Bæredygtige samfund

Hvilket smukt kor, der sang om den smukke Frelser.

I 2015 indførte FN, hvad der blev kaldt »2030 verdensmål for bæredygtig udvikling.« De blev beskrevet som »en fælles arbejdstegning for fred og fremgang for mennesker og planeten nu og i fremtiden. Verdensmålene for bæredygtig udvikling indeholder 17 mål, der skal nås inden 2030, såsom: Afskaf fattigdom, stop sult, kvalitetsuddannelse, ligestilling mellem kønnene, rent vand og sanitet og anstændige jobs. ¹

Konceptet bæredygtig udvikling er interessant og vigtigt. Mere presserende er dog det bredere spørgsmål om bæredygtige samfund. Hvad er det fundamentale, der opretholder et blomstrende samfund, ét, der fremmer lykke, fremskridt, fred og velvære blandt dets medlemmer? Vi har optegnelser i skriften om mindst to af sådanne blomstrende samfund. Hvad kan vi lære af dem?

I fordums tid forkyndte den store patriark og profet Enok retfærdighed og »byggede en by, som blev kaldt Hellighedens By, ja, Zion.« ² Det fortælles, at »Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem.« ³

»Og Herren velsignede landet, og de blev velsignet på bjergene og på de høje steder og trivedes.« ⁴

Folkene på den vestlige halvkugle i det første og andet århundrede, der er kendt som nefitter og lamanitter, er et godt yderligere eksempel på et blomstrende samfund. Efter den opstandne Frelsers bemærkelsesværdige tjenestegerning blandt dem »vandrede [de] efter de befalinger, som de havde fået af deres Herre og deres Gud, idet de fortsatte med at faste og bede og med ofte at mødes sammen både for at bede og for at høre Herrens ord …

Og der var ingen misundelse eller stridigheder eller optøjer eller utugtigheder eller løgne eller mord eller nogen slags uterlighed, og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.« ⁵

Samfundene i disse to eksempler blev opretholdt af himlens velsignelser, der kom på grund af deres eksemplariske hengivenhed til de to store bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« og »Du skal elske din næste som dig selv.« ⁶ De var lydige mod Gud i deres personlige liv, og de tog sig af hinandens fysiske og åndelige velbefindende. Som der står i Lære og Pagter, var disse samfund, hvor »enhver stræb[te] efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje.« ⁷

Som ældste Quentin L. Cook bemærkede her til formiddag holdt det ideelle samfund, der er beskrevet i 4 Nefi i Mormons Bog, desværre ikke længere end 200 år. Bæredygtighed er ikke garanteret, og et blomstrende samfund kan gå til grunde, hvis det opgiver de grundlæggende dyder, der opretholder fred og fremgang. I dette tilfælde, hvor folket faldt for djævelens fristelser, »begyndte [de] at blive delt i klasser; og de begyndte at oprette kirker til sig selv for vindings skyld, og de begyndte at fornægte Kristi sande kirke.« ⁸

»Og det skete, at da tre hundrede år var gået, var både Nefis folk og lamanitterne blevet overordentlig ugudelige, det ene såvel som det andet.« ⁹

Efter endnu et århundrede var millioner døde i gensidig ødelæggende krigsførelse, og deres engang så harmoniske nation var reduceret til krigsførende stammer.

Når jeg reflekterer over dette og andre eksempler på blomstrende samfund, der senere gik til grunde, tror jeg, det er sikkert at sige, at når mennesker vender sig fra en fornemmelse af ansvarlighed over for Gud og begynder at stole på »armen af kød«, venter katastrofen. At stole på armen af kød er at ignorere den guddommelige ophavsmand til menneskerettigheder og menneskelig værdighed og at prioritere rigdomme, magt og verden pris højest (mens man samtidig ofte håner og forfølger dem, der følger en anden standard). I mellemtiden søger dem i bæredygtige samfund, med kong Benjamins ord, at »vokse i kundskab om hans herlighed, han som har skabt [dem], eller i kundskaben om det, der er ret og sandt.« ¹⁰

Institutionerne familie og religion har været vigtige for at begave både enkeltpersoner og lokalsamfund med dyder, der opretholder et bæredygtigt samfund. Disse dyder, der har rod i skrifterne, omfatter integritet, ansvar og ansvarlighed, medfølelse, ægteskab og troskab i ægteskabet, respekt for andre og deres ejendom, tjeneste og nødvendigheden af og værdigheden i arbejde.

