Ti stille, hold inde!

Da vores børn var små, tilbragte vores familie nogle få dage ved en smuk sø. En eftermiddag tog nogle af børnene redningsveste på, inden de fra en terrasse hoppede i vandet. Vores yngste datter så tøvende på og iagttog nøje sine søskende. Med al det mod hun kunne mønstre, holdt hun sig for næsen og hoppede i. Hun kom straks op og med en smule panik i stemmen råbte hun: »Hjælp mig! Hjælp mig!«

Hun var ikke i dødelig fare, hendes redningsvest virkede, som den skulle, og hun flød sikkert. Vi kunne have rakt ud og trukket hende tilbage på terrassen uden nogen stor indsats. Men fra hendes perspektiv havde hun brug for hjælp. Måske var det det kolde vand eller den ukendte oplevelse. Uanset hvad, så kravlede hun tilbage på terrassen, hvor vi svøbte hende i et håndklæde og roste hende for hendes mod.

Om vi er gamle eller unge, har mange af os bekymrende øjeblikke, hvor vi i akut behov ytrer ord som: »Hjælp mig! »Red mig!« eller »Besvar min bøn!«

Sådan en begivenhed fandt sted for Jesu disciple under hans jordiske tjenestegerning. I Markus står der, at Jesus igen »gav sig … til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham«.¹ Mængden blev så stor, at Jesus gik »om bord … på en båd«² og talte fra dækket. Hele dagen lang underviste han folket ved lignelser, mens de sad på bredden.

»Da det blev aften,« sagde han til sine disciple: »›Lad os tage over til den anden bred.‹ Og de forlod skaren,«³ og krydsede Geneserat Sø. Jesus fandt en plads bagerst i båden, lagde sig ned og faldt hurtigt i søvn. Snart »kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes«⁴ med vand.

Mange af Jesu disciple var erfarne fiskere og vidste, hvordan man håndterer en båd i en storm. De var hans betroede – i sandhed hans elskede – disciple. De havde forladt deres job, personlige interesser og familie for at følge Jesus. Deres tro på ham var tydelig ved deres tilstedeværelse i båden. Og nu var deres båd midt i en storm og tæt på at synke.

Vi ved ikke, hvor længe de kæmpede med at holde båden oven vande i stormen, men de vækkede Jesus med panik i stemmen og sagde:

»Mester, er du ligeglad med, at vi går under?«⁵

»Herre, frels os! Vi går under!«⁶

De kaldte ham »Mester,« og det er han. Han er også: »Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, skaberen af alt fra begyndelsen.«⁷

Jesus rejste sig fra sin plads i båden og irettesatte vinden og sagde til den oprørte sø: »Ti stille, hold inde! Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille.«⁸ Jesus, der altid er mesterundervisen, underviste sine disciple gennem to enkle, men kærlige spørgsmål. Han spurgte:

»Hvorfor er I bange?«⁹

»Hvor er jeres tro?«¹⁰

Vi mennesker har en tendens til, ja, vi fristes måske tilmed til, når vi befinder os midt i prøvelser, problemer eller lidelser at råbe: »Mester, er du ligeglad med, at jeg går under? Red mig.« Selv Joseph Smith bønfaldt fra et skrækkeligt fængsel: »O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?«¹¹

Verdens Frelser forstår helt bestemt vores jordiske begrænsninger, for han lærer os, hvordan vi kan føle fred og ro, selv når vinde blæser voldsomt omkring os og voldsomme bølger truer med at synke vores håb.

Jesus indbyder dem, der har en fast tro, en tro som et barn eller selv den mindste smule tro,¹² ved at sige: »Kom til mig.«¹³ »Tro på mit navn.«¹⁴ »Lær af mig, og lyt til mine ord.«¹⁵ Han befaler blidt: Omvend jer og bliv »døbt i mit navn,«¹⁶ »I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer«¹⁷ og »altid [erindre] mig«.¹⁸ Jesus forsikrer dem og forklarer: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«¹⁹

Jeg kan forestille mig, at Jesu disciple i båden under stormen af nødvendighed havde travlt med at observere bølgerne, der kom væltende ind over dækket og øse vandet ud. Jeg kan forestille mig dem håndtere sejlene og forsøge at bevare en smule kontrol over deres lille fartøj. Deres fokus var på at overleve i det øjeblik, og deres bøn om hjælp var presserende og oprigtig.

