Jeg tror på engle

Brødre og søstre, jeg tror på engle, og jeg vil gerne fortælle jer om mine oplevelser med dem. Ved at gøre det håber og beder jeg til, at vi vil anerkende vigtigheden af engle i vores liv.

Her er ældste Jeffrey R. Hollands ord fra en tidligere generalkonference: »Når vi taler om dem, der er redskaber i Guds hånd, mindes vi om, at ikke alle engle er fra den anden side af sløret. Nogle af dem går vi og taler med – her, nu, hver dag. Nogle af dem bor i vores nabolag … Det er vitterligt sådan, at himlen aldrig virker nærmere, end når vi ser Guds kærlighed komme til udtryk gennem gode og rene menneskers venlighed og hengivenhed, og engleagtig er det eneste ord, vi kan komme i tanke om« (»Engles betjening«, Liahona, nov. 2008, s. 30).

Det er engle på denne side af sløret, jeg gerne vil tale om. De engle, der går blandt os i vores hverdag er kraftfulde påmindelser om Guds kærlighed til os.

De første engle, jeg vil nævne, er to søstermissionærer, søster Vilma Molina og søster Ivonete Rivitti, der underviste mig i evangeliet, da jeg var en ung mand. Min yngre søster og jeg blev inviteret til en kirkeaktivitet, hvor vi mødte disse to engle. Jeg havde aldrig forestillet mig, hvor meget denne enkle aktivitet ville ændre mit liv.

Mine forældre og søskende var ikke interesserede i at lære mere om Kirken på det tidspunkt. De var ikke engang villige til at lade missionærerne komme i vores hjem, så jeg fik missionærlektionerne i en kirkebygning. Det lille værelse i kirkebygningen blev min »hellige lund«.

En måned efter disse engle præsenterede mig for evangeliet, blev jeg døbt. Jeg var 16 år gammel. Desværre har jeg ikke et billede af den hellige begivenhed, men jeg har et billede af min søster og mig, da vi deltog i aktiviteten. Jeg skal måske præcisere, hvem der er hvem på billedet. Jeg er den høje til højre.

Som I kan forestille jer, var det en udfordring at forblive aktiv i Kirken for en teenager, hvis hele livsstil lige havde ændret sig, og hvis familie ikke gik den samme vej.

Da jeg forsøgte at tilpasse mig mit nye liv, en ny kultur og nye venner, følte jeg mig malplaceret. Jeg følte mig alene og mismodig mange gange. Jeg vidste, at Kirken er sand, men jeg havde svært ved at føle mig som en del af den. Selvom jeg var utilpas og usikker, mens jeg forsøgte at passe ind i min nye religion, fandt jeg modet til at deltage i en tredages ungdomskonference, som jeg tænkte ville hjælpe mig med at få nye venner. Der mødte jeg endnu en frelsende engel, der hedder Mônica Brandão.

Hun var ny i området, da hun var flyttet fra en anden del af Brasilien. Hun fangede hurtigt min opmærksomhed, og heldigvis for mig, accepterede hun mig som ven. Jeg gætter på, at hun så mere på mit indre end mit ydre.

Fordi hun blev min ven, blev jeg præsenteret for hendes venner, der derefter blev mine venner, idet vi nød mange ungdomsaktiviteter, jeg senere deltog i. Disse aktiviteter var så afgørende for min integration til dette nye liv.

Disse gode venner gjorde en stor forskel, men fordi jeg ikke blev undervist i evangeliet i mit hjem og ikke havde en støttende familie var min omvendelsesproces stadig i fare. Mine evangeliske interaktioner med Kirken blev endnu mere afgørende for min tiltagende omvendelse. Så blev yderligere to engle sendt af Herren for at hjælpe.

En af dem var Leda Vettori, min lærer i morgenseminar. Gennem sin accepterende kærlighed og inspirerende klasser, gav hun mig en daglig dosis af »Guds gode ord« (Moro 6:4), hvilket jeg havde så meget brug for i løbet af min dag. Det hjalp mig til at få den åndelige styrke til at fortsætte.

En anden engel, der hjalp mig, var min Unge Mænds præsident, Marco Antônio Fusco. Han blev også min hjemmelærerkammerat. På trods af min manglende erfaring og mit anderledes udseende, gav han mig til opgave at undervise ved vores møder i præsternes kvorum og vores hjemmelærerbesøg. Han gav mig muligheden for at handle og lære og ikke bare at være iagttager til evangeliet. Han stolede på mig, mere end jeg stolede på mig selv.