Redaktøren Gerard Baker skrev tidligere i år en klumme i Wall Street Journal, hvor han ærede sin far, Frederick Baker, i anledning af dennes 100 års fødselsdag. Baker spekulerede over årsagerne til sin fars lange liv og tilføjede disse tanker:

»Selvom vi alle gerne vil kende hemmeligheden bag et langt liv, tror jeg ofte, at vi ville være bedre tjent med at finde ud af, hvad der gør et liv godt, uanset hvor lang tid vi har. Deri er jeg sikker på, at jeg kender min fars hemmelighed.

Han er fra en tid, hvor livet hovedsageligt var defineret af pligt, ikke berettigelse; af socialt ansvar, ikke personlige privilegier. Det primære oplivende princip gennem hans århundrede har været en følelse af forpligtelse – til familie, Gud, fædreland.

I en tid, der er stærkt præget af de døde rester af ødelagte familier, var min far en hengiven ægtemand for sin hustru i 46 år, en pligtopfyldende far til seks børn. Han var aldrig mere til stede og afgørende, end da mine forældre led den utrolige tragedie at miste et barn …

I en tid, hvor religion i stigende grad er en kuriositet, levede min far som en sand og trofast katolik med urokkelig tro på Kristi løfter. Jeg har nogle gange virkelig tænkt, at han levede så længe, fordi han var bedre forberedt på at dø end nogen anden, jeg nogensinde har mødt.

Jeg har været en heldig mand – velsignet med en god uddannelse, min egen vidunderlige familie, nogen succes i verden, som jeg ikke havde fortjent. Men uanset hvor stolt og taknemmelig jeg er, så står det i skyggen af den stolthed og taknemmelighed, jeg har for den mand, som uden spektakel eller drama, uden forventning om belønning eller anerkendelse, har udført – i et århundrede nu - sine enkle pligter, forpligtelser og i sidste ende, nydt glæde af at leve et dydigt liv.« ¹¹

Den opfattede vigtighed af religion og religiøs tro er nedadgående i mange lande i de senere år. Et stigende antal mennesker betragter tro på og troskab mod Gud som værende unødvendigt for moralsk retskaffenhed for både enkeltpersoner og samfund i dagens verden. ¹² Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at de, der ikke bekender sig til religiøs tro kan være, og ofte er, gode, moralske mennesker. Vi er dog ikke enige om, at dette sker uden guddommelig påvirkning. Jeg taler om Kristi lys. Frelseren har erklæret: »Jeg er det sande lys, som oplyser enhver, der kommer til verden.« ¹³ Uanset om vi er opmærksomme på det, er hver mand, kvinde og barn af alle trosretninger, steder og til alle tider gennemsyret af Kristi lys, og derved har de en fornemmelse af ret og uret, vi ofte kalder en samvittighed. ¹⁴

Dog skærer det planten fra rødderne, når sekularisering adskiller personlig og almindelig dyd fra en ansvarlighed over for Gud. Tillid til kultur og tradition vil ikke alene være nok til at opretholde dyd i samfundet. Når man ikke har en højere gud end sig selv, og man ikke søger noget større gode end at tilfredsstille sine egne behov og ønsker, så vil konsekvenserne vise sig med tiden.

