Institut
Lektion 9: Tilegn dig kristne egenskaber


9

Tilegn dig kristne egenskaber

Indledning

Missionærer bør stræbe efter at blive mere som Frelseren, når de arbejder på at invitere andre til at komme til ham. Frelseren er vores fuldkomne eksempel, og han bad os om at blive som ham (se 3 Ne 27:27), og hans forsoning gør os i stand til at blive mere, som han og vor himmelske Fader er. En vigtig del af at blive som Jesus Kristus er, at vi lærer om, hvordan han levede, opførte sig og underviste. Jo mere vi selv udvikler kristuslignende egenskaber, des bedre beredt er vi til at tjene Gud og andre under vores mission og livet igennem.

Forberedelse

Forslag til undervisningen

Vigtigheden af kristuslignende egenskaber

Bed de studerende om at slå op på side 123 i Forkynd mit evangelium, og se på billedet af missionæren med navneskiltet. Spørg:

  • Hvilke to dele er mest iøjnefaldende på navneskiltet? (Missionærens navn og Frelserens navn).

  • Hvorfor er det vigtigt for jer og for andre at forbinde jeres navn med Frelserens?

Lad dem skiftes til at læse de fem afsnit på side 115 i Forkynd mit evangelium højt, mens klassen følger med og ser efter, hvordan vi kan tage imod invitationen til at følge Jesus Kristus. Når de har læst, spørger du:

  • Hvordan tager vi imod Jesu Kristi invitation til at følge ham? (De bør finde frem til dette princip: Vi tager imod Jesu Kristi invitation til at følge ham ved at blive som ham og udvikle de egenskaber, han har).

  • Hvordan kan I tjene med større kraft og styrke i Jesu Kristi evangelium, når I udvikler kristuslignende egenskaber?

Bed deltagerne om at vælge et af skriftstederne i skriftstudiumfeltet på side 116 i Forkynd mit evangelium. Lad dem læse det skriftsted, de har valgt, og finde det, det siger om at følge Jesu Kristi eksempel. Lad deltagerne fortælle klassen, hvad de har lært i klassen. Når flere af dem har svaret, spørger du:

  • Hvilke karaktertræk forbinder I med Jesus Kristus?

Vis videoen »Kristuslignende egenskaber« (2:54), som viser nogle af Frelserens egenskaber. Lad de studerende lægge mærke til, hvordan Frelserens guddommelige egenskaber kom tydeligt til udtryk i hans handlinger, især i den måde, hvorpå han omgikkes andre.

Efter videoen stiller du spørgsmål som følgende og giver dem tid nok til at tænke over deres svar:

  • Hvordan kom Frelserens guddommelige egenskaber tydeligt til udtryk i hans handlinger, især i den måde, hvorpå han omgikkes andre?

  • Hvilken virkning havde Jesu handlinger på andre?

Lad de studerende fortælle en af dem, de sidder ved siden af, om en oplevelse, hvor en persons kristuslignende adfærd gjorde indtryk på dem. Giv dem dernæst et øjeblik til at tænke over følgende spørgsmål:

  • Hvilke af Kristi egenskaber fra videoen vil I gerne selv udvikle?

Tilegn dig kristne egenskaber

Lad et par studerende skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 4:1-7.

  • Hvad er forholdet ifølge Lære og Pagter 4:5-6 mellem kristuslignende egenskaber og at være skikket til at blive kaldet til arbejdet? (Selv om de måske bruger andre ord, bør de finde frem til følgende princip: Personer, der besidder kristuslignende egenskaber, er skikkede til at tjene i Herrens værk).

Bed klassen om at slå op på Mine egenskaber – Spørgeskema på side 126 i Forkynd mit evangelium. Efter at have forklaret vejledningen øverst på siden beder du dem om at udfylde skemaet. Det kan være en god ide at fortælle deltagerne, hvor meget tid de kan bruge på det. Overvej at sørge for kopier af skemaet til dem. Hvis de vælger at udfylde det i deres egen Forkynd mit evangelium, kan du råde dem til at bruge blyant. Giv tid nok til, at alle kan gøre skemaet færdigt. Bed derpå deltagerne om at fortælle, hvad de har lært, og hvad de følte, da de arbejdede sig gennem denne selvevaluering. Overvej efter behov at stille spørgsmål som disse:

  • Hvilke egenskaber i skemaet er faldet jer i øjnene, og hvorfor?

