kan opfordre de studerende til at fremhæve og markere særlige sandheder om Jesu Kristi lære og evangelium i deres skrifter.

Når de har haft mulighed for at bruge et par minutter på at gennemgå deres skriftsteder, beder du dem om på tavlen under hver henvisning at skrive bestemte handlinger, som forventes af Jesu Kristi følgere.

Stil derpå spørgsmål som disse:

  • Hvis nogen skulle spørge jer, om mormonerne tror på Jesus Kristus, hvordan vil disse tre skriftstedshenvisninger på tavlen så være en hjælp for jer til at besvare det spørgsmål?

  • Hvordan ville I med egne ord forklare Jesu Kristi lære eller evangelium til en, der ikke ved, hvad det går ud på?

  • Nogle mennesker vil måske spørge jer, hvorfor missionærerne forkynder for mennesker, der allerede tror på Jesus Kristus. Hvordan hjælper Jesu Kristi lære, som den er beskrevet i skriftstederne på tavlen, jer til at besvare dette spørgsmål?

Når de svarer, så sørg for, at de forstår, at Kristi lære består af (1) det, Jesus Kristus har gjort og fortsat gør for at drage os til Faderen (se Alma 33:22; L&P 76:40-42) og (2) det, vi må gøre for at få adgang til velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning, herunder at have tro, omvende os, blive døbt, modtage Helligåndsgaven og holde ud til enden (se 3 Ne 27:16-21).

Henvis igen de studerende til udtalelsen om formålet med missionering på tavlen og spørg:

  • Hvordan hænger Kristi lære sammen med formålet med missionering?

Når de drøfter dette spørgsmål, skulle de gerne give udtryk for følgende sandhed: Missionærer opfylder formålet ved at hjælpe undersøgere til at tage imod Kristi lære, udvikle tro, omvende sig, blive døbt og modtage Helligåndsgaven og at holde ud til enden.

Uddyb de studerendes forståelse af, at undersøgere må følge Kristi lære om at modtage det gengivne evangelium ved at lade dem slå op på side 5 i Forkynd mit evangelium og bed en deltager om at læse de to første afsnit højt under overskriften »Jesu Kristi evangelium«. Stil derpå spørgsmål som nedenstående, der hjælper de studerende til at se, hvorfor det er vigtigt for undersøgere at handle i tro:

  • Hvilke tegn kan en missionær kigge efter for at afgøre, hvorvidt en undersøger udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, omvender sig og forbereder sig til at indgå dåbspagten?

Når de har svaret, så forklar, at missionærer ofte bekymrer sig om, hvorvidt de gør og siger det rigtige. Men det er vigtigere, at undersøgere handler i tro på det, der bliver undervist om, end hvad missionærerne siger og gør. En af de vigtigste evner, en missionær kan udvikle, er at skelne ved Ånden, om en undersøger virkelig handler i tro og bliver omvendt.

  • Hvilke tegn kan en missionær kigge efter for at afgøre, hvorvidt Helligånden var til stede i en undervisningssituation og om undersøgeren kunne mærke den?

  • Hvad kan kommende missionærer gøre for bedre at forstå og anvende Kristi lære? (Det kan være svar som at bede i tro om større forståelse, studere skrifterne ud fra bestemte punkter i Kristi lære som fx Jesu Kristi forsoning og evangeliets første principper og ordinancer, tale med andre om det, de har gjort for at øge deres tro på Jesus Kristus, studere nadverbønnerne for bedre at forstå dåbspagten og så videre).

Vis videoen »The Purpose of Missionary Work: Robles Family« (9:19), og bed derpå deltagerne om at tage noter om det, missionærerne gjorde for at hjælpe familien Robles til at komme til Kristus.

Efter videoen stiller du spørgsmål som følgende, så de kan forklare, hvad missionærerne gjorde for at opfylde formålet med missionering:

  • Hvad gjorde disse missionærer for at hjælpe familien Robles til at vokse i tro? (Svarene kan være som følger: De opmuntrede dem til at bede om Mormons Bog, besvarede deres spørgsmål, lærte dem hvorfor det er vigtigt at adlyde befalingerne, forpligtede dem til at adlyde befalingerne, hjalp dem til at tage imod dåbsordinancen, sørgede for at involvere menigheden i deres liv og fik dem til at se hen mod templet).

  • Hvorfor er både undervisning af undersøgere og at opfordre dem til at komme til Kristus vigtige ting, som missionærer gør?

  • Hvilke tegn så I på, at familien Robles’ tro øgedes, og at de følte sig mere i harmoni med Kristi ånd?

Giv dine studerende nogle minutter til at studere afsnittet med overskriften »Hjælp andre til at forpligte sig: Døren til tro og omvendelse« i Forkynd mit evangelium, side 8. Sæt derpå deltagerne sammen parvis, hvor de skiftes til at fortælle hinanden, hvordan de har det med at opfordre andre til at forpligte sig. Hvilken frygt eller hvilke bekymringer har de? Hvad giver dem tillid til, at de vil kunne gøre det? Stil dernæst følgende spørgsmål:

  • Hvordan kan en forståelse af Kristi lære være med til, at I opfordrer undersøgere til at forpligte sig?