Takket være alle disse engle og mange andre, jeg stødte på i disse vigtige første år, fik jeg styrke nok til at forblive på pagtsstien, idet jeg fik et åndeligt vidne om sandheden.

Og for øvrigt den unge engel, Mônica? Efter vi begge havde været på mission, blev hun min hustru.

Jeg tror ikke, at det var et tilfælde, at gode venner, ansvar i Kirken og næring ved Guds gode ord var en del af den proces. Gordon B. Hinckley underviste klogt: »Det er ikke nemt at foretage de forandringer, der skal til, når man tilslutter sig denne kirke. Det betyder, at gamle forbindelser må brydes. Det betyder, at man må forlade venner. Det kan betyde, at man skal aflægge en tro, som man har holdt af. Det kan kræve ændrede vaner og lyster, som skal undertrykkes. Det betyder i mange tilfælde ensomhed og endog frygt for det ukendte. Disse nyomvendte må næres og styrkes i denne vanskelige tid i deres liv« (»Missionærtjeneste«, Stjernen, mar. 1988, s. 5-6).

Senere underviste han også således: »Hver eneste har brug for tre ting – en ven, et ansvar, og at ›få næring gennem Guds gode ord‹« (»Nyomvendte og unge mænd«, Stjernen, juli 1997, s. 47).

Hvorfor fortæller jeg jer om disse oplevelser?

For det første, er det for at sende et budskab til dem, der gennemgår en lignende proces lige nu. Måske er I nyomvendte eller kommet tilbage til Kirken efter at have vandret omkring i nogen tid eller bare nogen, der kæmper med at passe ind. Giv for alt i verden ikke op på jeres indsats for at blive en del af denne store familie. Det er Jesu Kristi sande kirke!

Når det gælder jeres lykke og frelse, er det altid indsatsen værd at blive ved med at prøve. Det er indsatsen værd at tilpasse jeres livsstil og traditioner. Herren er opmærksom på de udfordringer, I har. Han kender jer, han elsker jer, og jeg lover, at han vil sende engle for at hjælpe jer.

Frelseren har med egne ord sagt: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Min anden hensigt med at dele disse oplevelser er at sende et budskab til alle medlemmer af Kirken – til os alle. Vi må huske, at det ikke er let for nye medlemmer, tilbagevendende medlemmer og dem, der har en anderledes livsstil, straks at passe ind. Herren er opmærksom på de udfordringer, de har, og han ser efter engle, der er villige til at hjælpe. Herren ser altid efter frivillige til at være engle for andre.

Brødre og søstre, vil I være villige til at være et redskab i Herrens hænder? Vil I være villige til at være en af disse engle? Til at blive sendebud, sendt fra Gud, på denne side af sløret, til nogle, han bekymrer sig om? Han har brug for jer. De har brug for jer.

Vi kan selvfølgelig altid regne med missionærerne. De er der altid, de første til at melde sig til dette englejob. Men de er ikke nok.

Hvis I ser jer omhyggeligt omkring, vil I finde mange, der har brug for en engels hjælp. Disse personer bærer måske ikke hvide skjorter, kjoler eller noget almindeligt søndagstøj. De sidder måske alene, bagerst i kirkesalen eller klasseværelset, og føler sig til tider usynlige. Måske er deres frisure lidt ekstrem, eller deres ordforråd er anderledes, men de er der, og de prøver.

Nogle vil måske tænke: »Skal jeg blive ved med at komme? Skal jeg blive ved med at prøve?« Andre kan spekulere over, om de en dag vil føle sig accepteret og elsket. Der er behov for engle lige nu; engle, der er villige til at forlade deres komfortzone for at omfavne dem; »[Mennesker, der har så stor] venlighed og hengivenhed, at engleagtig er det eneste ord, vi kan komme i tanke om [til at beskrive dem]« (Jeffrey R. Holland, »Engles betjening«, s. 30).

Brødre og søstre, jeg tror på engle! Vi er her alle i dag, en kæmpe hær af engle der er indsat til i disse sidste dage at tjene andre som en forlængelse af en elsket Skabers hænder. Jeg lover, at hvis vi er villige til at tjene, vil Herren give os mulighed for at være betjenende engle. Han ved, hvem der har brug for engles hjælp, og han vil lade dem krydse vores vej. Herren lader dagligt dem, der har brug for engles hjælp, krydse vores vej.

Jeg er så taknemmelig for de mange engle, som Herren har ladet krydse min vej gennem livet. De var tiltrængte. Jeg er så taknemmelig for hans evangelium, der hjælper os til at ændre os og giver os muligheden for at blive bedre.

Dette er et kærlighedens evangelium, et tjenestens evangelium. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.