  • Hvad har I lært af denne aktivitet?

Hjælp de studerende til en større forståelse af kristuslignende egenskaber ved at opfordre dem til at vælge en egenskab, de gerne vil lære mere om og udvikle i højere grad hos sig selv. Bed de studerende om at finde det afsnit, der beskriver den egenskab, de har valgt, på side 116-122 i Forkynd mit evangelium. Giv dem derefter tid til at læse deres afsnit inklusive de tilhørende skriftsteder. Det kan være en god ide at lade deltagerne vide, hvor meget tid de kan bruge på at læse det. Skriv følgende spørgsmål på tavlen, så de studerende kan tænke over dem, mens de læser:

  • Hvad nyt har I lært om denne egenskab?

  • Hvilken forandring må der ske i jeres hjerte, sind eller handlinger, for at I kan udvikle denne egenskab?

  • Hvordan kan det gøre jer til en bedre missionær at udvikle denne egenskab?

Gå rundt i lokalet for at se, hvordan det går deltagerne, og for at besvare alle de spørgsmål, de måtte have. Efter en passende tid beder du dem om at komme med deres svar på spørgsmålene på tavlen.

Vis følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf, og bed de studerende om at finde det, præsident Uchtdorf siger, vi skal gøre for at udvikle kristuslignende egenskaber:

Billede
Præsident Dieter F. Uchtdorf

»Skriften beskriver en række kristuslignende egenskaber, vi må udvikle i vores liv … Kristuslignende egenskaber er gaver fra Gud. De kan ikke udvikles uden hans hjælp. Den hjælp, vi alle behøver, er frit givet os gennem Jesu Kristi forsoning. At have tro på Jesus Kristus og på hans forsoning vil sige fuldstændig at sætte sin lid til ham – at stole på hans uendelige magt, intelligens og kærlighed. Kristuslignende egenskaber kommer ind i vores liv, når vi anvender vores handlefrihed retfærdigt … Når vi stræber efter at blive mere som Frelseren, må vi vurdere vores liv regelmæssigt og på omvendelsens sande sti stole på Jesu Kristi fortjenester og velsignelserne ved hans forsoning« (»Kristuslignende egenskaber – Vinden under vore vinger«, Liahona, nov. 2005, s. 102, 103).

  • Hvad betyder det for jer, at »kristuslignende egenskaber er gaver fra Gud«? (De er gaver, der ikke kan udvikles fuldt ud uden Guds hjælp).

  • Hvad kan vi ifølge præsident Uchtdorf gøre for at trække på Guds hjælp til at udvikle disse egenskaber? (Overvej at sammenfatte deres svar ved at skrive følgende på tavlen: Vi kan udvikle kristuslignende egenskaber, når vi omvender os, tror på Jesus Kristus og stoler på hans forsoning).

  • Hvordan kan omvendelse og tro på forsoningen hjælpe os til at udvikle kristuslignende egenskaber? (Ved tro og omvendelse åbner vi for, at Herren kan velsigne os med kristuslignende egenskaber. Når vi omvender os, viser vi vores ønske om at blive mere kristuslignende, og vi inviterer i større grad Helligånden til at være hos os).

Vis følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en deltager om at læse den højt for klassen:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Da Frelseren underviste nefitterne, talte han om, hvad de skulle blive. Han udfordrede dem til at omvende sig og blive døbt og blive helliggjort ved at modtage Helligånden, ›så at I må stå uplettede for mig på den yderste dag‹ (3 Ne 27:20). Han konkluderede: ›Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er‹ (3 Ne 27:27).

Jesu Kristi evangelium er en plan, efter hvilken vi kan blive de Guds børn, det er meningen vi skal blive. Denne uplettede og fuldkomne tilstand bliver følgen, når vi konsekvent indgår og holder pagter, ordinancer og handlinger, samler en skat af rette valg og fortsætter med at omvende os. ›Dette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud‹ (Alma 34:32)« (»En udfordring til at blive«, Liahona, jan. 2001, s. 41).