  • Hvorfor sagde ældste Jeffrey R. Holland, at en missionær bør være »knust«, når mennesker ikke holder deres forpligtelse til at læse i eller bede om Mormons Bog?

Bed klassen om at forestille sig, hvordan det må føles at hjælpe mennesker til at ændre sig og blive døbt. Spørg, om nogen af dem har hjulpet en ven eller et familiemedlem til at komme Kristus, og bed dem om at fortælle, hvordan det føltes at være med i den proces.

Den største pligt

Tal om den myndighed, som missionærer har til at undervise vor himmelske Faders børn om evangeliet og til at hjælpe dem til at modtage de ordinancer, der giver dem mulighed for at nyde forsoningens velsignelser. Vis følgende udtalelser, og bed en deltager om at læse dem højt for klassen:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at prædike evangeliet« (Joseph Smith, citat i Forkynd mit evangelium, s. 12).

Billede
Præsident Spencer W. Kimball

Undervisning i evangeliet er af større betydning end andre gode gerninger. I er med i det største værk i verden, og intet i denne verden kan måle sig med det. At bygge hjem og broer er ingenting. At bygge verdener er ingenting i sammenligning med det liv, I bygger. At redde liv på jorden er ikke nogen vigtig præstation i sammenligning med det, I gør. Hvis I går ud på en af disse kirkegårde og oprejser de døde, endog tusinder eller titusinder af dem, har I ikke gjort noget i sammenligning med det, I gør, når I frelser mennesker« The Teachings of Spencer W. Kimball, 1982, s. 547).

Spørg dine studerende, om nogle få af dem vil fortælle, hvorfor de tror, at den vigtigste pligt, vi har, er at forkynde evangeliet. Vær sikker på, at de forstår, at når vi forkynder evangeliet, hjælper vi andre til at få adgang til forsoningens velsignelser.

Bed en deltager om at læse Lære og Pagter 18:10, 15-16 højt, mens klassen følger med og lægger mærke til de velsignelser, der kommer til dem, der forkynder evangeliet, og til dem, der tager imod evangeliet. Spørg dernæst:

  • Hvilke velsignelser får de, der forkynder evangeliet, og de, der bliver undervist i evangeliet?

Forklar, at missionering også kan være udfordrende. Lad en studerende læse følgende citat af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Jeg er overbevist om, at missionering ikke er let, fordi frelse ikke er en billig oplevelse. Frelse har aldrig været let. Vi er Jesu Kristi Kirke, dette er sandheden, og han er vores store og evige Overhoved. Hvordan kan vi tro, at det skulle være let for os, når det aldrig nogensinde har været let for ham? Jeg tror, at missionærer og missionsledere skal tilbringe i hvert fald et par minutter i Getsemane. Missionærer og missionsledere skal tage i hvert fald et par skridt op ad Golgata …

Jeg tror, at missionærer og undersøgere, for at finde frem til sandheden, for at opnå frelse, for at forstå lidt af den pris, som han har betalt, skal betale en smule af den samme pris« (»Missionering og forsoningen«, Liahona, okt. 2001, s. 15).

  • Hvordan kan dette perspektiv på missionering hjælpe jer, når I oplever udfordringer som missionær?

Overvej som afslutning på klassen at give de studerende nogle minutter til at skrive det ned, de har lært om forholdet mellem missionering og Kristi lære. Inspirer deltagerne til at sætte et mål om, hvad de kan gøre for bedre at forstå Kristi lære, mens de forbereder sig til deres mission. Spørg de studerende, om nogle af dem gerne vil bære deres vidnesbyrd i klassen. Bær dit vidnesbyrd om, at hvis de studerende vil lære og følge Kristi lære, vil de opnå mere som missionær

Opfordring til handling

Forklar de studerende, at en god forberedelse til en fuldtidsmission kræver en indsats udover undervisningen. Du vil derfor ved slutningen af hver lektion komme med forslag til aktiviteter, der er beregnet på at hjælpe deltagerne til at blive bedre beredt til at tage på mission. Hjælp deltagerne til at begynde nu med at deltage i Herrens værk ved at udfordre dem til at gøre en eller flere af følgende:

  • Når I bruger de sociale medier, kan I fortælle andre, hvorfor I glæder jer til at tage på mission, og hvad I gør for at forberede jer.

  • Se et par af de videoer, der findes om Fremskynd arbejdet med frelseLDS.org og skriv de følelser, I har, ned, når I tænker over jeres mulighed for at deltage i arbejdet med frelse.

  • Inviter en ven til at deltage i denne missionærforberedelsesklasse sammen med jer. (Du kan komme med denne opfordring til de studerende ved slutningen af hver klasseperiode).

  • Inviter et ikkemedlem eller en mindre aktiv ven til at blive undervist af missionærerne.