For mange af os er det ikke anderledes i dag. Nylige begivenheder rundt omkring på kloden og i vores lande, samfund og familie har ramt os med uventede prøvelser. I urolige tider kan vores tro presses til det yderste af vores udholdenhed og forståelse. Bølger af frygt kan distrahere os og få os til at glemme Guds godhed, og derved gøre vores perspektiv kortsynet og ufokuseret. Alligevel er det på sådanne hårde bidder af vores rejse, at vores tro ikke blot prøves, men styrkes.

Uanset hvad vores situation er, kan vi bevidst gøre en indsats for at opbygge og øge vores tro på Jesus Kristus. Den styrkes, når vi husker, at vi er Guds børn, og at han elsker os. Vores tro vokser, når vi eksperimenterer med Guds ord med håb og flid og gør vores bedste på at følge Kristi lærdomme. Vores tro øges, når vi vælger at tro frem for at tvivle, tilgive frem for at dømme og omvende os frem for at gøre oprør. Vores tro omdefineres, når vi tålmodigt stoler på den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde.²⁰

»Selv om tro ikke er en fuldkommen viden,« sagde ældste Neal A. Maxwell, »så medfører den en dyb tillid til Gud, hvis viden er fuldkommen!«²¹ Selv i turbulente tider er tro på Herren Jesus Kristus uforfærdet og ukuelig. Den hjælper os til at sigte uvæsentlige distraktioner fra. Den opfordrer os til at blive ved med at gå fremad på pagtsstien. Tro presser os gennem mismodighed og lader os gå fremtiden i møde med beslutsomhed og rank ryg. Den tilskynder os til at bede om undsætning og lindring, når vi beder til Faderen i hans Søns navn. Og når bønsomme anmodninger synes at gå ubesvaret hen, frembringer vores vedvarende tro på Jesus Kristus tålmodighed, ydmyghed og evnen til med ærbødighed at ytre ordene: »Din vilje ske.«²²

Præsident Russell M. Nelson har sagt:

»Vi behøver ikke at lade vores frygt erstatte vores tro. Vi kan bekæmpe denne frygt ved at styrke vores tro.

Begynd med jeres børn … Lad dem mærke jeres tro, selv når hårde prøvelser rammer jer. Lad jeres tro være fokuseret på vor kærlige himmelske Fader og hans elskede Søn, Herren Jesus Kristus … Undervis enhver dyrebar dreng eller pige om, at han eller hun er Guds barn, skabt i hans billede og med et helligt formål og potentiale. Hver især er født med udfordringer, der skal overvindes, og tro, der skal udvikles.«²³

Jeg hørte for nylig to fireårige børn dele deres tro på Jesus Kristus, da de svarede på spørgsmålet: »Hvordan hjælper Jesus Kristus jer?« Det første barn sagde: »Jeg ved Jesus elsker mig, fordi han døde for mig. Han elsker også voksne.« Det andet barn sagde: »Han hjælper mig, når jeg er ked af det eller sur. Han hjælper mig også, når jeg synker.«

Jesus erklærede: »Den, der derfor omvender sig og kommer til mig som et lille barn, ham vil jeg tage imod, for af sådanne består Guds rige.«²⁴

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«²⁵

Præsident Nelson lovede for nyligt: »Det vil føre til mindre frygt og mere tro,« når vi »på ny vil begynde virkeligt at høre, lytte til og følge Frelserens ord.«²⁶

Søstre og brødre, vores nuværende udfordrende omstændigheder er ikke vores endelige evige destination. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi påtaget os Jesu Kristi navn ved pagt. Vi har tro på hans forløsende kraft og håb på hans store og dyrebare løfter. Vi har al grund til at fryde os, for vor Herre og Frelser er ivrigt opmærksomme på vores problemer, bekymringer og sorger. Ligesom Jesus var med sine tidlige disciple, er han i vores båd! Jeg vidner om, at han har givet sit liv, så I og jeg ikke vil gå under. Må vi stole på ham, adlyde hans bud og med tro høre ham sige: »Ti stille, hold inde!«²⁷ I Jesu Kristi hellige navn. Amen.