Spørg:

  • Hvad må vi ifølge ældste Oaks gøre for at blive mere som Jesus Kristus? (Vi må indgå og holde hellige pagter, værdigt modtage ordinancer, træffe rigtige valg og omvende os).

Bed de studerende om at slå op på Moroni 7:47-48. Forklar, at selv om disse vers specifikt omhandler næstekærlighed, forklarer de et mere generelt princip om at tilegne sig kristuslignende egenskaber. Bed en deltager om at læse versene, mens klassen følger med og finder det, vi kan gøre for at bede vor himmelske Fader om hjælp til at blive som hans Søn (svarene bør fokusere på vigtigheden af at bede vor himmelske Fader om at hjælpe os til at blive Kristi »sande følgere«). Påpeg, at eftersom kristuslignende egenskaber er gaver fra Gud, bør vi bede ham om hjælp til at udvikle dem.

Hjælp dem til at overveje, hvordan de kan anvende det, de har lært, ved at bede dem om at komme med eksempler på handlinger, som kommende missionærer kan udføre, når de stræber efter at udvikle den egenskab, de har studeret. Giv derefter de studerende et par minutter til at skrive en plan ned, herunder til stadighed at træffe nogle rigtige valg, så de bedre kan udvikle den egenskab. Motivér dem til at fortælle deres forældre eller en nær ven om deres plan. Motivér dem også til ikke at udsætte deres plan. Den indsats, de gør nu, kan have en stor indflydelse på deres oplevelser som missionær.

Afslut denne del af lektionen ved at forsikre deltagerne om, at Herren vil velsigne dem, når de udøver tro på forsoningen og søger at blive som han.

Kristuslignende egenskaber i missionærgerningen

Skriv følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab på tavlen, som er et citat, der ofte tilskrives Frans af Assisi. Bed en deltager om at læse udtalelsen højt:

»Forkynd evangeliet til alle tider, og brug ord, hvis det er nødvendigt« (»Venter på vejen til Damaskus«, Liahona, maj 2011, s. 77).

Stil derpå spørgsmål som disse:

  • Hvordan kan vi forkynde evangeliet uden at bruge ord?

  • Hvordan kan vi bedre forkynde evangeliet, når vi opnår kristuslignende egenskaber, både med og uden brug af ord?

  • Hvad sker der med menneskers hjerte, når de behandles på en kristuslignende måde? (Deres hjerte blødgøres, og de bliver mere modtagelige for at lytte til evangeliets budskab).

  • Hvorfor er en missionærs kristuslignende egenskaber så vigtige for fremgang i missioneringen? (Deres svar kan indeholde denne sandhed: Kristuslignende egenskaber kan have en stærk indflydelse på at bringe mennesker til Frelseren).

Vis videoen »Impressions of Missionaries« (4:32). Lad de studerende tage noter om de egenskaber, som undersøgerne lagde mærke til hos missionærerne samt den virkning, disse egenskaber havde på undersøgerne.

Efter videoen spørger du:

  • Hvilke positive egenskaber hos missionærerne lagde undersøgerne mærke til?

  • Hvorfor tror I, at disse kvaliteter gav et så positivt indtryk hos undersøgerne?

  • Nogle af undersøgerne nævnte nogle mindre positive kvaliteter. Hvordan påvirkede disse kvaliteter undersøgerne?

  • Hvordan kan missionærer undgå at efterlade disse mindre positive indtryk?

Illustrer desuden, hvordan kristuslignende egenskaber og adfærd kan hjælpe missionærer til at forberede dem, de underviser, til at tage imod evangeliet, ved at bede en deltager om at sammenfatte beretningen om Ammons anstrengelser for at forkynde evangeliet blandt lamanitterne. Del klassen op i fire grupper, og fordel nedenstående skriftstedshenvisninger mellem dem. Lad dem læse deres skriftsted for sig selv og finde de kristuslignende egenskaber, Ammon udviste.

Alma 17:22-25

Alma 17:28-31

Alma 17:33-37

Alma 18:1-3, 8-10

Efter en passende tid drøfter du følgende med klassen:

  • Hvilke kristuslignende egenskaber udviste Ammon i de vers, I læste?