Et samfund, hvor fx den enkeltes samtykke er den eneste begrænsning på seksuel aktivitet, er et samfund i forfald. Ægteskabsbrud, promiskuitet, fødsler uden for ægteskabet ¹⁵ og provokerede aborter er bare nogle af de bitre frugter, der vokser fra den nuværende seksuelle revolution. Følgevirkninger, der modarbejder bæredygtigheden af et sundt samfund, omfatter et stigende antal børn, der vokser op i fattigdom og uden en fars positive indflydelse, nogle gange gennem flere generationer, kvinder, der alene bærer det, som bør være et fælles ansvar, og alvorlig mangelfuld uddannelse, idet skoler, ligesom andre institutioner, får til opgave at kompensere for fiasko i hjemmet. ¹⁶ Oven i disse sociale afvigelser er der utallige tilfælde med individuel hjertesorg og fortvivlelse – mental og følelsesmæssig ødelæggelse, der rammer både de skyldige og uskyldige.

Nefi erklærer:

»Ja, ve den, der lytter til menneskers forskrifter og forkaster Guds kraft og Helligåndsgaven! …

ve alle dem, som dirrer og er vrede på grund af Guds sandhed!« ¹⁷

I modsætning til dette er vores glædelige budskab til vores børn og til hele menneskeheden, at »Guds sandhed« peger mod en bedre vej, eller som Paulus kaldte det, »en langt bedre vej«, ¹⁸ en vej til personlig lykke og velvære i samfundet nu til evigtvarende fred og glæde herefter.

Herrens sandhed henviser til de kernesandheder, der ligger bag hans plan for lykke for sine børn. Disse sandheder er, at Gud lever; at han er vores ånds himmelske Fader; at han har givet os befalinger som et bevis på sin kærlighed, der leder til en fylde af glæde med ham; at Jesus Kristus er Guds Søn og vores Forløser; at han led og døde for at sone for synd på betingelse af omvendelse; at han rejste sig fra de døde og tilvejebragte opstandelse til hele menneskeheden, og at vi alle vil stå foran ham for at blive dømt, det vil sige at gøre rede for vores liv. ¹⁹

Ni år inde i »dommernes regeringstid« i Mormons bog frasagde profeten Alma sig sin stilling som overdommer for at vie al sin tid til at lede Kirken. Hans formål med dette var at adressere den stolthed, forfølgelse og grådighed, der var tiltagende blandt folket og særligt blandt Kirkens medlemmer. ²⁰ Ældste Stephen D. Nadauld bemærkede engang: »[Almas] inspirerede beslutning var ikke at bruge mere tid på at prøve at tvinge eller håndhæve flere regler for folket, men at fortælle dem Guds ord, at undervise dem i læren og få deres forståelse af forløsningsplanen til at ændre deres adfærd.« ²¹

Der er meget, vi kan gøre som naboer og medborgere for at bidrage til bæredygtighed og succes i de samfund, vi bor i, og vores mest fundamentale og varige tjeneste vil helt sikkert være at undervise i og efterleve de sandheder, der findes i Guds store forløsningsplan. Som det udtrykkes i salmen:

Hvis vi, vores familie og nok af vores naboer stræber efter at træffe vores beslutninger og lever efter Guds sandhed, vil det vrimle med de moralske dyder, der er behov for i ethvert samfund.

Vor himmelske Fader gav i sin kærlighed sin Enbårne Søn, Jesus Kristus, så vi kunne få evigt liv. ²³

»[Jesus Kristus] gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden, så han endog nedlægger sit eget liv, så han kan drage alle mennesker til sig. Derfor befaler han ikke nogen, at de ikke skal tage del i hans frelse.

Se, råber han til nogen og siger: Gå bort fra mig? Se, jeg siger jer: Nej, men han siger: Kom til mig, alle I jordens ender, køb mælk og honning uden penge og uden betaling.« ²⁴

Dette erklærer vi »i hjertets alvor, i en ånd af sagtmodighed« ²⁵ og i Jesu Kristi navn. Amen.