  • Hvordan påvirkede Ammons egenskaber de mennesker, han underviste?

  • Hvordan kan nutidige missionærer følge Ammons eksempel?

Bed de studerende om at tænke på en person, de har lagt mærke til, som besad kristuslignende egenskaber. Spørg:

  • Hvordan har denne person påvirket jer ved sin kristuslignende adfærd?

Tjeneste sammen med en kammerat

Mind de studerende om, at en missionær altid skal tjene sammen med en kammerat. Bed dem om at nævne mulige udfordringer, som kan forekomme, når man arbejder sammen med en kammerat. Stil eleverne følgende spørgsmål:

  • Hvorfor tror I, at missionærer tjener i makkerpar?

Læs højt i Lære og Pagter 42:6 og 2 Kor 13:1 for at hjælpe dem til at se, at missionærer tjener i makkerpar, fordi det er den måde, Herren har anvist. Spørg dernæst:

  • Hvorfor er det vigtigt, at missionærer viser kristuslignende egenskaber og gerninger over for deres kammerat? (Se L&P 38:24-25, 27).

Vis følgende udtalelse af præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab, og bed en deltager om at læse den højt for klassen:

Billede
Præsident James E. Faust

»Tillad aldrig splid i jeres kammeratskab. Nogle af jeres missionærkammerater vil blive de bedste venner i jeres liv. Vær selv den kammerat, som du ville ønske at være sammen med. Vær uselvisk i dit forhold til dine kammerater. Når der er splid, vil Herrens Ånd forlade jer, uanset hvem der har skylden. Vi er hver især individer med enestående stærke sider og talenter, som er anderledes end alle andre personers i hele verden. Hver især har vi svagheder. I et harmonisk kammeratskab er der samarbejde – hvor en er svag, er den anden stærk« (»Hvad jeg ønsker min søn skal vide, før han tager på mission«, Stjernen, juli 1996, s. 42-43).

  • Hvad sagde præsident Faust, der vil ske, når der opstår splid mellem missionærkammerater? (Se også 3 Ne 11:29).

  • Hvordan kan egenskaber, vi har lært om, hjælpe kammerater til at undgå splid og have et mere harmonisk forhold? (Hjælp dem til at finde princippet om, at når missionærkammerater udviser en kristuslignende indstilling og adfærd over for hinanden, bliver de velsignet med Ånden).

  • Hvorfor er det mere effektivt for et makkerpar at forkynde evangeliet, når de har et harmonisk forhold?

Overvej at læse de fem første afsnit under »Din kammerat« (under afsnittet »Dit forhold til andre«) i Missionærhåndbog (s. 29-30). Spørg dernæst:

  • Hvordan har I anvendt et princip i disse afsnit til at styrke jeres forhold til en i familien eller en ven?

Afslut ved at opfordre deltagerne til at bære deres vidnesbyrd om Kristus og hvor vigtigt det er at blive som ham.

Opfordring til handling

Hjælp de studerende til at indse, at processen med at udvikle kristuslignende egenskaber kræver Herrens hjælp og en stor personlig indsats. Motivér dem til at udføre et eller flere af følgende forslag som en del af deres anstrengelser for at blive mere lig Frelseren:

  • Vælg en af de kristuslignende egenskaber i kapitel 6 i Forkynd mit evangelium, og studér den yderligere ved at anvende skrifterne, Guide til Skrifterne og så videre. Læg en plan for, hvordan I i højere grad kan udvikle denne egenskab. Delagtiggør jeres forældre eller en nær ven i jeres plan.

  • Tænk over, hvad I kan gøre for at blive mere kristuslignende over for jeres familie, venner (både medlemmer og ikkemedlemmer) og kirkeledere. Skriv nogle konkrete forslag ned, og udfør dem i denne uge.

  • Sæt nogle mål for, hvordan I kan forberede jer til at undgå splid med en fremtidig missionærkammerat.

  • Find ud af, hvordan I kan udtrykke kærlighed til familie og venner og tjene dem med tålmodighed og næstekærlighed.